Del en tanke

Pausen er forbi.

2012-01-06T06:22:00.002+01:00

Vi startede denne blog i marts 2006.

I næsten 4 år skrev vi på skift et indlæg om ugen. Ca. 200 indlæg. Vi blev klogere på hinanden. Og - tror jeg - klogere på os selv.

Der var perioder med meget energi i vores indlæg. Der var perioder med meget lidt energi i det vi skrev. Og i januar 2010 var der ikke nogen af os, der havde lyst til at blive ved med at skrive blog - bare for at skrive blog.

Vi havde lov til at holde pause...

Nu er pausen forbi. Herunder gentages teksten fra starten (marts 2006).

Lad os dele

Teksten skal være på min 800 tegn (med mellemrum) og max 1000 tegn (med mellemrum) og være opdelt i max 10 afsnit (inklusiv overskrift).
I Funktioner vælger du Ordoptælling... og så får du at vide om du har brugt for mange eller for få tegn.
Denne tekst har 339 tegn inklusiv mellemrum og 2 afsnit. Jeg glæder mig til denne leg.

New Zealand: Nu må vi se om vingerne kan bære

2011-10-18T16:01:00.000+02:00

New Zealand: Nu må vi se om vingerne kan bære: Efter hvad der virker som en uendelig lang flyvetur er jeg ankommet til New Zealand. Med ed ca. 11 timer forskydning af døgnrytmen og senge ...

New Zealand: Så er det ved at være...

2011-10-16T01:44:00.000+02:00

New Zealand: Så er det ved at være...: Med 8 dage til afrejse skal de sidste småting til at falde på plads og en pakkeliste skal udarbejdes.Rygsæk, sovepose, samt pas og interna...

pause

2010-01-28T00:24:00.001+01:00

PAUSE

2010-01-27T22:29:00.000+01:00

Vi skal ligne hinanden

2010-01-20T14:22:00.002+01:00

Jeg kunne høre i radioen at der nu er flertal for obligatorisk idræt på alle ungdomsuddannelser. Det skal ikke længere kun være dem, som tager en almen studentereksamen, der skal tvinges til at dyrke idræt.

Der er flertal udenom regeringen for forslaget, dog forlanger DF at der skal være eksamen i faget. Formynderstaten slår til igen.

Jeg savner frihed. De unge skal i forvejen tvinges ind på de statsautoriserede uddannelsesforløb lige efter 9. klasse. De skal helst være færdig på rekordtid. Og de skal selv vælge, hvilken retning deres liv skal tage. Det er deres eget ansvar at de lykkes med det.

Der er rigtig mange som ikke får succes i først forsøg. Sådan har det altid været, men lige for tiden gør det ekstra ondt fordi vi signalerer at det burde de faktisk kunne. Det forventer vi af jer.

Og nu skal de også have idræt. Alle dem, der var lettede over at slippe for omklædningsrummets og idrætssalens nederlag, får da ekstra svært ved at tage voksenverdenens krav alvorligt.

Vi skal alle være ens. Det er så tydeligt - igen - at politikerne vil lovgive om detaljer - og allehelst for folk, som ikke ligner dem selv.

Vi skal spise sundt, dyrke sport, og diskutere tro og samfund over aftensmåltidet. Og så skal vi helst stemme socialdemokratisk.

dement i frosten

2010-01-13T12:13:00.001+01:00

Det vejr influerer sandelig på vores liv. Det landskab jeg kigger ud på er frossent i solen, og det har "stjerner" der blinker som julekalenderne da vi var små. Vinden tager i græsser og strå, som danser som marionetfigurer i vindens tempo. Bilen vil ikke køre, hjulene bevæger sig ikke. Jeg har fået nogle råd, blandet andet at jeg skal smide aske foran hjulene. Det havde jeg selv tænkt, men nu tænkte jeg det altså med alvor. Men jeg skulle gøre det ved alle fire hjul og ikke kun ved de forreste, som jeg gjorde.
I dette kolde, kolde vejr virker vores pillefyr. Karl Peter og Jens Oluf har sammen lavet en plan så fyret bliver tilset en gang om ugen, det bliver lettet for trykket af affald. Dejligt at det virker.
Hvordan det gik med hjulene???
Jeg ved det ikke, jeg giiider snart ikke mere, men skal selvfølgelig nok få det gjort. Det er så glat, at jeg kan stå stille og tænke, at nu glider jeg og falder, hvorefter jeg falder.
Senere.
Om lidt skal jeg køre i bilen, og Jens fik gang i den i går. Så det skulle gerne lykkes for mig i dag, hvis ikke går jeg i seng og bliver der i lang, lang tid, så findes jeg ikke.
Når vejret går på tø, forsvinder marionetdukkerne, de fine og strunke dukker og viser sig i en mere slasket og blød form.
Og nu vil bilen igen ikke starte, og jeg har ringet efter hjælp.
Nu må jeg håbe at det lykkes med bloggen her.

En glad Københavner

2010-01-06T09:41:00.002+01:00

Mathias er flyttet til Frederiksberg. Han og Kristoffer deler en lille lejlighed i stueplan med to værelser, en lille stue, et køkken og et bad. Han virkede glad da vi tog afsked med ham i lørdags kl. 18.30. Både fordi vi tog af sted, men mest fordi han var glad for sin nye boligsituation. Der er ingen tvivl om, at han også var glad for den hjælp vi (særligt Lisa) havde givet ham med indretning og rengøring.

Han var ikke specielt glad for kollegiet i Nærum. Hverken for sit værelse, kollegieboformen eller for afstanden til Datalogisk Institut. Han var mindst ligeså glad for at flytte fra kollegiet som han var glad for at flytte til Bentzonsvej – 331 m fra olde Gerdas sidste adresse i København.

Selve flytningen var triviel. Det med at flytte er jo efterhånden ren rutine. Vi hentede 3 læs i bilen, på den sidste tur medbragte vi en lånt trailer til hans seng. Lisa fik tingene på plads ligeså hurtigt som vi kunne tømme bilen. Hun fik gjort nogenlunde rent i den møblerede lejlighed. Det var stemningen omkring flytningen, der var en særlig oplevelse.

Mathias var jo tydeligvis glad for vores hjælp. Han støtter sig meget til Lisa – hun er stadig uundværlig forælder i forbindelse med alt det, han skal huske. Alt det han skal have styr på. Både Lisa og jeg er fantastiske rådgivere. Og til sidst var han mæt. Han blev klar til at flyve lidt selv igen.

Da der var nogenlunde styr på Mathias’ ting, dukkede hans bofælle Kristoffer op. Og så gik de i gang med at få nettet – det faste og det trådløse – til at fungere. Mens Lisa og jeg tog os et tiltrængt hvil i Mathias’ seng kunne vi høre de to unge mænd pludrer på computersprog i stuen inde ved siden af.

Og så var det jo lidt hyggeligt at være på Frederiksberg igen. Han vil helt sikkert trives med at have forretninger og pizzeriaerne tæt på. 3 km til DIKU, 3 km til arbejde. Jeg smiler, mens jeg skriver og tænker på vores lille store Køvenhavner.

Høstemark-nat

2009-12-30T11:30:00.002+01:00

Klokken er fire nat, og der skal skrives en blog. Det bliver blot en samling ord om natten nu. Den musik der har taget plads i øret på det seneste er i nat en fuld koncert. Sammen med computerens lyde danner den flertonighed.
Jeg er søvnig, og ordene maser sig gennem en klæg masse for at fortælle, at der er hvidt i haven af sne. Der er så mange muligheder for ordene at komme ud på. At få tankerne ud på, som de nu bedst lægger sig til rette. Disse Høstemarknætter har der været mange af, efterhånden, og jeg holder normalt meget af dem,
Men ikke rigtigt i nat.
Ikke desto mindre er det altid en herlig nat i Høstemark, på enhver årstid.
Her er stille, og jeg vil overlade natten til enerådende at lade den åbenbare sin velsignelse helt på egen hånd, og jeg vil gå i køkkenet og dække morgenbord i stedet for. Et lys dukker nemlig allerede op i det fjerne.

Juhuul

2009-12-29T09:22:00.000+01:00

Onsdag den 23. december nåede jeg det ikke. Heller ikke den 24., den 25., den 26., den 27. eller den 28. december. På en måde er det jo lidt pinligt i forhold til de mange faste læsere. De kan jo ikke undgå at undre sig: ”Er der mon sket noget? Hvorfor får jeg ikke noget at vide?” Måske falder nogle af dem fra, måske tror de at bloggen er gået i sig selv. Kan vi få dem tilbage?

Lad mig berolige eventuelt tilbageværende – og i spænding ventende – faste læsere: Bloggen bliver! Der er ikke nogen, som er kommet til skade. Bloggen er simpelthen udeblevet på grund af forglemmelse. Højtiden og alle dens aktiviteter har simpelthen trængt bloggen til side. Jeg tænkte ikke på bloggen den 23. december. Jeg kom først i tanke om bloggen 2. juledag, men der var ikke plads til at skrive den lige der og pludselig var den dag gået – med dagen forsvandt bloggen igen.

Den kom tilbage i går. Denne gang som flovhed. Jeg forsøgte godt nok at gøre som jeg plejer: at (op)finde årsager, der ikke har med mig at gøre; det er de andres skyld, men det virkede ikke. Så har den kørt rundt i baghovedet lige siden. Jeg besluttede mig for at skrive den som det først i dag.

Det blev ikke helt det første, for jeg skulle jo lige rydde sne – igen. Og have kaffe og vække min kone. Og have tøj på og fyre op. Tømme opvaskemaskinen og lægge vasketøjet sammen. Og så stod Mathias og Mia op. Der er altså hele tiden noget.

Lidt sjovt er det, at bloggen passer fint ind i normal arbejdsuge, men når jeg har fri, er det svært at få tid til noget som helst.

(Det har været en dejlig jul med jer alle sammen: Kenneth og Lene, Malthe og Oliver, Vibeke og Poul, Margit, Eva, Anne Mette og Dan, Kristinna og Maria, far og mor, Lisa, Sarah, og ikke mindst Mathias og Mia. Alle har hjulpet til at min ferie har været helt vildt rar og glædelig. Andre mennesker har også været flinke og rare og hjælpsomme: fx mine naboer, mine forældres naboer. Altså…!)

ord i natten

2009-12-16T11:05:00.001+01:00

Klokken er fire nat, og der skal skrives en blog. Det bliver en samling ord om natten nu. Den musik der har taget plads i mit øre på det seneste er i nat den fulde koncert. Sammen med computerens lyde danner den flertonigt kor.
Jeg er søvnig, og ordene maser sig gennem en klæg masse for at fortælle, at der er hvidt i haven af sne. Der er så mange muligheder for ordene at komme ud på. At få tankerne ud, som de nu bedst lægger sig til rette. Disse Høstemarknætter har der været mange af, efterhånden, og jeg holder normalt meget af dem, men i nat er trægheden for ødelæggende.
Når besvær med at få kroppen til at yde det sædvanlige, kræves der mere af en, man bliver også lidt pessimistisk, og det lægger sig som et lag over en. MEN det skal nok blive godt igen.

Vinter

2009-12-10T07:46:00.000+01:00

Selvom det næsten ikke fryser og selvom der slet ikke er noget sne, er det takket være det manglende lys alligevel blevet vinter. Selvom mørket jo tiltager gradvist, har jeg ikke været god til at korrigere i år. Jeg har hygget mig i mørket, men jeg har ikke nået noget – og alligevel er jeg træt og doven, når jeg lander på Aagade ved 5-6 tiden. Jeg er så doven, at jeg lader opvasken stå, ikke får ryddet op, ser for meget fjernsyn og går for sent i seng. Så har jeg svært ved at vågne, og kun takket være vanen får jeg gjort morgengymnastik, spist morgenmad, taget morgenbad og røget min morgenkaffe.

I weekenden var Lisa og jeg så i Århus på juletur. To overnatninger på Hotel Mercur i Viby. Afslapning og gadevandring hånd i hånd. Vi sov indtil kroppen var klar og gik relativt tidligt i seng. Superdejlig tur.

De sidste par dage er jeg så gået tidligt i seng. Og det lønner sig. Jeg har meget mere energi når jeg kommer hjem. Den ene dag fik jeg lavet en masse mad og ryddet op i køkkenet og vasket en gang tøj og hængt det til tørre og jeg fik sat en ny natlampe op. Den anden dag fik jeg samlet det stativ jeg købte for 2 måneder siden – et stativ til ophængning af cykler, der skal repareres. Og jeg fik skiftet slange på Sarahs cykel. På baghjulet! Jeg fik også kigget på min egen cykel – gearet driller.

Og så i seng før kl. 10. Med en bog under min nye natlampe. Sådan skal vinteren være.

Jens Oluf i tresserne

2009-12-02T12:46:00.000+01:00

Dengang i de glade tressere, blev Jens født. Den anden december, som i dag.
Det var gode tider, vi glædede os til ham og var trygge ved tingenes tilstand. Der skulle nok blive sørget godt for os og vores lille barn. Livet var ikke så spækket med mistillid, som det kan være nu, tidens tegn var, at vi tog hinanden alvorligt, ja faktisk, at vi havde kærlighed til hinanden.
Den anden december tog Jens så tråden op og tog sine medmennesker alvorligt, ja kom frem og ud i verden. Det kan godt give nogle tæsk, men er dog at foretrække frem for ikke at kunne have tillid til hinanden.
Han togt sit ansvar på sig og har været og er og vil vedblive at være et menneske, man gerne vil kende og holde af.
Godt han tilsluttede sig os andre,
Tillykke på denne lyse og solskinsfyldte december dag vores lille dreng.

Politikere i mørket

2009-11-26T11:21:00.000+01:00

Som så mange andre lod jeg mig irritere af den måde de folkevalgte i dagene efter valget forhandler og fordeler opgaver og ben. Det kan være svært at forestille sig at dem, som overlever sådan et cirkus, har de menneskelige egenskaber (intakt), som vi ellers sætter pris på (og som de inden valget priser sig af at være i besiddelse af). Underlig, men egentlig ikke overraskende, adfærd kan vi fra sidelinjen observere i alle retninger. Ikke kun i de partier vi ellers synes skidt om – blandt andet fordi vi ikke bryder os om deres karakter eller menneskesyn.

Man får sådan en lyst til at gøre noget ved det: fare i blækhuset, demonstrere, selv stille op, melde sig ud af samfundet, opgive at følge reglerne, snyde noget mere, lyve noget mere, rage noget mere til sig. Jeg føler mig så magtesløs, skønt jeg vel ikke burde være det.
Men jeg gør ikke noget ved det. Jeg passer mit og mine.

Og så er det også så mørkt når man kommer hjem. Det er ikke årstiden til at foretage sig en hel masse. Jeg synes at jeg er en helt, når jeg tager mig sammen og får lavet lidt varmt til aften. Jeg flader bare ud, når jeg kommer hjem klokken fem. Eller klokken seks, eller ni… Om sommeren er det jo stadig lyst, når jeg kommer hjem. Og så kan jeg arbejde indtil solen går ned, med smil på læben.

Så de er heldige – politikerne. Hvis det var sommer, så skulle I bare se mig lave ballade. Så fandt jeg mig ikke i noget.

Lyspunkt i november

2009-11-18T03:28:00.001+01:00

Lyspunkt i november.

