Dartskiven er kommet op

Jeg er ved at indtage mit værksted. Reoler er rejst. Er bord er kommet ind. Sager sorteres og placeres på rette hylde, i rette kasse. Værktøj, søm, snore, ledninger, potter, maling, cykelhjelme, haveredskaber…
Jeg har – muligvis vigtigst – sat dartskiven op. Den sidder lige der på skorstenen. Centrum af skiven 178 cm over gulvet. Afstandsstregen markeret 237 cm væk. Tre pile fundet frem. Rummet er nu mit.
Skiven er ikke ny – selvom den aldrig har været brugt. Jeg havde den med, da jeg flyttede hertil. Jeg har hele tiden vidst at den skulle op. Jeg har bare ikke haft et godt sted til den før nu. Det er bare dejligt.
Jeg har spillet lidt på den. Bare en lille time pr. dag. Mit spil er rustet noget. Men det er sjovt. Og det gør det jo muligt at konstatere fremskridt.
Jeg har spillet meget dart.
Da jeg boede i et bofællesskab i Århus, satte vi en skive op i spisestuen og spillede hver eneste dag. Vi var særligt tre, der spillede. Vi var lige gode – eller lige middelmådige, men når vi spillede om penge, så vandt jeg. Så vidt jeg husker, havde jeg flere tusinde til gode, da jeg rejste – selvfølgelig penge, som jeg aldrig fik.
Tilbage i Aalborg fandt Henrik og jeg hinanden og vi kunne – sideløbende med studierne – bruge hele dage på at spille dart, eller på at rafle. Vi behøvede ikke spille om penge. Med Henrik var det nok at kæmpe om æren.
Selvom jeg hverken er god eller stabil, glæder jeg mig over at jeg kan spille igen. I mit værksted.

Den teknik

Siden Bent blev indlagt for uger siden har jeg haft kontakt med den daglige teknik. Jeg har fået afhængigheden af den at føle for alvor.
Jeg vil starte med at mindes min mobiltelefon. Fra jeg fik den for nogle år siden har den tjent mig. jeg mindes ikke de store problemer. Jeg lærte at "tage den", når den ringede, og jeg lærte selv at ringe op. Jeg kunne sms-se.
- Men den havde en tendens til at blive væk. Jeg har brugt oceaner at tid på at søge efter den. Til sidst opgav jeg og fandt den så tilfældigt under en sengezapper under vores elevationsseng. Det skete aldrig med vores gamle telefoner. Men faktisk var det ved at være på tide, at den blev skiftet ud. Den kunne til sidst ikke længere lade sig læse. Jeg skal nu have en ny, men indtil videre bruger jeg Jenses reserve. Den bruger jeg kun som samtaleanlæg. Har dog haft nogle problemer de sidste dage, fordi den spiller, når jeg ringer Bent op. Det er jeg dog blevet klar over, at det er ikke telefonens skyld, det er fordi, telefonselskabet har sat melodi ind hos flere forskellige abonnenter uden at få tilladelse.
Nåh? !

Toyotaen kunne ikke starte. I sådan et tilfælde er man på herrens mark, hvis ikke man har lidt teknisk snilde - og det har jeg ikke. Så jeg ringede til Toyota-manden, som hurtigt kom med bil med lad og det hele. Lige før han ville køre den på værksted, opdagede han ved en tilfældighed , at det var fordi gearet ikke stod på "N". Jens og Jeg og den store Toyota- mand havde alle overset denne lille detalje med den store effekt.
Samme Toyota udkom med en parkeringsbøde. Den er nemlig blevet teknificeret med et parkeringsskilt, der selv ordner det der med at vise, hvor længe man har stået parkeret.
Den var gået "ud af du", og værkstedet måtte reparere og undersøge det med bøden.

Vores dyre pillefyr strejker konstant med at fodre ovnen med piller. Sneglen kan ikke klare det.
Her blev Bent nødt til at bryde sin bestemmelse om ikke at købe olie til oliefyret. Vi har nemlig i pillefyrshandelen afhændet vores gode gamle brændefyr, som vidste, hvordan man varmer op.


Et kapitel helt for sig selv er vores tv-anlæg. Vi får flere og flere programmer, og flere og flere kanaler at have med at gøre. Her måtte jeg give op.
Men så kom Jens med en blyant og fire A4 ark og skrev med store bogstaver og letfattelig tekst hver eneste ting jeg skulle gøre, hvis jeg vil have glæde af mit fjernsyn.
Stakkels dem, der er gamle og ikke har børn.

Der er ingen magi ved teknikken. Den er bare digital.

Men når Esther rækker mig en halv bakke æg og siger, at de er ganske nylavede, ja at hønsene knapt er blevet færdig med at producere dem, så mærkes magien.