De få solskinsdage i en fugtig og regnfuld november er bogstavelige lyspunkter i efterårsmåneden. Energien kan få tag i en og trække en uden for i det våde løv og græs. Man går forsigtigt for ikke at glide og falde, når man altså er lokket ud.
Her kan det have sine fordele, at man ikke fik ryddet op efter sig fra sommeren. Overkommelige opgaver som at sætte redskaber inden døre, skovle de bunker af blade op i spanden, som kom til at blive liggende, da de blev fejet sammen. Få ordnet ledningen, der sættes i kontakten og tændes for at sætte liv i wc-et, -og få brændt næsten alle aviser og kasser, man har, på bålet.
Og nu man er derude, tage en rundtur i den store have for at nyde herlighederne.
Og så kan man glæde sig over, at der endnu er meget mere som ikke blev gjort færdig i sommer. Der er mere at komme derud efter på næste solbesøg.
På denne dag var det så også, at Bent fik at vide, at han højst havde 14 dage tilbage på sygehuset, og at han ville komme til at bevæge sig normalt igen.

Dartskiven er kommet op

2009-11-11T21:44:00.002+01:00

Jeg er ved at indtage mit værksted. Reoler er rejst. Er bord er kommet ind. Sager sorteres og placeres på rette hylde, i rette kasse. Værktøj, søm, snore, ledninger, potter, maling, cykelhjelme, haveredskaber…
Jeg har – muligvis vigtigst – sat dartskiven op. Den sidder lige der på skorstenen. Centrum af skiven 178 cm over gulvet. Afstandsstregen markeret 237 cm væk. Tre pile fundet frem. Rummet er nu mit.
Skiven er ikke ny – selvom den aldrig har været brugt. Jeg havde den med, da jeg flyttede hertil. Jeg har hele tiden vidst at den skulle op. Jeg har bare ikke haft et godt sted til den før nu. Det er bare dejligt.
Jeg har spillet lidt på den. Bare en lille time pr. dag. Mit spil er rustet noget. Men det er sjovt. Og det gør det jo muligt at konstatere fremskridt.
Jeg har spillet meget dart.
Da jeg boede i et bofællesskab i Århus, satte vi en skive op i spisestuen og spillede hver eneste dag. Vi var særligt tre, der spillede. Vi var lige gode – eller lige middelmådige, men når vi spillede om penge, så vandt jeg. Så vidt jeg husker, havde jeg flere tusinde til gode, da jeg rejste – selvfølgelig penge, som jeg aldrig fik.
Tilbage i Aalborg fandt Henrik og jeg hinanden og vi kunne – sideløbende med studierne – bruge hele dage på at spille dart, eller på at rafle. Vi behøvede ikke spille om penge. Med Henrik var det nok at kæmpe om æren.
Selvom jeg hverken er god eller stabil, glæder jeg mig over at jeg kan spille igen. I mit værksted.

Den teknik

2009-11-09T19:24:00.003+01:00

Siden Bent blev indlagt for uger siden har jeg haft kontakt med den daglige teknik. Jeg har fået afhængigheden af den at føle for alvor.
Jeg vil starte med at mindes min mobiltelefon. Fra jeg fik den for nogle år siden har den tjent mig. jeg mindes ikke de store problemer. Jeg lærte at "tage den", når den ringede, og jeg lærte selv at ringe op. Jeg kunne sms-se.
- Men den havde en tendens til at blive væk. Jeg har brugt oceaner at tid på at søge efter den. Til sidst opgav jeg og fandt den så tilfældigt under en sengezapper under vores elevationsseng. Det skete aldrig med vores gamle telefoner. Men faktisk var det ved at være på tide, at den blev skiftet ud. Den kunne til sidst ikke længere lade sig læse. Jeg skal nu have en ny, men indtil videre bruger jeg Jenses reserve. Den bruger jeg kun som samtaleanlæg. Har dog haft nogle problemer de sidste dage, fordi den spiller, når jeg ringer Bent op. Det er jeg dog blevet klar over, at det er ikke telefonens skyld, det er fordi, telefonselskabet har sat melodi ind hos flere forskellige abonnenter uden at få tilladelse.
Nåh? !

Toyotaen kunne ikke starte. I sådan et tilfælde er man på herrens mark, hvis ikke man har lidt teknisk snilde - og det har jeg ikke. Så jeg ringede til Toyota-manden, som hurtigt kom med bil med lad og det hele. Lige før han ville køre den på værksted, opdagede han ved en tilfældighed , at det var fordi gearet ikke stod på "N". Jens og Jeg og den store Toyota- mand havde alle overset denne lille detalje med den store effekt.
Samme Toyota udkom med en parkeringsbøde. Den er nemlig blevet teknificeret med et parkeringsskilt, der selv ordner det der med at vise, hvor længe man har stået parkeret.
Den var gået "ud af du", og værkstedet måtte reparere og undersøge det med bøden.

Vores dyre pillefyr strejker konstant med at fodre ovnen med piller. Sneglen kan ikke klare det.
Her blev Bent nødt til at bryde sin bestemmelse om ikke at købe olie til oliefyret. Vi har nemlig i pillefyrshandelen afhændet vores gode gamle brændefyr, som vidste, hvordan man varmer op.

Et kapitel helt for sig selv er vores tv-anlæg. Vi får flere og flere programmer, og flere og flere kanaler at have med at gøre. Her måtte jeg give op.
Men så kom Jens med en blyant og fire A4 ark og skrev med store bogstaver og letfattelig tekst hver eneste ting jeg skulle gøre, hvis jeg vil have glæde af mit fjernsyn.
Stakkels dem, der er gamle og ikke har børn.

Der er ingen magi ved teknikken. Den er bare digital.

Men når Esther rækker mig en halv bakke æg og siger, at de er ganske nylavede, ja at hønsene knapt er blevet færdig med at producere dem, så mærkes magien.

Smil i regn

2009-10-28T09:52:00.002+01:00

Jeg så frem til sidste weekend med lidt spænding. Blev det regn eller blev det tørvejr? Jeg ville jo helst have regn, ikke sandt.

Faktisk kan jeg godt lide regnvejr. Jeg kan godt lide lyden af vand. Men jeg kan også godt lide at regnen overdøver så mange af de andre lyde. Jeg kan godt lide duften af regnvejr. Jeg kan godt lide når det rusker. Jeg kan lide at gå tur i regnen, men jeg kan også rigtig godt lide at sidde inde i varmen fra pejsen med en bog og en kop kaffe. Bare hygge inden døre, medens skyerne giver sådan en dejlig dunkel belysning udenfor.

Nå. Jeg var rigtig glad for regnen i weekenden, for havde det været tørvejr, skulle jeg have hjulpet med at bygge en carport ved en nabo. Nu blev det mig, der fik hjælp til at tapetsere mit værksted. Loftet og to vægge blev tapetseret lørdag, de sidste vægge søndag. Søndag fik jeg også malet loftet og de først tapetserede vægge. Skøn dag.

Mandag skulle jeg have malet, men samlede i stedet et stort skrummel af en reol. Og så skulle jeg have malet tirsdag, men det blev ikke til noget. Det bliver ikke til noget før weekenden. Men så håber jeg til gengæld også, at jeg søndag aften kan sidde ude i mit værksted og se på mine reoler med værktøj og potter og gammelt skidt, som jeg ikke kan få mig til at smide ud. Så vil jeg måske gå i mit værkstedskøleskab og tage en øl. Og sætte mig over til mit arbejdsbord og lige tegne skitserne til et par projekter, jeg skal bygge af gamle paller.

Det bliver skønt at gå og makke i mit værksted – når det er regnvejr.

En efterårsmåned i 2009

2009-10-24T20:31:00.000+02:00

De sidste fire til fem måneder har været spækket med begivenheder, og blog´en udeblev – af ren og skær glemsomhed og optagethed.
Det første var, at Bent kom på sygehuset natten mellem lørdag og søndag for fem uger siden.
Vi regnede med at han kom hjem dagen derpå, men der gik en uge, der gik to, der gik tre, der gik fire og næsten fem. Adskillige undersøgelser længere henne gav et fingerpeg om, at grunden til, at han havde smerter i benet og ikke kunne gå, skyldtes et brud på rygsøjlen.
Et brud som ved dets helbredelsesproces havde formindsket en kanal, således at hullet her var blevet mindre og nu klemte på nerver.
Nu venter vi på resultatet af en undersøgelse foretaget med kontraststof.
Bent har været tålmodig og forbavsende medgørlig i al denne tid.

Maria fik samtidig med, at Bent blev indlagt, opereret sit knæ. Det er snart helbredt. Dan oplyste om sygdom i sine hofter, som ikke kan helbredes.

Og samtidig blev Birthe Kanstrup opereret i ryggen. Nogle dage efter døde hun af en blodprop. Hun blev bisat i forgårs i Hasseris Kirke.
Ved ceremoniens begyndelse lød et sønderflængende skrig op i gennem kirken. Malenes følelser kogte over, da hun trådte ind i kirkerummet med hendes mormors kiste. Da bisættelsen var ovre gik Malene på prædikestolen, holdt en tale til Birthe og sagde, at hun elskede hende, at det var godt at høre hjemme et sted, hvor man vidste man var uundværlig.

Jeg kunne fortsætte med at remse op, men heldigvis ikke med lutter så alvorlige sager.
Men nu venter vi stadig på Bents diagnose og på at få at vide, hvordan de har tænkt sig at hjælpe ham.

På mange måder har vi også lært af denne periode, og nu glæder vi os til at kunne genoptage et liv igen derhjemme inden alt for længe.
Men denne periode vil altid stå klart printet i vores hoveder på godt og skidt.

en efterårsmåned

I LOVE LONDON

2009-10-17T01:31:00.003+02:00

Im not sure if I have ever been in London before, but i sure feels like it! 5 days wasnt enough. Everything was new - and although already known.
It was in a way home from the first day - and even more as the days went by. Of course we visited all the musts, but I think what I liked the most was all the betweens. For example the busrides - sitting in the bus watching buildings, shops, traffic and people.
It was wonderfull to start the day with fried eggs, sausage, beans and toasted white bread - for 5 days!

The last day we just wandered around in the small streets in the neighborhood of Vicotoria Station. Perhaps the best day. We found a street where the locals bought their lunch. At first a quiet street, an hour later full of people, walking, talking, eating. They were queuing round a corner to buy cheap fish and chips. We bought a bread with french cheese and cucumber and ate in a little park - a green spot in the middle of all the traffic and noise. It was freezing and I was smiling.

We had to leave - but I want more.

Jeg vil jo helst være i Gudumholm. Hjemme. Ved mine ting og min kat. Men London smitter. Jeg vil tilbage. I 14 dage. Vi gik og vi gik, og vi så og vi så. Men det var ikke nok. Jeg vil have mere. Nu! Med det samme.
Fedt at være et sted, hvor man kan takket være sproget kan klare meget selv: Finde rundt og bestille mad på restaurant, gøre sig forståelig og af og til forstå, det de indfødte siger.

Jeg beklager at bloggen var en hel del forsinket. Jeg beder om tilgivelse - også for eventuelle fejl i første halvdel.

"borgernært" samarbejde

2009-10-07T10:19:00.001+02:00

”Borgernær” åbningstale.

Jeg kom af vanvare til at høre noget af Løkke Rasmussens åbning af folketinget.
Jeg blev optaget af den på grund af det, som så i dag tituleres som ”borgernært”.
Jeg kunne lide, at han inddrog os alle i det fælles ansvar på godt og ondt, dygtighed og mindre god evne. Det var OS og ikke regeringen alene, der var ansvarlige. Han sagde mange ting, som jeg altid har længtes efter at høre fra en politiker. Ikke om sig selv og folketinget, men om os alle. Han koncentrerede sig ikke om, hvor elendigt de andre partier opførte sig, det var vi helt fri for.
Så - tilfreds var jeg. Nu skal jeg så høre vurderingerne dagen derpå. Foreløbig har jeg fået oplyst, at hans kropssprog var elendigt, og at det han sagde var noget alle vidste.
Jeg har ikke tid at høre mere om det i dag.
Men hans tale gav mig ikke desto mindre håb om, at politikere måske er blevet klogere på at samarbejde med folket.

Så lad os bare med et smil kalde dem ”borgernære”
- og fortsætte samarbejdet.

Uoverskuelige øjeblikke

2009-09-30T07:29:00.003+02:00

Så er jeg i gang med endnu et modul i vejlederuddannelsen: Modulet voksenvejledning. Som vanligt er jeg glad for at ”være nødt til” at læse nogle bøger, som jeg ellers ville have haft svært ved at finde tid til at læse. Jeg har det som vanlig lidt svært med undervisningen, der er af svingende kvalitet – efter min mening. Det kan være nogle lange timer, når vi møder 25 ikke lige forberedte studerende op til undervisning ved en underviser, der tilsyneladende heller ikke er voldsomt forberedt – og sikkert hellere ville have brugt tiden på noget andet.

I denne uge er det ikke engang sjovt at skulle læse. Vi skal læse et par hundrede sider af en Daniel Stern om hvordan vi får placeret ”det nuværende øjeblik” i ”den terapeutiske proces. Jeg er gået i gang, men jeg er ikke kommet ret langt. Jeg har enormt svært ved at få stoffet til at passe ind i min virkelighed. Jeg har svært ved at tage det alvorligt, når manden forklarer at han får en terapisøgende til at snakke 1½ time om det øjeblik, da hun skænkede sig en kop te samme morgen.

Jeg skal nok få læst mine sider inden torsdag kl. 9. Om ikke før, så i nat. Men indtil videre har jeg sprunget over, hver gang jeg har haft chancen. Og så forsøger jeg at forklare mig selv, at jeg ikke har haft tid. Der er jo så meget at se til: indkøb og rengøring til fredag, når mine kolleger kommer til gryderet og øl; en far, der skal have besøg; en datter, der skal køres rundt; et tag, der skal have tagpap på…

Men jeg har ikke været rigtigt bekymret, for jeg har jo hele tiden haft en plan: tirsdag ville jeg tage tidligt hjem. Aftensmaden havde jeg klar fra mandag, så det skulle jeg ikke bruge tid på. Oprydning og rengøring kunne jeg tage i læsepauserne. Indkøb og madlavning onsdag og torsdag efter arbejdstid.

Jeg satte kartoflerne over tirsdag kl. 5 og satte mig til rette i sofaen med bogen. Kl. 5 minutter over 5 ringede Poul Erik fra sin bil – jeg kunne se bilen for enden af min have – og spurgte om jeg kedede mig, for så kunne han da godt finde på noget. 10 minutter over 5 sad jeg i bilen på vej ud i verden for at pille noget stillads ned. Efter nedtagningen spiste jeg sammen med Poul Erik og Gitte.

Da jeg kom hjem kl. 8 – efter en forfærdelig masse øjeblikke – kunne jeg ikke finde motivationen til at læse videre om psykoterapi og hverdagsliv. Måske en samtale med Daniel Stern kan afsløre i hvilket øjeblik, det var, kæden hoppede af for mig.

(Jeg skal nok få læst, og det bliver jo lørdag – lørdag skal jeg slibe væggene i værkstedet – selv om jeg ikke har alting på plads til på fredag.)

at rejse......

2009-09-23T09:26:00.001+02:00

At rejse er at leve, sagde han jo, H.C.Andersen.
Det var dengang, og de fleste af os kan nok tænke på de ord og få trang til at rejse til Berlin som vi gjorde for nylig Vi kunne nå Berlin med en rejsetid på en tre-fire timer i fly. Så er ventetider regnet med. Var det ikke livet? Rejse ud søndag, rejse hjem onsdag.
Spørg ikke om byer og landskab på vejen dertil, vi så jo kun himmel, vand og skyer, som også er et flot syn. Undervejs skiftede vi fly i København. Vi fandt ud af hvilken alenlang vej vi skulle gå for at nå udenrigsperronen og med dårlige ben og bagage forcere strækningen..
Så - en times flyvetur fra København til Berlin.
På denne sidste strækning så vi for en stund landjorden i Tyskland og kunne se, at i Tyskland findes ikke det samme lys over landet som i Danmark.
I den tyske lufthavn samlede vi vores kuffert op fra rullebåndet. Vi kendte den fra alle de andre, fordi vi havde bundet et stykke rødt snor i hanken. Vi fandt en taxa, som kørte milevidt til hotellet, men som ikke var ublu med prisen.
Hotelværelset var godt og højt til vejrs. Vi fik hurtigt besat det lille bord i rummet med computer, rejsebøger, skrivebøger, snacks og skriveværktøj.
Så vi kunne føle os hjemme.
Ellers brugte vi dagene til at tage en sightseing-tur med bus, gåture, så meget vi orkede, taxature. Vi så det flotte moderne boligbyggeri ved Sony. To gange var vi i Filharmonien til koncert. Den ene koncert var en meget stor oplevelse.
På fjerde-dagen, pakkede vi vores grej igen, som var forbavsende meget, når vi tager ferielængden i betragtning.
Udmattede kom vi hjem. Men det der med ”at rejse er at leve.” ?
Måske.
Men det var sandt at sige nok ikke til at sammenligne en rejse fra den tid med den rejse vi foretog til Berlin i 2009.

Den levende...

2009-09-16T11:31:00.002+02:00

Jeg holder pause med Weekendavisen. Jeg har ikke tid til at læse den. Står der noget i WA de næste 3 måneder, som jeg bør læse, håber jeg at nogen klipper det ud og giver mig det.
Jeg har været abonnent på Land og Folk, Kristeligt Dagblad, Jyllandsposten, Aalborg Stiftstidende, Aktuelt og Politiken. Før jeg blev abonnent på WA har jeg ikke været særlig trofast abonnent. Stiften fik vi godt nok længe efter, at vi var holdt op med at læse den - dårlig vane. Politiken har jeg næsten været trofast overfor. Hvis jeg en dag får tid og råd til at holde to aviser, så er det nok også den jeg vil holde igen. Jeg læser den gerne på firmaets hovedkontor, når jeg er der forbi.

Jeg køber Politiken i løssalg. Jeg købte den da Ritts dagbog blev udgivet. Jeg købte den USA gik ind i Irak. Jeg købte den dagen efter 11. september, jeg købte den da Barack Obama blev præsident. Jeg køber Politiken, når der sker noget stort. På mærkedage. Jeg forestiller mig nok, at jeg vil gemme dem til eftertiden. Være med til at sikre, at historien ikke forsvinder. Med tanke på 1984 og Fagre Nye Verden.

Jeg har også købt den i dag. Sektion 3 i dag er bogen ”Jæger – i krig med eliten”, skrevet af den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack. ”Læs bogen, som du ikke må læse”. Politiken udgiver bogen som forsvaret forsøger at stoppe udgivelsen af. Jeg har de sidste par dage fulgt diskussionerne i radioen om ytringsfrihed, demokrati og landets sikkerhed. Og ved ikke helt hvad jeg skal mene. Sådan pr. rygmarv støtter jeg nok at bogen skal have lov til at komme ud, fordi nogen af dem jeg ikke kan lide, synes det modsatte. I forhold til indholdet har jeg ikke kunnet høre ret meget, der skulle være rigtigt farligt.

Måske er det mest uhyggelige det, som en tidligere chef for jægerne gætter på, nemlig at det er danskerne, der skal ”beskyttes” mod de skræmmende oplysninger om, hvordan det faktisk foregår, når Danmark er i krig.

Politiken udgiver bogen i avisen, så vi alle kan være med til at bedømme om den skal holdes tilbage.

Hunden, vores ven

2009-09-09T10:37:00.000+02:00

Hunden, vores ven.

Hunde spiser, hunde lytter, de er vagtsomme, holder øje med al ting, de er simpelthen nysgerrige.

Vi mennesker kan godt lide at blive beskyldt for at have hundetække, fordi hunden er sådan et klogt og rart dyr, som vores Beagle. Jeg har hørt nogle sige, at når de er på udflugt med mange andre Beagler, er det meget morsomt at øve sig i at kalde dem til sig med navne. Kendetegnende er der nemlig, at alle overhører kaldet og leger videre. Så man kan sige om dem også, at de er ”vil-døve”.

De ved umiddelbart, hvem der hører til familien, allerede første gang, de møder nogle. Kærlighed som til de andre familiemedlemmer.

Derfor kan det undre mig med dens opførsel, når vi er uheldige at møde en dræbersnegl. Mennesket er nærmest oversanseligt, når det dyr dukker op, mens Snoopy i hvert fald, forholder sig helt ligegyldig over for fænomenet. Jeg må konstatere, at den spontant eller villet lukker for alle sanser og går uanfægtet videre.

Den kan stå og følge en helikopter mellem trætoppene, den kan fange fluer, løbe efter fugle. Den kan gø i timevis af et usynligt pindsvin inde i det mørke krat om aftenen.

Hvad er nu det for noget rod. Man kunne forvente, at den ville reagere med samme antipati som os.

Eller er det det den gør?

Det kunne være det største udtryk for foragt – ikke at udtrykke eller bemærke noget som helst.

Ingrid Bundgaard

Jeg beskyttes af den gratis SPAMfighter til privatbrugere.
Den har indtil videre sparet mig for at få 60 spam-mails
Betalende brugere får ikke denne besked i deres e-mails.
Hent en gratis SPAMfighter her.

Balance i tingene. Return to sender.

2009-09-01T12:20:00.013+02:00

Vi har lavet forskellige billeder af det. Det der med at få balance i de store ting. Skærsilden er et meget godt sted at opnå balance. I skærsilden straffes man for sine synder. Der bringes balance i tingene.

Jeg forestiller mig nogle gange, at alt det, jeg har smidt ud af vinduet i bilen, når jeg kommer drønende, pludselig vil ramme mig på en gang, så jeg ikke kan se noget ud af forruden... Jeg får altid det billede på nethinden, når jeg er på vej til at smide noget ud af vinduet. Men ville det ikke være en fin måde at opretholde en balance i tingene: det du har smidt ud af vinduet, får du tilbage lige i hovedet... en dag... vi siger ikke hvilken... det skal komme som en overraskelse.

Da jeg som nyudklækket lærer skulle deltage i den årlige generalforsamling, så jeg at der deltog en hel del af de lærere, som jeg selv havde haft i folkeskolen. Mest af høflighed - men nok også for at blære mig lidt med at jeg var blevet lærer - gik jeg over til dem i pausen for at hilse. De hilste også pænt og spurgte til, hvad jeg syntes om lærerjobbet. Jeg svarede - mest af høflighed - at så let syntes jeg nu ikke det var, der er nogle af elever, som ikke er til at styre. Og så sagde de - ikke helt uden skadefryd - at det havde jeg rigtig godt af. Jeg tror ikke at jeg altid var nem i folkeskolen.

Så vidt jeg husker, smækkede jeg flere gange døren til mit barndomshjem i, råbende: "... og jeg kommer aldrig hjem mere!" Da jeg råbte det mere end en gang, har jeg jo også været nødt til at æde min ord. Udover at være et deeejligt barn, var jeg også vist også et besværligt barn. Et barn, der gav mine forældre grå hår i hovedet. Jeg tror ikke at jeg fandt ungdomsårene specielt lette og morsomme, selvom jeg også kan erindre gode ting. Mine forældre har nok heller ikke fundet mine søgende ungdomsår specielt morsomme: "Hvad skal det da blive til den dreng?" Jeg tror at de var lettede, da jeg endelig færdiggjorde en uddannelse: HF og de holdt vejret i de 4 år det tog, at få papir på at jeg må undervise andre folks børn. Nu er det mig der holder vejret og mit hår der grånes.

varm sommer

2009-08-25T08:38:00.001+02:00

Nu er sommeren ved at smelte ned. Sådan føles det Mine hænder, fødder, arme, hår , kinder og så videre, virker som hos lille sorte Sambo, der smelter væk. Pludselig står man i sin egen sø af sved.
Det har været og er en særlig sommer. Masser af æbler på grenene. Og mirabellerne sidder tæt på deres pladser og tynger grenene ned. Der er en del nødder på vores ellers elendige nøddetræer
Masser af frugter, - og jordbær var der mange af i begyndelsen.
Dertil kommer, at vi har fået malet huset rødt – det meste i hvert fald.
Vi så den ”Den Stundesløse” i Gråbrødre teater og frøs slet ikke.
Bent og Karin inviterede på krebs og muslinger i deres drivhus i Hyldalhus. Og vi frøs ikke. Og i dag skal vi på Bakken, om en uge i Tivolirevyen. Holder vejret må vi virkelig sige, at for os var det altså ren og skær sommer.
Varm, varm sommer, både hvad angår hede som rejsefeber.
Nu kunne det blive rart med et stille køligt efterår.

Jeg glæder mig til jul

2009-08-19T08:28:00.002+02:00

De kører rundt i baghovedet altid. Jeg justerer mit billede af verden efter, hvor jeg tror de er i verden. Hvad de er i gang med. Selvom jeg ikke har aftaler med dem, eller planer om at se dem i dag, så er de der. Jeg har et – sikkert forkert – billede af hvor de er. Og kan se dem der.

Nogle gange kører de rundt foran i hovedet. Og jeg ser nuet igennem et filter af dem. Jeg er ikke ordentlig til stede. Jeg er ved dem. Lisa, Mathias og Sarah.

Lige for tiden er det Mathias, som kravler ind i alt hvad jeg tænker. Barndom, nutid, fremtid. Glæder, sorger og potentielle glæder og sorger. Hvordan skal det gå ham uden os alle sammen ved hånden? Hvordan skal det gå os uden ham lige ved hånden?

Han flytter. Vores allesammens Mathias flytter til Sjælland. På kollegium. Hvor han skal bo. Altså bo. Spise, sove, vaske sig, læse datalogi. Og han skal selv stå for det hele. Han skal selv købe ind, lave mad, vaske tøj, gøre rent… og … alt muligt. Uden os. Husker han at købe toiletpapir?

Han kan jo godt. Det ved jeg jo godt. Han kan endda rigtig godt. Men hvad så, når der er et eller andet han ikke kan? Kan han så alligevel?

Han er rejst. Selvom han ikke skal starte på studiet før 1. september, så er han rejst. Selvom han ikke har et kollegieværelse før 1. september, så er han rejst. Der er nemlig alt muligt start-sjov på universitetet, som han skal være med til. Jeg håber, det bliver sjovt.

Han rejste i går kl. 7. Med tog. Lisa kørte ham og hans pakkenelliker til toget. Og så kørte han. Væk. Til et andet liv. Uden os. Uden mig. Og han kommer sikkert aldrig hjem mere. Altså hjem til os. Hans hjem er jo der, hvor han bor.

… Vi ser ham snart alligevel. Og 10 dage! Vi skal over til ham med møbler og tøj. Jeg tror han stadig kan kende os. Snakker hans sjællandsk nu? Vil han være tålmodig med os jyder? Kommer han hjem til jul?

Jeg tror han kommer hjem til jul.

Kristinna B

2009-08-12T11:23:00.001+02:00

Det er en af de sidste dage i skolernes sommerferie. Bent og jeg spiser morgenmad, som er opvarmede, frosne rundstykker, da Kristinna ringer, at hun klar til at jeg kan hente hende, når ellers bedstefar er sat af ved sommerhuset engang.

Kristinna er den ene af vores børnebørn. Vores skønne børnebørn.

Jeg skal i teater med Bent i København og skal se lidt pæn ud. Jeg er ikke glad for den proces at skulle købe tøj. Så Bent foreslog at pigerne gik med mig.

Det ville de gerne, men jeg var ikke så vildt begejstret. Jeg forestillede mig en bytur med et par sprælske piger, som jeg skulle tale fra at købe det, de synes.

Men jeg ville jo gerne være sammen med dem, så kunne jeg tage derind selv en anden dag.

Så jeg sagde tak.

Kun Kristinna kunne, så det blev os alene.

- Nå men det var vores dag sammen. Jeg kom fra.

Kristinna er en fin og slank og blid lille kvinde -16 - år. Hun er altså så gammel, at man med en vis sikkerhed kan håbe, at hun bliver så sød så sød som hun tegner til.

Vi havde aftalt, at vi ville være sammen en hel dag uden at blive forstyrret af nogen. Vi skulle hygge og tegne og bare gøre hvad vi havde lyst til.

Det var fint i hvert fald for mig, fordi jeg blev undervist i et computerprogram, som Kristinna havde.

Vi fik ikke tegnet sådan som vi vist havde regnet med. I det hele taget havde vi måske sat forventningerne højt.

Men nu ikke mine. Jeg vil ikke glemme den dag, fordi jeg mærkede, hvor utroligt skønt det er med et barnebarn man har kærlighed og tillid til. Iagttage hendes udvikling og fine væremåde og hendes forstand. Lytte på gode råd af den unge pige. Det er slet ikke dumt. Føle at man hører sammen med hende.

DET ER SLET IKKE DUMT.

Og tøjet forleden. I den første forretning fandt hun straks noget tøj jeg skulle prøve. Det gjorde jeg. Det var pænt, men jeg synes vi skulle prøve andre forretninger også. Det kunne jeg have undgået, Kristinna have taget den bedste med det samme.

Så da hun lige havde lært mig at bruge en genbrugsforretning og vi havde fået noget at spise igen., hentede vi den, gik til en skrædder og fik bestilt at få lavet nogle rettelser på tøjet.

Ikke alene havde hun bedre forstand på det end mig selv, men hun var også så sød.

Hvor kan man være dum – ikke at have optaget helt, at barnet var sådan en voksen sød pige.

Vi har det... åh åh

2009-08-05T09:55:00.011+02:00

Når jeg kigger bare lidt uden for landets grænser eller bare lidt tilbage i tiden, må jeg konstatere at vi (i hvert fald jeg, min familie, mine naboer, mine kolleger og folk jeg ellers kender) lever som grever og baroner. Far har ofte sagt: ”Vi har det ligeså godt som landets rigeste bønder.”, eller noget lignende.

Jeg har 8 kortærmede og 8 langærmede skjorter. I indkøbskæderne bugner hylderne af madvarer. Tomater kan jeg vælge i forskellige friske udgaver og mange konserverede udgaver. Der er brød og ost, kød og mælk og grøntsager. Alle slags mel og gryn. Øl og vin. Og alt muligt andet til at putte i munden, når jeg ikke lige sidder ved spisebordet: kager, chips og slik. Og… jeg kan vælge lige det jeg har lyst til i dag.

Jeg går i seng og jeg står op – uden at være bange. Altså bange! Jeg kan være bekymret og have svært ved at falde i søvn, hvis jeg ikke lige kan overskue det jeg skal i morgen, eller hvis der er en eller anden oplevelse, der skal bearbejdes. Jeg kan bekymre mig om familien (inklusive katten Ib), om arbejdssituationen, om huset og haven (når jeg nogensinde det hele?), om … samfundsudviklingen. Men rigtig bange – for mit liv og for morgendagen – er jeg ikke.

Selvom ikke alle har det ligeså godt som mig, og selvom vores sociale sikkerhedsnet bestemt ikke giver dem, der er afhængige af hjælp, nær mit leveniveau, er jeg alligevel glad for at leve i en tid i et land, hvor der ER hjælp.