Smil i regn

Jeg så frem til sidste weekend med lidt spænding. Blev det regn eller blev det tørvejr? Jeg ville jo helst have regn, ikke sandt.

Faktisk kan jeg godt lide regnvejr. Jeg kan godt lide lyden af vand. Men jeg kan også godt lide at regnen overdøver så mange af de andre lyde. Jeg kan godt lide duften af regnvejr. Jeg kan godt lide når det rusker. Jeg kan lide at gå tur i regnen, men jeg kan også rigtig godt lide at sidde inde i varmen fra pejsen med en bog og en kop kaffe. Bare hygge inden døre, medens skyerne giver sådan en dejlig dunkel belysning udenfor.

Nå. Jeg var rigtig glad for regnen i weekenden, for havde det været tørvejr, skulle jeg have hjulpet med at bygge en carport ved en nabo. Nu blev det mig, der fik hjælp til at tapetsere mit værksted. Loftet og to vægge blev tapetseret lørdag, de sidste vægge søndag. Søndag fik jeg også malet loftet og de først tapetserede vægge. Skøn dag.

Mandag skulle jeg have malet, men samlede i stedet et stort skrummel af en reol. Og så skulle jeg have malet tirsdag, men det blev ikke til noget. Det bliver ikke til noget før weekenden. Men så håber jeg til gengæld også, at jeg søndag aften kan sidde ude i mit værksted og se på mine reoler med værktøj og potter og gammelt skidt, som jeg ikke kan få mig til at smide ud. Så vil jeg måske gå i mit værkstedskøleskab og tage en øl. Og sætte mig over til mit arbejdsbord og lige tegne skitserne til et par projekter, jeg skal bygge af gamle paller.

Det bliver skønt at gå og makke i mit værksted – når det er regnvejr.

En efterårsmåned i 2009

De sidste fire til fem måneder har været spækket med begivenheder, og blog´en udeblev – af ren og skær glemsomhed og optagethed.
Det første var, at Bent kom på sygehuset natten mellem lørdag og søndag for fem uger siden.
Vi regnede med at han kom hjem dagen derpå, men der gik en uge, der gik to, der gik tre, der gik fire og næsten fem. Adskillige undersøgelser længere henne gav et fingerpeg om, at grunden til, at han havde smerter i benet og ikke kunne gå, skyldtes et brud på rygsøjlen.
Et brud som ved dets helbredelsesproces havde formindsket en kanal, således at hullet her var blevet mindre og nu klemte på nerver.
Nu venter vi på resultatet af en undersøgelse foretaget med kontraststof.
Bent har været tålmodig og forbavsende medgørlig i al denne tid.

Maria fik samtidig med, at Bent blev indlagt, opereret sit knæ. Det er snart helbredt. Dan oplyste om sygdom i sine hofter, som ikke kan helbredes.

Og samtidig blev Birthe Kanstrup opereret i ryggen. Nogle dage efter døde hun af en blodprop. Hun blev bisat i forgårs i Hasseris Kirke.
Ved ceremoniens begyndelse lød et sønderflængende skrig op i gennem kirken. Malenes følelser kogte over, da hun trådte ind i kirkerummet med hendes mormors kiste. Da bisættelsen var ovre gik Malene på prædikestolen, holdt en tale til Birthe og sagde, at hun elskede hende, at det var godt at høre hjemme et sted, hvor man vidste man var uundværlig.

Jeg kunne fortsætte med at remse op, men heldigvis ikke med lutter så alvorlige sager.
Men nu venter vi stadig på Bents diagnose og på at få at vide, hvordan de har tænkt sig at hjælpe ham.

På mange måder har vi også lært af denne periode, og nu glæder vi os til at kunne genoptage et liv igen derhjemme inden alt for længe.
Men denne periode vil altid stå klart printet i vores hoveder på godt og skidt.

en efterårsmåned

I LOVE LONDON

Im not sure if I have ever been in London before, but i sure feels like it! 5 days wasnt enough. Everything was new - and although already known.
It was in a way home from the first day - and even more as the days went by. Of course we visited all the musts, but I think what I liked the most was all the betweens. For example the busrides - sitting in the bus watching buildings, shops, traffic and people.
It was wonderfull to start the day with fried eggs, sausage, beans and toasted white bread - for 5 days!

The last day we just wandered around in the small streets in the neighborhood of Vicotoria Station. Perhaps the best day. We found a street where the locals bought their lunch. At first a quiet street, an hour later full of people, walking, talking, eating. They were queuing round a corner to buy cheap fish and chips. We bought a bread with french cheese and cucumber and ate in a little park - a green spot in the middle of all the traffic and noise. It was freezing and I was smiling.

We had to leave - but I want more.


Jeg vil jo helst være i Gudumholm. Hjemme. Ved mine ting og min kat. Men London smitter. Jeg vil tilbage. I 14 dage. Vi gik og vi gik, og vi så og vi så. Men det var ikke nok. Jeg vil have mere. Nu! Med det samme.
Fedt at være et sted, hvor man kan takket være sproget kan klare meget selv: Finde rundt og bestille mad på restaurant, gøre sig forståelig og af og til forstå, det de indfødte siger.

Jeg beklager at bloggen var en hel del forsinket. Jeg beder om tilgivelse - også for eventuelle fejl i første halvdel.

"borgernært" samarbejde

”Borgernær” åbningstale.

Jeg kom af vanvare til at høre noget af Løkke Rasmussens åbning af folketinget.
Jeg blev optaget af den på grund af det, som så i dag tituleres som ”borgernært”.
Jeg kunne lide, at han inddrog os alle i det fælles ansvar på godt og ondt, dygtighed og mindre god evne. Det var OS og ikke regeringen alene, der var ansvarlige. Han sagde mange ting, som jeg altid har længtes efter at høre fra en politiker. Ikke om sig selv og folketinget, men om os alle. Han koncentrerede sig ikke om, hvor elendigt de andre partier opførte sig, det var vi helt fri for.
Så - tilfreds var jeg. Nu skal jeg så høre vurderingerne dagen derpå. Foreløbig har jeg fået oplyst, at hans kropssprog var elendigt, og at det han sagde var noget alle vidste.
Jeg har ikke tid at høre mere om det i dag.
Men hans tale gav mig ikke desto mindre håb om, at politikere måske er blevet klogere på at samarbejde med folket.

Så lad os bare med et smil kalde dem ”borgernære”
- og fortsætte samarbejdet.

Uoverskuelige øjeblikke

Så er jeg i gang med endnu et modul i vejlederuddannelsen: Modulet voksenvejledning. Som vanligt er jeg glad for at ”være nødt til” at læse nogle bøger, som jeg ellers ville have haft svært ved at finde tid til at læse. Jeg har det som vanlig lidt svært med undervisningen, der er af svingende kvalitet – efter min mening. Det kan være nogle lange timer, når vi møder 25 ikke lige forberedte studerende op til undervisning ved en underviser, der tilsyneladende heller ikke er voldsomt forberedt – og sikkert hellere ville have brugt tiden på noget andet.

I denne uge er det ikke engang sjovt at skulle læse. Vi skal læse et par hundrede sider af en Daniel Stern om hvordan vi får placeret ”det nuværende øjeblik” i ”den terapeutiske proces. Jeg er gået i gang, men jeg er ikke kommet ret langt. Jeg har enormt svært ved at få stoffet til at passe ind i min virkelighed. Jeg har svært ved at tage det alvorligt, når manden forklarer at han får en terapisøgende til at snakke 1½ time om det øjeblik, da hun skænkede sig en kop te samme morgen.

Jeg skal nok få læst mine sider inden torsdag kl. 9. Om ikke før, så i nat. Men indtil videre har jeg sprunget over, hver gang jeg har haft chancen. Og så forsøger jeg at forklare mig selv, at jeg ikke har haft tid. Der er jo så meget at se til: indkøb og rengøring til fredag, når mine kolleger kommer til gryderet og øl; en far, der skal have besøg; en datter, der skal køres rundt; et tag, der skal have tagpap på…

Men jeg har ikke været rigtigt bekymret, for jeg har jo hele tiden haft en plan: tirsdag ville jeg tage tidligt hjem. Aftensmaden havde jeg klar fra mandag, så det skulle jeg ikke bruge tid på. Oprydning og rengøring kunne jeg tage i læsepauserne. Indkøb og madlavning onsdag og torsdag efter arbejdstid.

Jeg satte kartoflerne over tirsdag kl. 5 og satte mig til rette i sofaen med bogen. Kl. 5 minutter over 5 ringede Poul Erik fra sin bil – jeg kunne se bilen for enden af min have – og spurgte om jeg kedede mig, for så kunne han da godt finde på noget. 10 minutter over 5 sad jeg i bilen på vej ud i verden for at pille noget stillads ned. Efter nedtagningen spiste jeg sammen med Poul Erik og Gitte.

Da jeg kom hjem kl. 8 – efter en forfærdelig masse øjeblikke – kunne jeg ikke finde motivationen til at læse videre om psykoterapi og hverdagsliv. Måske en samtale med Daniel Stern kan afsløre i hvilket øjeblik, det var, kæden hoppede af for mig.

(Jeg skal nok få læst, og det bliver jo lørdag – lørdag skal jeg slibe væggene i værkstedet – selv om jeg ikke har alting på plads til på fredag.)