Jeg går og føler mig… taknemmelig er så stort ord for en, som ikke har et nært forhold til en gud… heldig. Jeg har det – og har vel altid haft det – bedre end de fleste. Selvom meget måske kunne være bedre, kan jeg kun sige at jeg har det … godt!
…
Krisen gør ondt. Vi har vænnet os til at normalen er, at vi får det bedre og bedre uden at skulle arbejde mere (helst mindre). Normalen er desuden langt over normalen for resten af verden. Det har vi også vænnet os til. Så krisen gør ondt. Selvfølgelig mest på dem, der bliver direkte berørt i form af arbejdsløshed og lønnedgang. Men også på alle andre, fordi vi lade os gribe af skrækken for nedtur. Influenza-A kommer belejligt, fordi vores skræk kan rette sig mod noget konkret.
…
Måske skulle vi - nu hvor de fleste er mindst indirekte berørt af krisen - se på hvordan vi fordeler vores velfærd, så dem der møder modstand i livet, får den hjælp, vi gerne selv ville have, hvis det var os, der mødte modstanden.

Frokost i Mogens fiskeforretning i Hune

2009-07-29T10:02:00.000+02:00

Allerede natten før dagen spurgte Bent mig, om vi ikke skulle tage til Hune og spise frokost i Mogens´ fiskeforretning.

Morgenmaden ønskede han serveret med æg og rundstykker. Det fik vi.

Men det viste sig, at Bent havde det dårligt, og han måtte kontakte lægen, om hvor dårligt han havde det på den ene og den anden måde. Lægen som havde ferie, fandt en tid til ham til den følgende dag, rar og imødekommende som han er.

Efter at Bent havde skrevet sin tilstand i sin dagbog, greb han sprøjtepistolen og gik ud og malede hus.

På et tidspunkt gik jeg ud for at holde nogle grene væk fra ham, men han ville have mig til at vaske huset i stedet for.

Det var i orden, men det havde han jo ikke spurgt om, om natten. Så da jeg foreslog, at vi blev hjemme efter at have brugt ryggene lidt for meget, faldt der drøje ord med store bogstaver.

Vi tog til Hune, og Bent var i strålende humør og fablede højlydt om en stort glas skummende øl med dug på glas. Jeg var en gribende uinteresseret tilhører, men det opvejedes, da vi kom til stedet, hvor et bord med logemænd jublede, da Bent højt tilkendegav sin længsel efter øl.

Solen skinnede, og dejlig mad fik vi. Det kunne ikke nægtes, og de mange menneske kom blandt andet for indvie en skulptur, som Jan Momme forærede Mogens. Det var dejligt med de mange mennesker, vi ønsker det alle bedst muligt for Mogens. Og vi to hjem med fisk, vi købte.

Bent fortsatte malingen, og jeg lagde mig lidt, inden jeg ordnede rabarber, der havde måttet lade livet under rengøring af huset.

Vi spiste – et halv kilo lækker torsk og nye kartofler.

Med ringe interesse så vi fjernsyn, ind til uret var sådan, at det var sengetid.

Så – jo – det var det en fin dag, og så god nat.

Trods alt.

Jeg beskyttes af den gratis SPAMfighter til privatbrugere.
Den har indtil videre sparet mig for at få 55 spam-mails
Betalende brugere får ikke denne besked i deres e-mails.
Hent en gratis SPAMfighter her.

Det regner stille i min have.

2009-07-24T14:40:00.003+02:00

(Forsinkelse uden forklaring)

Efter en uge i det – for en dansker – helt vildt varme Rom, hvor det kun en enkelt morgen er befriende overskyet og kun enkelt dag lufter lidt, er det skønt at være hjemme i det danske vekslende vejr.

Vekslende og vekslende. Kun hukommelsen minder mig om at det ikke altid er mindst overskyet her. For regnen veksler faktisk mest med overskyet. Skønt er det nu alligevel.

I de få relativt tørre perioder har jeg fået havens ukrudt ned i et næsten acceptabelt niveau, slået græsset og aflivet et par hundrede snegle. Det er til at holde ud at gå rundt i haven igen. Det er i hvert fald skønt at sidde ude under halvtaget med en kop kaffe, en smøg og en avis.

Ugen i Rom var fantastisk. Varmen, bygningsværkerne, trafikken, menneskenes rytme, støjen.

Alt sammen så anderledes end Gudumholm. Jeg ved jo hvor spændende, inspirerende og dragende Rom har virket – og virker – på kunstnere og forfattere og jetset, men jeg vil altså ikke bytte roen her ud for larmen der.

Men alligevel: Sidste gang vi var i Italien udtalte jeg noget lignende dette: ”Hvis italienerne vil mig noget, skal de være velkomne til at opsøge mig – i Danmark.”
Netop hjemkommet fra den store by, er det meget svært at sige: ”Der skal jeg ikke til igen.”

Jens er i Rom

2009-07-16T10:35:00.001+02:00

Jens er i Rom. Det er natten efter vores bryllupsdag.

Gitte og Oivind er her.

Vi har som sædvanligt haft travlt forinden. Blev pludselig inviteret til frokost i Øster Hurup. Her prøvede man for sjovt skyl mit blodtryk på en maskine. Trykket var alt for højt, og vi tog hjem, og så fik jeg ikke lavet mere den dag. Den følgende nat ”fejlede” jeg alverdens ting når jeg vågnede. Og har nu fået et apparat af lægen til selv at måle hver dag.

Gitte og Oivind kom. Sammen med dem og Bent besluttede jeg at udsætte denne blog en dag, det var undskyldeligt.

Og her kom den så. Og blodtrykket er gået ned.

God tur i Rom.

Jeg beskyttes af den gratis SPAMfighter til privatbrugere.
Den har indtil videre sparet mig for at få 53 spam-mails
Betalende brugere får ikke denne besked i deres e-mails.
Hent en gratis SPAMfighter her.

Sommerferie-job.

2009-07-08T08:29:00.001+02:00

Jeg har ferie. Det er skønt med ferie. Fri fra arbejdspladsen; arbejdstiderne, arbejdsopgaverne, arbejdskollegaerne, fri for transporten til og fra arbejde. Ferie er friheden til at bestemme fuldstændig over sin egen tid.

Ferie kan være at lave så lidt som muligt. Hvile og afslapning. Kroppens restitution. Eller hjernens frakobling. Ferie kan også være oplevelser, man ellers ikke har tid til. Udlandsrejser, sejladser, vandre- eller cykelture. For nogen er det ferie at læse bøger fra morgen til aften.

Jeg har det nok bedst med at holde ferie her. Hjemme ved mig selv. Bevares, jeg kan da godt forlade grunden for at besøge familie og venner, eller for at tage på en lille tur i det nære område – jeg kan endda synes om det. Men helst vil jeg vågne op i Aagade, når jeg vågner, og falde i søvn i Aagade, når jeg bliver træt. Så kan jeg drikke alt det kaffe, jeg vil, hvis jeg vil og når jeg vil. Jeg kan komme på potten, min egen, når det lyster mig og når jeg skal. Og jeg kan skifte tøj og sko, som vejret og humøret skifter.

I denne ferie, min ferie, er jeg i haven. Jeg er i gang at realisere den tidligere omtalte omlægning. Og jeg har været spændt på, hvor længe, jeg kunne holde gejsten oppe, når målet ikke nås i en fart. Jeg har kun ros til overs for mig selv. Humøret er højt og glæden stor for hver lille ændring, der sker. Jeg graver og kan lide at grave.

Jeg griber skovlen efter morgenmaden og slipper først, når jeg bliver sulten. Så spiser jeg lidt og runder herefter dagens arbejde af. Det kan godt tage en time eller to, det skal helst se ordentligt ud, så jeg kan glæde mig over det resten af dagen. Så tager jeg mine tibetanere og et bad.
Resten af dagen kan gå med så meget forskelligt. Nogen gange er der ikke så meget dag tilbage, fordi jeg blev sulten så sent.

I dag skal jeg forhåbentlig flytte roser. Der skal i hvert fald gøres klar til det. Det er en opgave, jeg har set frem til med spænding – for roser stikker. Desuden er det spændende, fordi jeg har hørt, at roser kan have svært ved at blive flyttet – særligt på denne årstid. Jeg håber, at det går godt, for så flytter jeg også mine toårs-pil om et par dage.'
Ferie kan også være arbejde. Tænk sig, hvis jeg også kunne nå at male udhusene gule.

Anna jeg Annna

2009-07-01T10:16:00.001+02:00

Anna(jeg)Anna er et udstillingskatalog, udgivet af Skagen museum.

Man kan tage bogen i skødet og se på fotos af hendes billeder og bruge dagen til det. De er værd at studere.

Anna jeg Anna har man valgt at kalde udstillingen og kataloget. Det lille jeg refererer også til Rifbjergs bog af samme navn. Anna Ancher maler i de fleste stilarter, uden egentlig at tilstræbe det. Hun gør det udelukkende ud fra egen inspiration og kunnen, indordner sig aldrig en isme, og deraf det lille ”jeg”.

Det mest spændende er selvfølgelig også at læse de spændende artikler om hende og kunsten.

Indtil nu er jeg er ikke færdig med at læse.

Jeg tænker mest på hendes valg og brug af farver, som hun får til at spille fortryllende med hinanden, hendes store baggrundsflader, som hun får til at tale med interiøret. De tomme rum, som forfatteren fortæller om som en slags menneskeligt sindbillede, rummenes nærhed med hinanden. Intimitetens udtryk i såvel mennesker som interiører i stuen.

Rent menneskeligt, og som malerisk og filosofisk fortælling, synes jeg det er noget af det mest inspirerende, jeg har læst om en kunstner. Jeg glæder mig til at nyde den hele sommeren.

Dertil var hun et beskedent menneske, der ikke førte sig frem på nogen måde.

Det var så det

2009-06-24T10:40:00.001+02:00

I går blev Mathias student. Inden sin 19 års fødselsdag. Tager til København for at studere.

Vi drak champagne i solen – midt i skolen. Mathias strålede. Han var helt tydeligt tilfreds med situationen. Sin afslutningskarakter, sin afslutning, sin afsked med skolen. Nu starter han snart på en ny skole, i København, vist nok af lyst.

Familien og Sune spiste sammen med Mathias kl. 18. Mathias’ ønsker: tun mousse, kylling i karry (ristaffel), chokolade mousse. Older, bedsteforældre, onkler, tanter, kusiner og fætre, far og mor og Sarah – samlet om Mathias: den ældste i yngste led. Det er sikkert snart umuligt at samle alle på en gang, for Mathias flytter til København og de andre unger bliver jo også mere flyvske.

I løbet af aftenen hans gæster på forskellig vis vist, hvor meget de holder af Mathias. Lisa havde sørget for at det hele klappede på en stille og rolig måde, så der var plads til hygge hele vejen igennem. Mathias var i sit es: glad og til stede. Nu er det københavnerne, der får glæde af hans intelligente og til tider bedrevidende væsen.

Da det sidste familie var gået (eller gået i seng) sad Mathias med Sune og Sarah i udestuen og spillede et brætspil, medens Lisa og jeg ryddede op. Ved halvtolvtiden sagde jeg godnat til mine unger. De kunne ikke se op fra spillet, så jeg klappede dem på håret. Klappede også lige Sune på håret. Det bliver svært at klappe ham på håret, når han bor på kollegium i København.
…
I nat drømte jeg, at hans gennemsnit var for lavt til at komme ind på datalogistudiet. Så han måtte læse i Aalborg. Hvor kommer sådanne drømme mon fra?

En rolig dag

2009-06-17T07:51:00.001+02:00

Igen vågnede vi til en ”rolig” dag. Efter kaffe og havregrød og en tur i haven her i sommerhuset tog vi til Høstemark. I Høstemark skiltes vore veje for en halv time, var det meningen: Snoopy med Bent til galleriet,
jeg til vaskemaskinen.
Telefonen ringede. Anne Mette ville fortælle, at Kristinna lige havde fået 12 i billedkunst til afsluttende eksamen. Vi kunne fortælle, at det havde Kristinna havde ringet og fortalt det. Anne Mette var i København.
Vi glædede os over Kristinnas glæde. Og det endte med at hun besøgte os i sommerhuset. Her spiste vi frokost. Efter frokosten satte Kristinna og jeg os i sofaet med alt hendes billedmateriale, og hun fortalte det sammen som hun havde fortalt ved censor. Om billedsproget, om farvernessymbolik og personernes sociale status blandt andet. Og meget mere fortalte hun, og jeg var lidt imponeret. Også over hendes fine tegninger.
Dan og Maria kom til aftensmad, Bents grillstegte kyllinger.
Hyggesnak og så tog de hjem.
Så kom Jens – også uplanlagt. Han blev ikke så læne, men vi sås lige. Vi lynes at vores rolige dag var blevet aktiviseret, og da det var vores børn, der var skyld i det nød vi det og satte os tilpas og glad foran TV, inden vi gik i seng

Det skal nok blive godt

2009-06-10T09:30:00.001+02:00

Det skal nok blive godt.

Som det fremgår af tidligere indlæg, er jeg i gang med forbedring af bolig og have. En gang i løbet af sommeren skal jeg hente 80 m² brugte – men pæne og ens! – fliser et sted i Aalborg. Det er håndværkeren, der har skaffet mig forbindelsen. Jeg skal selv pille dem op, men transporten til Aagade er betalt.
En gang i løbet af sommeren skal jeg så også have dem lagt. Men jeg skal først have taget de gamle op. Jeg har 3-4 forskellige slags og der er oven i købet også støbt nogle fliser på stedet. Så der er jo nok at se til.

Jeg lægger lige haven om nu jeg er ved det. Er ikke så vild med mit staudebed. Så jeg har besluttet at placere roser og stauder i et 1 meter bredt bælte hele vejen rundt om min græsplæne. Resten af haven inddeles i felter opdelt af pilehegn eller lave liguster. De gamle 50-50-fliser vil jeg bruge som bedafgrænsning.

For ikke at det hele skal være et stort rod, er det nødvendigt med nogle rækkefølgeovervejelser. Så jeg brugte en dag på at måle haven op og tegne den i 1:100. Det gik nogenlunde. Og så har jeg tegnet, hvor der skal være fliser, græs, staudebede, jordbær, grøntsager og hegn. Meget sjovt. Men jeg kunne ikke lige ”se” det for mig. Så jeg spændte snore op og inddelte haven i rum, ved hjælp af pinde. Nu kunne jeg se det for mig. Og jeg kunne begynde at overveje en rækkefølge: 1. Grave op til staudebed-vest. 2. Afgrænse området for hegn 1 med fliser. 3. Flytte de stauder, der står der, hvor højbedene skal stå. 4. Flytte højbede…. 5…

Jeg kan se det for mig nu, og glæder mig faktisk til at flytte rundt på tørv og fliser og planter. Og det bedste er næsten at også Lisa synes at min planer ser lovende ud.

2009-06-03T02:15:00.000+02:00

Jeg har været til Pilates-gymnastik i dag. Og det blev en af de dårlige dage. Jeg har en ”fodbold” i nakken, og den spreder stramme tråde ud i skulderen og længere ned i nakken.
Så skal der noget ekstra til for ikke at ønske dagen sparket langt væk – - og så hvis man bare kunne sove.

Det er dog muligt alligevel at tænke på det trods alt dejlige liv – og skrive lidt om det.

Som nu haven i Skellet.
Fra jeg var ung pige drømte jeg om at bo i et hus med min mand. At have en have, som vi kunne være fælles om at have og fælles om at passe. Det er bare aldrig gået i opfyldelse, for vore haver har været for store og uoverskuelige til, at jeg kunne finde ud af at klare det, og Bent var ikke synderligt interesseret. Men nu har vi fået sommerhus med et overskueligt stykke have.
Nu er jeg bare blevet gammel og gigtsvag og kan ikke have en masse at være tvunget til at holde. For eksempel har jeg nægtet at medvirke i nogen form staudebede. Jeg har hørt for mange kvinder klage over at skulle luge i stauderne i tidernes løb.
Ikke desto mindre har Bent indhentet stauder til to bede og har stadig aftaler med folk om at få flere.
Han har projekter om stier, bænke og een sø – mindst.

At han gider med sådan en vrangvillig kone.
Ikke desto mindre beriger jeg nu min dag ved at gå rundt i hele haven om morgenen og nyde blomster, plæne, træer og indretning fra alle hjørner af plænen. Jeg dvæler ved blomsterne og deres tegninger. Har glemt dem, siden jeg lærte dem at kende som barn og nu genoptager jeg mine barndoms store oplevelser.
Og ser ud over den kønne have.

Jeg er fuld af undren.
Jeg nyder altså den have. Med stauder og det hele.
Og så skyder vi bekymringer til side.
Indtil videre klarer Bent det meste med en enorm vilje og overskud.

Jeg er ved at høre en bog

2009-05-26T23:35:00.003+02:00

Denne historie tager sin begyndelse i en af gratisavisernes korte artikler. Artiklen handlede om at det er blevet populært at downloade lydbøger fra biblioteket. Lydbøgerne kan man så høre på sin pc eller sin mp3-afspiller. Det er blevet så populært at man kun kan låne to lydbøger om måneden.

Artiklen fortalte at en af de mest downloadede bøger er Drageløberen af Khaled Hosseini. Den havde jeg hørt om, men ikke læst, så det blev den jeg downloadede.

Jeg erfarede hurtigt, hvor dejligt det er at få læst bogen op. Jeg kunne lave mad eller gøre rent imens. Eller rydde op eller tegne. Eller bare lukke øjnene og lytte. Da jeg nåede de sidste par kapitler var jeg suget så meget ind i historien at jeg ikke kunne lave noget andet samtidig. Jeg lukkede øjnene og satte mig i min ”læsestol” og lod tårerne få frit løb.

Jeg fik lyst til at få læst flere historier højt.

Min nabo har dårlig ryg og skal snart opereres. Han er ikke meget for at se TV og kan ikke samle sig om at læse en bog. Det er nogle lange dage, mens han venter på operationsdagen. Så i stedet for at downloade den næste bog lånte jeg en, der var indspillet på CD.

Jeg lånte Rådhusklatreren af Kim Blæsbjerg og hørte den første cd med det samme. Jeg har jo cd-afspiller i bilen – en fordel frem for lydfilerne.

Da jeg havde hørt de første to cd’er og fandt historien spændende, tog jeg ”bogen” med over til naboen og sagde at nu kunne han jo prøve om det var noget. Hans kone hjalp ham i gang med cd-afspilleren. Det var en søndag.

Onsdag havde han hørt 9 ud af 10 cd’er og ville meget gerne fortælle om bogen. Det kunne han naturligvis ikke få lov til. Han afleverede bogen i søndags og nu er det mig der hører historie, hver gang der er plads til det.

I dag var jeg på biblioteket og hente Hundehoved af Morten Ramsland på cd. Jeg afleverede den straks ved naboen. Og håber at han er færdig, når jeg er færdig med Rådhusklatreren.

Det er da fantastisk at vi kan få adgang til alt det vi kan på bibliotekerne.

Snoopy på egen pote

2009-05-19T15:42:00.000+02:00

Snaoopy er ude på egen hånd. Vi gik tur med den først på eftermiddagen, prøvede at løsne den fra båndet og øvede os i, at den skulle komme, når vi kaldte. Den er blevet bedre til at komme, når vi kalder, men ikke god nok åbenbart, for den løb sin vej og lod os stå der.

Og nu er klokken 22. Der er meget stille i huset. Vi har prøvet det mange gange og ”ved” jo godt, den kommer. Men vi ængstes lige meget hver gang alligevel. Vi håber altså snart, at Snoopy vil komme hjem i hel stand.

Ved midnatstide gik jeg i haven igen og sagde stille, som jeg plejer: ”Snoopy, Snoopy, Snoopy”, men ingen hund viste sig, og jeg belavede mig på at gå i seng. Men så mig lige tilbage igen, - og der, tæt op ad mine ben, stod en totalt våd lille hund, ganske ubevægelig. --- ”Snoopy” – sagde jeg forbavset og ret glad, og den gik tæt op ad mig ind i huset.

Her spiste og drak den i lang tid, og den blev tørret flere håndklæder våde.

Man kan mildt sagt sige, at dagen efter var den alligevel meget snavset og meget sulten.

Den blev børstet. Og den nød det.

Så løftede Bent den op i badekarret, hvor vi vaskede den med hundeshampoo. Med vi to gamle mennesker som vaskere, var den tilsyneladende fuldt tilfreds.

Og så tørres igen, imens den jævnligt gik hen til måtten og gned øret, hvorefter den kom tilbage for at få fortsat tørringen.

Nu kan vi tage glade ud på vores lille Vestkystrejse med vores hund, som oven i købet er nyvasket og lækker.

Farver og følelse

2009-05-13T07:51:00.002+02:00

Nogle mennesker står op om morgenen, tager tøj på, børster tænder og tager på arbejde. Jeg bruger 1½ time. Der er tibetanere, barbering, kaffe, brød, morgensmøg i haven, læsning, bad, katten, tøjvask med mere. Stille og roligt ud af Gudumholm – kun lidt presset af de lidt mere travle, der kommer til at ligge bag mig. Jeg har god tid.

Jeg skal jo se på alt det grønne og det gule og det hvide og det blå. Markerne, træerne og buskene, møllerne og skyerne, himlen. En lille by. Bakker. Den cyklende lærer, der tager af sted hjemmefra på samme tid hver dag. Køerne. Fuglene. Kulturnatur i stadig bevægelse. Smukt, roligt, glædeligt. Varmende uanset vejret.

Historierne i radioen virker uvirkelige i disse omgivelser. Det kan jo ikke være den samme verden disse mennesker lever i. Konflikt, ballade, provokationer, vrede. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke engang oppe i gear.

Jeg kommer lidt op i gear, når jeg når Hadsund Landevej ved Lundby Krat, når jeg lister ud i den rigtige verden. Når jeg når rundkørslen, er tempoet ved at presse farverne væk, og hvis ikke jeg passer på er de helt væk, når jeg fra Humlebakken kører ned på motorvejen.

På en god dag har jeg stadig lidt grønt, lidt gult, lidt hvidt og lidt blåt på nethinden, når jeg parkerer ud ved kontoret. Jeg skal bare lade være med at høre nyhederne kl. 8.

Reparation af opvaskemaskine m.m.

2009-05-06T00:35:00.002+02:00

At stå i sit køkken og opdage, at gulvet er flydende, hvilket vil sige, at opvaskemaskinen er utæt ---- det er træls.
Og det gjorde jeg. Men jeg fandt ud at filteret var lukket af skidt. Jeg bebrejdede mig selv, gjorde det rent, og var derefter godt tilfreds med at jeg selv havde løst gåden. og at jeg havde suget gulvet tørt.
Om aftenen satte jeg så maskinen i gang igen, men da jeg en halv times tid efter gik i køkkenet, sejlede gulvet igen.
Jeg ringede til elektrikeren. Det var lørdag, han kom mandag. Det var udslusningsslangen det var ædt hul i af mus. Der var et stort rengøringsarbejde med at fjerne muselorte fra under opvaskemaskinen.
Willy gik og kom næste dag. Og lavede en nødtørftig løsning med at samle to uhullede stykker slange. Og nu håber jeg den kan igen.
Men et kedeligt reparationsbesøg er ikke helt spildt, når Willy kommer. For ud over, at han ordner tingene har han altid meget at fortælle. Denne gang havde han et lille smart kamera med. Med det havde han taget et billede af en gråand nær vandkanten helt tæt på. Han var stolt.
Da han tog herfra skulle han ud i mosen og sidde en halv times tid og "meditere", før han skulle videre igen.
Det lyder enkelt men det tager lang tid for ham at fortælle det.

Ja så glemmer man lidt ærgrelsen over den pjalt opvaskemaskine.

Mig og min pc. Kapitel 2

2009-04-28T22:46:00.001+02:00

Jeg spiller backgammon, poker, whist, bridge og mousel på tv2.dk.

Jeg har spillet poker siden vi kom på nettet. Det første gode sted var supereffektivt og godt skruet sammen. Vi spillede udelukkende om legetøjspenge. Når du loggede på første gang fik du 980 funmoney og mistede du dem kunne du få 980 nye. Men vandt du, havde du gevinsten med til næste gang. Det siger sig selv, at nogle blev store, og nogen blev rigtig store. Havde du været stor, var det næsten uudholdeligt at miste det du havde. Dem, der havde venner – netvenner – kunne låne. Det var som sagt legetøjspenge. Den eneste udgift var de 5 kr. det kostede i timen at være på nettet.

Jeg har spillet en del backgammon på pogo.com. Det er et supereffektivt spillerum for bg-spillere. Et ratingsystem gør det meget sjovt at kæmpe sig op ad i hierarkiet. Jeg kommer der ikke mere.

Jeg har spillet en hel del othello på nettet. Jeg husker ikke længere hvor. Tror det var på et norsk site. Der var rigtig mange dygtige spillere. Othello er jo ikke noget med held. Spillerne skiftes til at lægge en brik. Den bedste vinder i dette logisk matematiske spil.

Jeg har spillet poker på pokerroom.com. Meget professionelt. Flest muligheder for betalende gæster, men vi andre kan også have sjov der. Det er det eneste sted på nettet, hvor man kan spille det pokerspil, jeg bedst kan lide: 10 spillere ved bordet med lige mange jetons. 1 spiller (nogle gange 2-3) tager hele puljen.

Jeg har spillet andre steder. Ikke for at blive rig, men for at ”knække koden”. For at bevise at jeg kan være med i toppen, for at finde ud af hvordan det fungerer, for at finde ud af hvordan jeg fungerer.

I dag kommer jeg kun på tv2.dk. Og det er ikke fordi det er det bedst fungerende software. Det er ikke den bedste grafik. Kortfordelinger og terningekast er ikke ”naturlige” – hvad angår kombinatorikstatistik. Det grafiske er ikke fantastisk. Reglerne hvad angår spilhastighed er ikke gode. Det er kun næsten gratis. Og alligevel kommer jeg der.

Jeg kommer der af to årsager. Den ene er at der altid er spillere ved et af spillene. Den anden årsag er mouselrummet. Jeg vinder ikke i mouselrummet, jeg taber heller ikke. Min statistik siger lidt over 50 % vundne spil, men det siger ikke så meget, for nogle spil giver godt, andre lidt. Det er hyggen, der lokker. Jeg ”kender” de fleste af de ca. 50 faste spillere og de kender heltrolignu – mit spillenavn. 30 af de faste er med i den samme klub, Mouseltosserne, og dem kender jeg jo så lidt bedre. Men en 10-12 af spillerne har jeg spillet og chattet en hel del med. Det er net-vennerne… zylp, duus70, orlap, scottt, adllarsen, elki1, kramp98, et.hansen, snildevilde… der får mig til at blive på tv2.dk.

2009-04-22T07:55:00.001+02:00

Særligt én af vore politikere er mig til konstant irritation. Det er en kvinde og leder af det næststørste parti i Danmark. Så kan man hurtigt gætte, hvem det er.
Irritationen kommer af, at jeg aldrig har hørt hende sige noget væsentligt politisk. Det er som om, at hendes hjerne er stopfyldt med sure ord, og lige meget hvad hun skal svare på, kommer alle negativiteterne flydende ud i en blid strøm. Ud af en firkantet fornærmet mund, der gør alt i ansigtet kantet, så der kun er kort vej til at hun ligner en sur heks.
Jeg vil ikke tro, at hun er sådan som hun fremtræder.
Men det vigtigste for hende er tilsyneladende at fremdrage meninger, der handler om, hvor forargelig modstanderen er.

Jeg læste samfundsforskeren Johannes Andersens indlæg om de politiske kommentatorer: De er et ”symptom på, at der er noget galt.” Grundlæggende er perspektiver via dem blevet flyttet fra indhold til form. Det drejer sig mere om spin end om politik. Og det er politikerne selv ansvarlige for. Politikerne kan selv være med til at bestemme indholdet.

Jeg spørger…
Er der ingen til at rådgive politikerne ordentligt?

Hjørner med krudt i

2009-04-14T23:13:00.003+02:00

En stor del af sidste sommer gik med byggeprojekter. Jeg måtte snyde mig til at holde skidtet lidt nede i mine bede. Jordbær, ærter, gulerødder og pastinak samt ”pilemarken” blev holdt nogenlunde fri for ukrudt. Men græsplænen, højbedene, stauderne og roserne – for ikke at tale om poterne og det ude foran – blev forsømt.

Jeg synes det er lidt uoverskueligt at komme ordentligt i gang fordi jeg ikke kan overskue opgaven. Samtidig er der kommet uforudsete opgaver til, som også skal løses. De læs træ, jeg har modtaget, skal jo kløves og der skal bygges et brændeskur. Materialerne ankom før jeg havde tænkt tanken færdig – og ligger nu og venter på at jeg får tid. Der er også forudsete opgaver som skal løses: huller der skal lukkes, vægge der skal pudses, udhæng der skal beklædes. Og så skal jeg have taget stilling til, hvordan jeg vil opvarme det udhus, der blev istandsat sidste efterår – skal det være et solcelleanlæg eller en petroleumsovn? Og der skal lægges nye (brugte, men pæne og ens) fliser, som først skal tages op et andet sted. Dem der allerede ligger her skal jo også tages op. Der er et par andre ting, jeg havde tænkt mig i år, som jeg nok udsætter.

Men altså… det er lidt uoverskueligt at komme i gang med det jeg faktisk har rigtig meget lyst til: jorden. Jeg var lige ved at opgive og udsætte det til næste år. Men så gik Lisa – lige så stille og ikke særligt voldsomt – i gang med at fjerne det visne fra sidste år, og så kunne jeg jo også ligeså godt skrabe lidt i jorden.

Jeg tog det grove mellem jordbærplanterne. Var lidt grov ved de to ældste rækker. Rykkede dem op. Så tog jeg lige det grove i ”pilemarken”. Så vendte jeg lige med en spade det stykke, der så alligevel kommer ærter i. Nej, hvor det pyntede.

Dagen efter kunne jeg ikke lade være med lige og ordne jordbærerne rigtigt. Ned på knæ og fjerne alt ukrudt – for så er de meget lettere at holde. Pilene fik også lige den grundige tur. Og stykket til ærter fik også lige med den fine rive og den lille kultivator. Nej, hvor var det fint.

Da jeg nu var i gang – skønt jeg var træt, men oplivet – tog jeg også lige et stykke af stauderne. Og jeg så at det var godt.

Hindbærerne rør jeg ikke. Jeg bryder mig ikke om hindbær og endnu mindre om at passe dem. De må passe sig selv i år. Hvis de overlever – så måske til efteråret. Og måske tager jeg dem så alligevel. Jo fordi – selvom det meste af haven roder og gror til, så er det altså så dejligt, når jeg har ordnet et lille hjørne her og et lille hjørne der. Der er hjørner nok med ukrudt og krudt i.

Generalsekretær Fogh

2009-04-08T13:49:00.001+02:00

Forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (i visse munde kaldet ”fjoget”) blev generalsekretær for NATO.

Vi må i Danmark være stolte, også fordi hans kandidatur blev kraftigt støttet af Barac Obama.

Lars Løkke Rasmussen er nu ny statsminister. Vi i Danmark bliver måske rigtig glade for ham, også fordi han fik en særdeles kraftig opbakning af Anders Fogh Rasmussen.

Lad os fryde os sammen, så længe Forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (i visse munde kaldet ”fjoget”) blev generalsekretær for NATO.

Vi må i Danmark være stolte, også fordi hans kandidatur blev kraftigt støttet af Barac Obama.

Lars Løkke Rasmussen er nu ny statsminister. Vi i Danmark bliver måske rigtig glade for ham, også fordi han fik en særdeles kraftig opbakning af Anders Fogh Rasmussen.

Lad os fryde os sammen, så længe vi føler grund til det.

vi føler grund til det.

Ingrid Bundgaard

Jeg har fået noget træ

2009-03-31T20:47:00.000+02:00

Klokken er 20.26. Jeg sidder i min have og kan stadig se de store ting og ane konturerne af de mindre. Det er næsten forår. Det er dejligt.

I bunden af min have, faktisk på den anden side af hegnet, ligger et læs brænde. På fællesvejen. Det kom i går mens jeg ikke var hjemme. Jeg så det i morges. Og det varmede. Ja, det gjorde det altså. Jeg smilede og tror nok jeg tænkte, at jeg har det godt her.

Træet havde allerede varmet mig en gang. Nemlig da jeg i weekenden var med til at skove det på en af grundene på en af sidevejene. Lørdag morgen blev jeg atter afbrudt i lørdagsrengøringen. Telefonen ringede: ”Vi kan godt bruge en mand mere her.” Så gik lørdagen med at pøle med grene og kævler. Øl i pauserne. Kendte ansigter og nye ansigter. Skilsmissemænd og mænd med koner. Øl i pauserne og snak om alle de andre ansigter i byen. Motorsave og store maskiner. Fysisk arbejde. Fik jeg sagt, at der var øl i pauserne? Dagens sluttede af med pizza og øl.

Træt og glad tog jeg ind til Lisa. Vi hentede Sarah inde i byen kl. 3 om natten.

Søndag morgen lavede jeg en gryderet af noget optøet kød og gik så over for at pøle lidt mere. Fik en enkelt øl, gik hjem da de andre gik til frokost. Tog mine tibetanere og et bad inden jeg tog ind til Lisa med min gryderet. Fladede ud og faldt i søvn i sofaen.

Hen under aften tog jeg atter hjem til Ib. Træt og opladet til endnu en uge på arbejde.

Klokken er 20.45. Jeg sidder i min have og kan se konturerne af træerne på den vestvendte skråning.

Socialdemokrat

2009-03-25T08:25:00.004+01:00

Særligt én af vore politikere er mig til konstant irritation. Det er en kvinde og leder af det næststørste parti i Danmark. Så kan man hurtigt gætte, hvem det er.
Irritationen kommer af, at jeg aldrig har hørt hende sige noget væsentligt politisk. Det er som om hendes hjerne er stopfyldt med sure ord, og lige meget hvad hun skal svare på, kommer alle negativiteterne flydende ud i en blid strøm. Ud af en firkantet fornærmet mund, der gør alt i ansigtet kantet, så der kun er kort vej til at hun ligner en sur heks.
Jeg vil ikke tro, at hun er sådan som hun fremtræder.
Men det vigtigste for hende er tilsyneladende at fremdrage meninger, der handler om, hvor forargelig modstanderen er.

Jeg læste samfundsforskeren Johannes Andersens indlæg om de politiske kommentatorer: De er et ”symptom på, at der er noget galt.” Grundlæggende er perspektivet via dem blevet flyttet fra indhold til form. Det drejer sig mere om spin end om politik. Og det er politikerne selv ansvarlige for. Politikerne kan selv være med til at bestemme indholdet.

Jeg spørger…
Er der ingen til at rådgive politikerne ordentligt?

Socialdemokrat

2009-03-25T08:25:00.002+01:00

Bien og blomsten

2009-03-25T08:25:00.001+01:00

Jeg havde travlt, åh altid så travlt! Havde været ved bålet og anbringe mit brændbare affald for at skynde mig op i køkkenet igen.
Men på vejen passerede jeg et lille nyt bed med krokus og så, at der var liv i en krokus. Jeg tog mig tid og så efter, hvad det var.
Det var en humlebi, der var på færde der. Selv om jeg jo så tit har set den aktivitet med bien og blomsten på fotos, skulle jeg alligevel lige kigge rigtigt.
Det var anderledes end jeg vidste. En rund dunet, nærmest pelset humlebi badede sig i de gule støvfangere og rullede rundt i dem, farverne matchede med biens brune, gule og sorte farver og udsendte et smukt farveorgie. Den bevægede sig derefter på vej op til kanten af blomsten. Herfra gled den lige så fint ned i blomsten ved siden af og tog en ny dukkert, rullede sig og bevægede sig op til kanten og gled ned i næste blomst og foretog samme bevægelse. Jeg forventede at se en gul bi efterhånden, men farven smittede tilsyneladende ikke af, men blev bare et med dyret.
Jeg så det fire gange, dybt betaget af former, farver og bevægelser, så betaget, at jeg nær havde glemt den dyrebare tid.
Men det lille optrin med bien og blomsten følger mig stadig som en lykkelig omstændighed midt på dagen.

Uhørt tale

2009-03-17T23:41:00.006+01:00

Mor var ikke hjemme på sin fødselsdag. Hun og far var vist med Lejerbo!

Familien fejrede fødselarens første halvfjerds i to hytter ved Skallerup klit. Det var meget hyggeligt og vi da sang fødselsdagssang for mor og hun fik gaver.

Der blev ikke holdt festtaler og sunget festsange til den runde fødselsdag. Men her er så mine stikord til den tale, jeg aldrig holdt.

Vi har både en mor en far, men i dag er det jo mor vi fejrer:

1. Den kærlige og omsorgsfulde moder.
2. Den tålmodige og tilgivende moder.
3. Den tillidsfulde og anerkendende moder.
4. Den kreative og skabende kvinde.
5. Den engagerede lokalaktivist.
6. Den ansvarsfulde, pligtopfyldende og udviklingsinteresserede offentligt ansatte.
7. Den inspirerende og humoristiske revy- og dilettantinstruktør
8. Den fantastiske kone til en krævende mand.

Som afslutning på min fyndige tale ville jeg fortælle at min moder altid har været god at tale med. At jeg – den lille dreng – stadig ofte søger hende, når jeg har brug for at blive bekræftet i at det er alle de andre, der tager fejl.

Mor længe leve. Hurra! Hurra! Hurra! Hurraaaaaaaaah!

det var den dag

2009-03-10T23:46:00.000+01:00

Vi stod op ved otte-tiden

Drak kaffe, spiste ristet brød, spiste oste …

Vaskede op

Tog et middagshvil.

Tog til gymnastik.

Tog hjem fra gymnastik.

Sov i gymnastiktimen – en gang i mellem

Faldt i søvn i bilen.

Kørte ind i parkeret pil i bil i Mou.

Flere mennesker kom til stedet, og så kom der nogle Falckmænd og nogle politifolk.

Nogle kørte mig hjem efter at havde målt blodtryk medvidere
Her kom Jens.

Han kærte mig hjem.

Han købte ind i Brugsen.

Og han lavede dejlig bøf til os-

Ind imellem sov jeg.

Da vi havde spist, sov jeg igen.

Om lidt sover jeg igen.

Gonaat Gonaat, Gonaat.

Mig og min pc. Kapitel 1

2009-03-04T07:28:00.003+01:00

Jeg er meget glad for computere. Jeg er meget glad for internettet. Jeg fascineres stadig af alt det man kan bruge en computer til. Betages af det programmørerne kan skrue sammen til hjælp og glæde for os andre. Beundrer den kreative og logiske tænkning, der får skruet programmerne sammen, så det er enkelt for os andre.

Jeg har det ret godt med at bevæge mig i de der universer, som andre har skabt for mig. Jeg synes, at det er spændende at søge grænserne for, hvad programmerne kan og kan bruges til. Jeg er faktisk ret god til at bruge programmer. Ikke så god som de gode, men altså habil.

Jeg har ikke modtaget ret meget undervisning i brug af programmer og er meget sjældent blevet undervist i noget jeg ikke kunne i forvejen. Det meste af det jeg kan, har jeg lært mig selv – eller programmerne har lært mig det.

Den første computer, jeg fik mellem hænderne, var en far havde med hjem et par dage. Den kunne – så vidt jeg husker – omsætte funktioner til grafer. Det var vildt der for 30 år siden. Nu er det en – forventet – indbygget funktion i de mange programmer. Far gav mig ikke meget undervisning. Det var learning by doing, trial and error. Det var super og meget hurtigt kedeligt.

I folkeskolen mødte jeg dem ikke. Det halve år på gymnasiet mødte jeg dem ikke. På teknisk skole mødte jeg dem ikke. Inde ved forsvaret mødte jeg dem ikke. På HF lærte jeg om Comal-80 – programmeringssproget. Men det var hjemme ved min far, jeg først forelskede mig i computerne. Han havde maskiner med hjem fra skolen. Maskiner, der kunne fornuftige ting. Maskiner med spil. Og det var spillene, jeg brugte.

På seminariet stillede de nogle IBM-maskiner op med programpakken (vildt) assist-2. Tekstbehandling, regneark og tegneprogram. Nogle medstuderende installerede spillene Tetris, BlockOut og Larry Lafer. Jeg fik spillet nogle spil. Og vi fik købt en privat computer til at skrive opgaver på. Jeg spillede spil. Og spillede spil.

Det gjorde jeg også på mac-en og på olivettien og på alle de efterfølgende. Spil, spil. spil. Masser af leg og tidsspilde. Men logikken i spillene er den samme som i de fornuftige programmer. Så når jeg har skullet lære at bruge et fornuftigt program, så er det gået som en leg.

Det er nok min undskyldning for stadig – periodevis – at bruge en masse tid på spil. Nu på Internettet.

Træting

2009-02-25T10:14:00.000+01:00

Jeg tror, at jeg har været ejer af den største samling træmøbler og -hylder m.m. i dette land, - og alt er kendetegnet ved at være stort nok, kan man sige.

Inden Bent og jeg blev gift, var vores bogreoler ølkasseer. Men allerførst husker jeg, da vi skulle læse til eksamen på 24 timer. Jeg gik straks i gang med at læse for at udnytte tiden, men Bent brugte det halve af en dag til at sammentømre en liggestol med et læsebræt, som kunne svinges henover synsfeltet, mens han lå og læste.
År senere lavede Bent væg-reoler, sakaldte stige-reoler, der fulgte os mange steder hen. Aldrig skulle vi mangle noget, som Bent kunne ordne med hænderne og et stykke træ. Størrelsesforhold og water skulle være i orden, men det der med at pusle og slibe var ikke det, der blev lagt mest vægt på. Senge udfærdigede han, efterhånden som de rigtige senge gav efter for vores vægt. - Og så et par madrasser ovenpå.
Når børnene blev for store til deres børnesenge, tog Bent bestik af væggens størrelse og sømmede en seng op af den i spånplader.

I mange år havde jeg ønsket mig en solseng, sådan en med hjul, som man kunne løfte i den ene ende og køre med. Én af de her, der kostede omkring 1000,00 kroner. Han lavede en kæmpedobbeltseng, som var meget høj og så stor at vi kunne anbringe et lille telt på den. Den fyldte på terrassen. Børnebørnene synes det var herligt. Men vi skulle hjælpe dem op på den og passe på, at de ikke faldt ned igen.
En sommer bestemte Bent sig til, at nu skulle jeg have min rigtige solseng, og han lavede en anselig stor og tung enkeltseng, hvor en tredjedel af brædderne blev anbragt sådan at man kunne løfte dem til et hovedgærde. Sidste år tror jeg han blev klar over at jeg gerne ville have en af dem, der kostede penge. For han KØBTE en til mig. Ikke for at forklejne Bents, men det var nu dejligt med en der kunne håndteres af en kvinde.
Ja så har jeg jo også i flere år ønsket mig en kasse udenfor til at lægge hynder i for natten. Det problem er klaret. Han har lavet en kasse på størrelse med et mindre drivhus, åben til den ene side og oven på det store hjemmelavede hundehus. Fibertex hænger ned foran som to gardiner for at beskytte mod blæst og regn. Det virker og er stort nok til alle vores hynder.
Sidste sommer fik vi et par anselige stole med armlæn og en ryg, der er let skråtstillet. Man sidder godt i dem. Uslebne og umalede. Da de ikke er lette at flytte med, vil vi sikkert kunne have dem i mange år.

Men sidste år byggede han også et lille udekøkken til sig og sin webergrill ude i sommerhuset.
Han tog sig god tid til det, og det passer som fod i hose. Det er rigtig pænt lavet og hyggeligt at se på. Og ikke ret stort. Og så er det blevet malet.
I dag bliver han 69 år.
I mange år endnu kan han lave træting. Og der skal nok blive brug for dem.
Det er spændende, om den nye stil vil holde, men ellers bruger vi den gamle.
Tillykke til tømrerbent.

NB: Faktisk begyndte han med peddigrør til en vugge til Jens. Den har mange børn haft glæde af.

William er død.

2009-02-18T08:54:00.002+01:00

En tidligere kollega til mig døde under en fodboldkamp. Han tog sig til hovedet, faldt om, døde. Uventet.

En anden kollega døde af kræft efter flere års kamp med den hæslige sygdom. Hendes nære havde fulgt kampen på nært hold.

Bedstefar døde i hospitalsseng. Et lårbensbrud sendte ham ind i et medicinlandskab, og som jeg husker det var hans tid på hospitalet kortvarigt. Langt nok til at vi kunne nå at besøge ham i det ukendte landskab. Bedstefar kendte til at styrke og døve sig med øl og snaps, men medicinen sendte ham et fremmed sted hen, og den mand vi besøgte var Morten, og så alligevel ikke.

Bedstemor døde også i hospitalsseng. På hospitalet i Hobro. Københavneren fra Fyn levede sine sidste dage i Hobro. Beliggenheden gjorde, at hun var til at besøge. Når vi besøgte hende var hun tilstede. For det meste var hun til stede. Så en dag var hun væk. Lå der og var væk. Var der og var der ikke.
…
Nu er William død. Han lå der – til stede og rejst videre. Familien erkendte sammen, at livet har en ende. At William ikke er mere. At familiens ældste er gået bort. At Margits ægtemand og Vibeke og Torbens far ikke er levende mere.

Familien sang en salme og bad et Fadervor. Måtte jo forlade William. Men kunne ikke forlade hinanden. Vibeke og Poul tog alle med hjem til frokost og kaffe. Sarah og Lene kom fra arbejde. Der blev talt om døden og der blev talt om livet. Om livet efter William.
…
William var rask og rørig det meste af sit liv. Først for 4 år fik han brug for læge. Siden har han været indlagt mange gange. De sidste måneder har ikke været rigtig rare – hverken for William eller for de nærmeste. Det lange sygeforløb har været hårdt og der har været god tid til at gøre sig overvejelser om tiden efter døden.
…
Jeg bryder mig ikke om at skulle døje så længe med livet til sidst, som William har måttet. Men jeg tror godt, at jeg kunne tænke mig vide det et par måneder før. Så jeg – ligesom William – kan nå at få sagt farvel (have nogen at sige farvel til) og nå at for ryddet lidt op – i papirer og andre løse ender.

Influenzaen

2009-02-11T08:36:00.001+01:00

Influenzaen har invaderet os. Nogle bliver slået ned med et brag og bliver ligeså hurtigt raske igen. En fik det så godt, som hun ikke længe har haft det. Andre suger det langsomt til sig, er sløje, har ondt i led og muskler, der kan være lidt med maven, selv en tandbyld kan true, for igen langsomt at fortage sig.

Vi herhjemme kan slutte os til horden af de ramte.
Jeg syntes, at det var for synd for Snoopy, som nærmest lever for at gå med os i den anden ende af en snor, at den måtte undvære det. Så vi gjorde klar til gåtur. Men da vi kom ud, var det netop på det tidspunkt, at det pludselig blev en slags frysende snestorm, der gnavede i panden, og jeg måtte sige, allerede da vi nåede hjørnet, at vi skulle hjem.
Det forstod den slet ikke, men vendte om og gik slukøret med.

En halv time efter skinnede solen, vinden fortog sig, og vi mennesker kørte i biografen. Snoopy tænkte nok, at menneskene var underlige.
Men da vi kom hjem fra biografen, kom den os glad i møde. Midt i gensynsglæden sagde jeg lige så stille, at så skulle vi ud og gå nu.
Den fattede det og sprang jublende frem og tilbage, fik snor på og løb med mig for enden af snoren ud på turen. Vores vane med at sætte os på bænken i gangen og hilse og kæle kunne undværes.

Det var faktisk igen blæsende koldt, og det var sidst på eftermiddagen.
Influenzaen benyttede lejligheden og gjorde lidt sit indtog igen.
Men vi fik vores gåtur.

Talpyramiden.

2009-02-03T19:55:00.003+01:00

Det er 10 år siden jeg hørte om den først. I Enzenbergers bog ”Taldjævlen” kaldes den talpyramiden og jeg husker den omtalt som kendt for 2000 år siden. Nu ved jeg så at den er almindelig kendt under navnet ”Pascal’s trekant”, opkaldt efter den store franske matematiker Blaise Pascal, 1623-1662. Opkaldt efter ham, men ikke først opfundet af ham; den var kendt i Kina omkring år 1000.

Talpyramiden – som jeg holder af at kalde den – består af rækker af ”sten”. I toppen 1 sten. Herunder 2 sten. Næste lag 3 sten, så 4, så 5 og så fremdeles indtil man ikke har lyst længere. Nu skal der skrives tal på stenene. På den øverste sten skrives 1. På alle øvrige sten skrives summen af de to sten, der ligger lige ovenpå. For alle de yderste sten gælder at der kun ligger en sten ovenpå, så på alle de yderste sten står tallet 1.

1
1_1
1_2_1
1_3_3_1
1_4_6_4_1
1_5_10_10_5_1
osv…

Den bliver pæn! Ja, den er pæn i sig selv, men det rigtigt spændende ved den er at den gemmer på så meget algebra. Den yderste skrå række består af 1-taller, og et kan vi alle tælle til. Den næste skrårække er jo tælletallene, den næste række trekantstal, den næste tredimensionelle trekantstal…

Ser man på de vandrette rækker dukker der kombinatorik frem, og lægger man tallene i de vandrette rækker sammen dukker computerens tal op. Og meget, meget mere – noget af det alt for svært for en dreng i 5. klasse, og noget af det så indviklet at jeg har svært ved at forstå det.

Men jeg er vild med trekanten og det er den jeg vil starte med, når jeg snart skal forsøge at få en dreng i 5. klasse til at interessere sig lidt mere for matematik.

Barack Obama

2009-01-27T23:37:00.001+01:00

Man kan forestille sig, at Barack Obama allerede på nuværende tidspunkt ikke har levet forgæves.
De fleste i verden prøver nok at fortrænge pessimistiske tanker, både om troværdigheden og om evner og vilje og muligheder.
Men det her skal være sandt.
Jeg har aldrig troet på nogen statsmand, som jeg tror på Obama. Jeg kan også sige, at jeg havde mistet troen og håbet. Nu er vi så mange, der tror, at alene visheden om, at så mange har fået en tillid, har givet næring, det åbner for et fælles anliggende, et fælles håb. Jeg ville før i tiden have kaldt dette for længslen efter en stærk person.
Men længslen efter, at vi er mange, der har det samme håb er lige så stærk.

Indtager mit rum

2009-01-20T20:54:00.000+01:00

Så har elektrikeren været der og sluttet vaskemaskine og tørretumbler til. De er nu placeret på en hylde 70 cm over gulvet. Nedenunder er der så et rum med plads til vasketøjskurve. Dem skal lige have bygget eller købt. Ovenover er der også en hylde. Til højre for opstillingen har jeg fået et helt nyt køkkenbord med nedsænket vask.

Blikkenslageren var der for sidste gang i lørdags. Nu er der vand til vaskemaskinen og vand i min helt nye vandhane. Både koldt og varmt.

For næsten 14 dage siden satte Poul Erik den sidste gipsplade op.

Nu er rummet MIT. Og jeg sidder ude i mit rum og ser på vaskemaskinen og tørretumbleren. Ser dem snurre. Drikker kaffe og ryger en smøg og ser på mine maskiner og mine hylder og mit bord. Glædes.

Jeg har nu glædet mig mange gange siden vi væltede de vægge og tog det gamle tag ned. Det var i maj/juni. Jeg har glædet mig, når det der uoverskuelige projekt nåede nye delmål. Da den nye mur kom op. Da det gamle tag kom af. Da de nye spær og det nye undertag var på plads. Da det lykkedes lille mig at tage de gamle spær ned – alene. Da taget kom på. Tagrenderne. Da det ene dørhul var muret til. Da det anden dørhul fik en helt ny dør. Da det ene vindue blev muret til.
Hver gang en gammel væg blev skjult af skelet og isolering til den nye gipsvæg. Da elektrikeren havde trukket ledninger til mine mange stikkontakter, mit lys og mine maskiner. Da gipsen var sat op. Da stikkontakterne fungerede.

Og nu er det næsten færdigt.

Der mangler bare lige skinner på alle hjørner. Revner spartles ud. Vægge pudses. Vægge tapetseres. Vægge males. Og så skal der vist nok træ på den lave del af rummet. Der skal også lige nogle lamper i loftet.

Men så kan jeg vist flytte ind. Med skabe og hylder og arbejdsbord. Med stole og dartskive.
Indtil da glædes jeg over at rummet nu er mit. At mine maskiner står der og snurrer og ser pæne ude, mens jeg drikker min kaffe og smiler.

Mou kirkes restaurering

2009-01-14T10:30:00.000+01:00

Mou kirke er omsider blevet restaureret. Først og fremmest var kirken blevet smuk, ja helt tilfredsstillende. Og menighedsrådet, håndværkere og kunstner fik fine ord i talen fra biskoppen. Samarbejdet har været vanskeligt flere gange, og der måtte aftales strategier for at vi kunne få vores ideer igennem. Så det var værd fremhæve det.

Og så var der oplevelserne på dagen, de var mange.
Særligt skal de uforglemmelige nævnes, men uforglemmelige, set med mine øjne selvfølgelig.
Jeg gik til nadver uden Bent, han havde forrettet sit. Det kunne jeg ikke forstå, men en glæde var det, da jeg gik op, at få et glad lille smil fra Steen Thomsen, som var med i præstekjole og i processionen. Og en glæde var det også at få et smil fra Maja Lisa Engelhardt.
Det er nemlig en smuk kirke hun fik udfærdiget. Og hun er selv en betagende kvinde. Peter Brandes, hendes mand, var også med.

Egensekoret sang, og hvor vi sang. Vores dirigent var tydelig tilfreds. Og der var megen ros til os fra tilhørerne bagefter.

Ja så var der de mere almindelige uforglemmelige ting, som talen fra biskoppen, formanden for menighedsrådet, formanden for restaureringsudvalget holdt.
Midt under talerne ”mødtes” Rigmor, den forrige menighedsrådsformand og jeg vist nok hinanden fra hver sin ende at salen. Det var nemlig os og ikke Jørgen Heuchendorff, der vedtog, at vi skulle bede Maja Lisa tage opgaven. Men det vil kun vi vide.

Om eftermiddagen skete for så vidt de dejligste ting. Jens Oluf kom og Lisa og hendes far og mor.
Dejligt at få nogen af ens egne at dele det med.
Midt under en prædiken blev kirkerummet overdænget med lys og lysvirkninger.
Sollys fra vinduet, lys fra de levende lys og lys fra de nypudsede lysestager og lysekroner og elektriske lys..

Alle lysene blandede sig til et ordnet væld af lysvirkninger i kirkerummet. Hører man til de romantiske, kunne man sige, at nu tog Gud bolig iblandt os.

Hvorom alting er – det blev dagens højdepunkt for mig.

Et nyt og bredere menneske

2009-01-06T19:07:00.004+01:00

Der var 5 arbejdsdage fra den skolerne lukkede og til de åbnede igen. Det var min plan at møde op til alle sammen. Det blev til 1½ dag. I stedet for en arbejdsjul blev det en rigtig hyggelig jul.

Allerede den 19. december startede hyggen. Jeg var med på den lokale bodega for første gang. Smørrebrød og øl med de lokale. I weekenden var vi igang - både ved naboen og ved mig. Det blev også til nogle overflødige - men hyggelige - øl.

Mandag og det meste af tirsdag var jeg på arbejde og fik da også lidt lavet. Men der var jo også rundstykker og kage. Og den 23. drak jeg en øl med mine forældre før jeg tog ind til mine svigerforældre for at pynte juletræ og trille marcipan. Den 24. var der julemad og gaver. En meget hyggelig aften. Nevøerne var i godt humør hele vejen igennem og stemningen var i det hele taget rar. 1. juledag med mad og øl ved Lisas bror. 2. juledag med mad og øl i Høstemark.

3. juledag var hviledag. Jeg ryddede op i haven og tog ind til Lisa.
Søndag hjalp jeg en nabo og spiste rester fra en julefrokost og drak nogle øl.
Mandag og tirsdag var vi i værkstedet og drak nogle øl.
Nytårsaftensdag kom en nabo forbi og vi drak nogle øl.

Nytårsaften fik jeg god mad og drak vin,

Nytårsdag - over middag - kom en nabo forbi og vi fik nogle øl.

2. januar var vi værkstedet og drak nogle øl. Det samme 3. januar.
Den 4. januar var jeg med Lisa på udsalg.

Og endelig den 5. januar var jeg på arbejde igen. Pyh.

Jeg tænkte stort set ikke på mit arbejde i ferien. Og jeg har hygget mig og slappet af som jeg ikke har gjort længe. Men maden og alle øllerne har altså betydet at jeg vender tilbage ikke bare som et bedre men også som et bredere menneskeske.

Farvel 2008 - goddag 2009

2008-12-31T10:26:00.000+01:00

Farvel 2008 –
Goddag 2009.

I 2009 vil jeg tage mig tid til at nyde og sanse. Engang, i en sommerferie, konstaterede jeg, at mit franskbrød var et franskbrød med sin egen personlighed – en arketype – franskbrødet, som lå der på bordet, levede sit eget liv.
Det kom sig af, at mit hoved og min sjæl var i ro til at se det. Noget der ligner det her med at leve i nuet.

Det var det jeg gerne ville kunne opnå i det nye år så meget som muligt. Men hvad har hindret mig i 2008?

Konkret: Det har først og fremmest mislykket eller manglende planlægning. Planlægningen, der indordner aktiviteterne i tid og rækkefølge. Går det ikke som jeg har planlagt, kommer der rod i tankerne. Hukommelsen slås fra, og det bliver for krævende at finde tråden igen. I stedet for at finpudse handlingerne skal nye nu aktiveres, og der bliver ikke kælet for dem.
Jeg vil gerne nyde mine handlinger i stedet for at stresse dem.

Hvis jeg har mulighederne, forstår jeg i hvert fald ikke at bruge dem.

Jeg skal give mig selv lov til at have støv i krogene.
Tidens store svøbe, demens, vil jeg ikke forskrækkes af. Det er blevet en del af tidsånden at frygte demensen.
Jeg tror demens dannes lettere ved stress end ved ro og nydelse.

Det værste er at ville leve op til andre. Jeg synes livet vrimler med søde kvinder, der er eksperter i hus og køkken, bl.a. fordi de har lært fra de var børn Deres hjem stråler, deres hylder er ordentlige, de laver god mad. De taler om, hvor gode de er. De nyder og sanser deres daglige gøremål. Det misunder jeg dem, men jeg siger også til mig selv, at de har uddannet sig igennem et helt liv, fra de var børn. Den opdragelse fik jeg ikke. Men jeg lærte at lytte til musik og gå i teater. Det ville jeg nu ikke bytte for noget.

Det ville være bedst at kunne nyde og sanse det hele.

En forsinket blog.

2008-12-25T20:11:00.001+01:00

Det er første gang, det er sket!

I sidste uge talte jeg med min mor i telefonen om tirsdagen. Hendes stemme lød som lungebetændelse, brækket ben og depression. Før jeg viste det mindste tegn på medfølelse, mindede jeg hende om, at hun havde en opgave at løse inden onsdag – og inden hun kunne lade sig indlægge. ”Bloggen skal ud!” Nu er det torsdag i denne uge. Min uge! Og der var ingen blog i går. Dette er en forsinket blog!

Nogen kunne finde på at sige, at det jo ikke er en katastrofe. Der sker så meget virkeligt voldsomt omkring os. Men da det i morges gik op for mig, at jeg havde glemt det, var det altså lidt ubehageligt. Jeg kunne mærke mine kinder blusse. I mere end 2 år har vi været i gang. Bloggen er blevet af mine holdepunkter. Og så havde jeg glemt det…

Jeg havde ikke mulighed for at skrive en blog i morges. Jeg var på vej ud af huset, så den har været med mig hele dagen som en tanke: ”Tænk at jeg kunne glemme at skrive min blog!”

Der er jo ingen, der tvinger mig til at skrive bloggen, så mine kinders rødmen kan nok bedre forklares med ærgrelse over ikke at have udnyttet chancen i tide, end med skyld over at have glemt det.

2008-12-17T12:02:00.000+01:00

Først fik jeg lidt ondt i halsen, og så begyndte jeg at svede. Jeg tog med Bent i sommerhus, så kunne jeg jo altid tage mig tid til at blive lidt bedre igen. Men go`morn dagen efter vågnede jeg i sommerhuset med endnu mere sved og ondt i halsen. Vi gik dog vores tur, Snoopy og jeg, men det var råt og koldt i vejret, så slet ikke rart.
Næste dag – ingen gåtur. Til gengæld adskillige omklædninger. Jeg svedte gennem alt mit tøj flere gange. Også dagen efter igen. og ingen gåtur.
Så havde jeg ikke mere tørt tøj, og nu er vi hjemme i Høstemark - stadig ingen gåtur, men tøjet er ikke sluppet op endnu. Helbredet er status qvo.
Jeg har ikke tid til at være syg og slet ikke, når jeg nu kunne skrive alt det jeg ville, efter at antallet af ord er frigivet i denne blog.

Dobbeltliv.

2008-12-10T07:56:00.000+01:00

I de sidste 10 dage har jeg levet i to verdener.

Jeg står op om morgenen, tager mine tibetanere og spiser morgenmad, som jeg plejer. Passer mit arbejde, tager hjem og bygger værksted. Jeg er sammen med min familie og jeg deltager i andet socialt. Udadtil er det som det skal være.

Virkeligheden ser anderledes ud. Hver gang jeg kan se mit snit til det er jeg sammen med nonner og munke, daglejere, fæstere, forpagtere og forvaltere. Jeg er sammen med håndværkere og bygmestre. Sammen med købmænd og andre handlende. Jeg er sammen med væbnere, riddere og jarler. Jeg er sammen med kroværter og letlevende kvinder. Tyve og fredløse.

Bogen ligger og lokker, når jeg vågner. Er nødt til at have den med på potten. Tager den med til havregrynene og med i skuret til kaffe og morgensmøg. Tager lige en smøg mere. Når jeg kommer hjem fra arbejde skal jeg jo i værkstedet, men jeg tager lige en kop kaffe og 10 sider. Aftensmaden laver jeg mens jeg rejser rundet i 1300-tallet. Og når jeg har fået mit bad er det direkte i læsestilling.

Jeg ved godt at der er gadekampe i Grækenland og at der en eller anden, der har svindlet for millioner. Men det kan ikke rigtig hidse mig op. Det er mere spændende om de gode nu overlever den sorte død, om det er skurken eller helten, der får opgaven med at bygge den nye bro.

Der er kun 100 sider tilbage og jeg kæmper en kamp med mig selv. Skal jeg læse hurtigt for at se, hvad der sker, eller skal jeg læse langsomt for at kunne leve mit dobbeltliv lidt længere?

Unge i arbejde

2008-12-02T21:20:00.001+01:00

Jeg hørte om et ældre ægtepar, som var så dårligt gående, at de havde svært ved at holde deres hus.
Men så havde de voksne børn sørget for, at alle børnebørn var troppet op sammen og gjort huset rent, og glade var de gamle.
Jeg var forundret og lidt misundelig over, at de havde sådan nogle flinke børnebørn, og tænkte slet ikke på vores egne børn.
Kort tid efter kom der imidlertid en henvendelse fra Kristinna – om vi ikke kunne bruge en hjælper i seks timer en dag, da de havde "operation dagsværk" på gymnasiet.
Det viste sig, at det samme var tilfældet med Sarah, og vi spurgte hende, om hun ikke også kunne komme ud og hjælpe os. Det kunne hun. Så de kom begge to.
Kristinna blev sat til at pudse messing og kobber. Sarah gjorde rent på bogreolen og satte bøger i alfabetisk orden.
Vores messing har aldrig været så fint, og jeg vil ikke glemme Kristinnas fine fingre tage fat om pudsetøjet med plastikhandsker på. - eller Sarahs stærke, mobile krop, når hun flyttede rundt med sikre, solide tag på bøgerne.
Begge arbejdede de energisk og vedvarende hele dagen.
Vi blev klar over, at vi også havde børnebørn, der kunne hjælpe os, hvis det skulle være, endda effektivt.
Selv Mathias på 18 og Maria på 13 har tilbudt deres indsats.

Samlermani

2008-11-25T19:22:00.004+01:00

Thøger Birkeland skal have sagt: ”Da jeg var barn, samlede jeg på frimærker. Nu samler jeg på skavanker.”

Jeg har vist også samlet på frimærker en kort overgang. Jeg har i hvert fald samlet på tegneserier, kapsler, servietter, glansbilleder og mønter. Jeg har samlet på krimier. Ellers er jeg vist mere en spreder.

Men jeg kan godt nu godt føle mig truffet alligevel.

Jeg skal være forsigtig med mine knæ. Særligt det venstre er letpåvirkeligt. Så værker det, så smerter det. Når vejret bliver koldere, skal jeg huske at tage lange underbukser på.

Så er der min lænd. Selvom jeg tager mine tibetanere, sker det oftere og oftere at jeg får hekseskud. Så kan jeg ikke røre mig uden at det gør ondt. Jeg kan ikke sidde, jeg kan ikke ligge, jeg kan ikke stå. Det bedste er sådan set at være i bevægelse. Men det ser ynkeligt ud.

Og min tommelfinger – som jeg slog til med en hammer – nægter at fungere som i gamle dage. Ude i spidsen er det stadig som om den sover. Jeg kan ikke pille små ting op, for jeg kan ikke mærke tingen ordentligt.

Og nu.. nu falder mine tænder snart ud. Tandkødet over min venstre fortand er ømt. Ikke så galt i dag som i går, men alligevel.. Når jeg snyder næse, eller bare vrikker med den, kan jeg mærke mit tandkød. Det strammer. Jeg ser tydeligt for mig, at den snart bliver blå. Jeg ser tydeligt for mig at den falder ud. Måske falder de alle sammen ud.

Høje tindinger. Poser under øjnene. Hår ud af næsen og ud af ørene. Vigende hår på issen. Rynker, der også er der når ikke jeg smiler. Grå hår på maven. Tør hud. Og meget, meget mere.

De mennesker jeg ser hver dag så sikkert gerne, at jeg begyndte at samle på frimærker igen.

Af og til læser jeg digte.

2008-11-18T21:55:00.003+01:00

Jeg tager et digt, læser det igennem og tænker som regel "nå". Så læser jeg det en gang til og opdager måske nogle ords betydning og sammenhæng bedre. Er det svært, kan det hjælpe at lære det udenad. Jo mere jeg kender digtet, des bedre.
Jeg holder mig til de letlæselige digte, for det er ikke nemt for mig at tyde et digt.

I en bog læste jeg digtet: Guldsmede:

Guldsmedene jager i solpasset,
septembers sidste varme.
I glimt, flimrende forbi
mod en himmel af glas
eller ubevægeligt gnistrende,
som små elektriske stave.
……………
Ordene bombarderede min visuelle hukommelse, så jeg efterhånden fik et
billede, der viste guldsmedene i en lys passage i naturen, som digteren
kalder solpasset, og jeg så dem i luften lyse som elektriske gnister. Den
glasklare himmel som baggrund.

Sådan ser jeg guldsmeden, dens dans og dens gebet for mig fra nu af. Et levende billede. Det kan godt give mig et lille kick at udbygge iagttagelsen på den måde. Jeg kan synes, at sproget kan gøre magiske ting.

Jeg har fået min stue ned i stuen.

2008-11-11T23:19:00.002+01:00

Fredag morgen stod det klart for mig at jeg skulle have mine sofaer ned i stuen igen. Jeg målte op og besluttede mig for at tage de møbler ned, som Dan og Annemette hjalp mig med at få ovenpå sidste år.
Fredag til sent var jeg i gang. Jeg tog ben og betræk af sofaerne og fik dem til side. Så flyttede jeg overflødige møbler fra stuen op på loftet og rundt på de møbler, der skulle blive. Støvsugede og vaskede gulv. Jeg kunne ikke flytte sofaerne ned alene og gik jeg i seng.
Om morgenen ventede jeg på lyde fra naboen. Lydene lod vente på sig og jeg var lige ved at ringe til Dan og Annemette… da naboen stod i haven. Han hentede en traktor med palleløfter, mens jeg fik møblerne bakset ud på garagetaget. Møblerne var nede i et snuptag.
Men inden jeg kunne gå i gang med at samle dem, måtte jeg over til naboen et par timer.
Jeg nåede lige netop at få det hele på plads – og få et bad – før Lisa kom. For at følge mig til fest i hallen.
Fin fest – men jeg savnede mine sofaer.

Face-book

2008-11-05T11:51:00.002+01:00

FACE-BOOK

Hvorfor facebook, hvorfor ikke.

Mine positive tanker om face-book er, sådan taget i flæng. at det må være spændende at ”møde” nogen, man måske næsten havde glemt, at høre om, hvordan de har udviklet sig. Man har en stor face-book vennekreds, er for så vidt aldrig helt alene, kan altid henvende sig til nogen.
Man kan møde folk fra sin arbejdsplads og udvide kendskabet til hinanden. Den kan bruges som sms`er – man kan slutte sig sammen og blive enige om større ting.
Der er ”mail” til en meget tiere. Man kan have hemmelige kærester.
Jeg har fået at vide, at der er noget i gang med højskolesangbogen og noget med Nicolaj
Frederik Severin Grundtvig. - Her bliver det jo spændende.

Det var nogle fordele, og jeg bliver klar over, at det kræver alt for megen omtanke at skulle formulere mig om noget negativt. Så jeg vil sige, at det værste for mig at se er, at det er tidrøvende.
Ellers har jeg ikke så særlige negative argumenter. Men nok til, at jeg ikke har lyst at være face-book ven endnu.

Hule dage

2008-10-29T07:21:00.001+01:00

Nogle dage fyldes helt af snak. Snak og ingen handling. Af og til fører snakken til handling en anden dag, men dagen bliver på en måde hul, når den kun er snak. Det er de hule dage, der trætter mest. Efter sådan en snakkedag bliver jeg ofte trist eller rastløs. Så vil jeg noget andet. Så vil jeg væk. Sælge huset og gå på vejene. Være post. Flytte ind til Lisa for at være holdt og hjemmegående.

Der skal faktisk ikke ret meget til at gøre snakkedagen til en dag, der kan huskes for noget andet.

Tirsdag bliver ofte til en god dag uanset, hvor meget snak arbejdsdagen har været fuld af. For om tirsdagen går jeg til gymnastik med kollegaer lige efter arbejde. Træneren Inge lærer os at vores kroppe kan meget mere. Jeg er altid træt og tilfreds efter den time.

Men tirsdag bød på mere i går. Min kone gav kys og kaffe. Og Sarah fortalte i 20 minutter om livet og lærerne på gymnasiet. Med skæve ansigter og sjove stemmer.

Til slut mødte jeg i natten to æsler midt på vejen.

Så kan jeg huske dagen for det.

maligen

2008-10-22T10:29:00.001+02:00

Det havde været en dårlig sæson for mig på kunstholdet. Jeg havde tabt glæden ved det – og entusiasmen. Farvel og tak.

Men da Birthe spurgte, om jeg ikke kunne begynde igen og dele en plads med hende, slog jeg til.

Hvor var det rigtigt for mig at være der igen med de øvrige deltagere - og at koncentrere mig om Gudruns undervisning. Observere hendes dygtighed, når hun, ved at ændre en enkelt detalje på et af vores billede, kan se, hvad der automatisk sker af forandringer i den anden ende, ja i hele billedet.
(Det handler om relationer).

Jeg havde eet billede med til vurdering, det eneste jeg har lavet i den forgangne tid. Et markbillede fra mosen. Jeg synes selv det var helt godt, - og lidt kedeligt. Men da det kom op på væggen på skolen og fik masser af lys, så jeg, at der var det lys og den dynamik over marker og vand og himmel, som jeg havde tilstræbt. Sikken en overraskelse – .

- Det blev rost - - og kritiseret ganske lidt - -, og jeg kendte den gamle glæde igen.

Rede traade ud.

2008-10-14T15:03:00.005+02:00

Dengang jeg foerste gang laerte om selvet, handlede det om ego, superego og underbevidsthed. Tror jeg nok. Som jeg husker det var der plads til en kerne, en sjael. Noget unikt mig.
Naar der undervises i dag handler det mest om et foranderligt selv, formet af relationen til andre foranderlige selv. Der er ikke laengere et kernejeg. Det unikke kommer af forskellen i forhold til andre. Kombinatorik. Tror jeg.
Jeg tror at JEG er. Dette jeg forbinder sig med andre via miliionvis af traade. Men nogle blot med enkelte tynde traade. En samtale med en tilfaeldig mand paa et tilfaeldigt sted. En muligvis midlertidig traad. Tusindvis af traade - nogle med knude - bindes med foraeldre, aegtefaeller, boern. Forskellige traade - gode og slette - bindes med venner, naboer og kollegaer.
Nogle traade loesnes let igen. Nogle knuder snaerer, andre knuder redder en fra fald.
Med saa mange traade kan der af og til vaere behov for at rede ud i dem for at faa hold paa sig selv.

En god dag

2008-10-07T11:05:00.000+02:00

Det blev træls dag, en møgdag. Det var en møgdag – nu!
På vej til fælleshuset til fødselsdag, glemte jeg at dreje. Jeg havde i forvejen ikke megen tid.
Irriteret over måske at komme for sent, kørte jeg videre, i håb om at en løsning ville indfinde sig.

Jeg ved, at jeg ikke kan køre over en grav, beregnet til busser. Jeg ved det. Og alligevel styrede jeg lige ned i en. Så tåbeligt.

Så stod jeg der. Ringe til Bent, der sov endnu? NEJ!
Jeg ringede til Carsten:
”prøv om du ikke kan bakke op”, sagde han venligt.
Jeg studerede bilen. Kunne jeg?

---

”Jeg kan løfte, jeg vil gerne hjælpe dig,” sagde en ung mand.

”Du kan bakke op”, lød det fra en stor buschauffør. ”Sæt dig ind, så skal jeg lede dig”.

Jeg kørte lidt, og han sagde: ”giv den så gas”.

---

Jeg holdt på vejen! - Hvor kan mænd være søde.

---

”Vil du køre på det dæk”, spurgte Knud efter morgenkaffen, det burde skiftes”.
”vil du hjælpe?
”ja det vil jeg da”.

Solen skinnede, da jeg kørte hjem i min uskadte bil, rare mænd havde jeg mødt.

Det var en god dag.

Tobakstågesnak

2008-09-30T23:21:00.000+02:00

Jeg elsker at ryge. Og jeg vil så gerne holde op.

Den bedste smøg er sådan set den første. Morgensmøgen. Kaffen og morgensmøgen. Stilheden før stormen. Natten og drømmene sidder endnu i den pyjamasklædte krop. Katten smyger sig om min ben og jeg kigger ude på haven og vejret.

Men det er jo netop dem smøg, der starter dagens røgmaskine. Den smøg skal væk, eller i hvert fald udsættes. Jeg har i løbet af de sidste 10 dage flyttet den fra kl. ca. 6 til kl. 8 med 5 minutters spring hver dag. Fra og med i tordag springer jeg 10 minutter om dagen. Om 6 dage er det så planen at flytte den et kvarter om dagen.

Første mål er at få flyttet morgensmøgen til kl. 12.30. Den dag giver jeg mig selv en gave.

Jeg forsøger at bilde min indre narkoman ind at der stopper legen, men narkomanens livsglade nabo har en plan om at fortsætte flytningen. Næste delmål er kl. 15. Herefter kl. 18.30. Den livsglade – og lidt naive – indbygger forestiller sig at det derefter vil være let at droppe tobakken helt.

Efter sommer kommer efterår

2008-09-24T11:30:00.002+02:00

Pludselig er det efterår. Solen eksploderer i et hvidt lys lavt bag grenene på træerne ude i haven.
Det blødere store lys må nu vente til næste sommer igen.
Jorden er et gulbrunt tæppe i flere nuancer, forårsaget af nedfaldne blade. I det hele taget er der et farveorgie, som adskiller sig fra sommerens ved at være mere nuanceret i farveskalaen og med stærke og mættede farver på blade, blomster, buske og bær, som tager til, indtil vinteren sniger sig ind.
Luften smyger sig ikke om en som om sommeren, men går lidt til angreb på ens hud. En dejlig kølig brise kan ramme os.

Efteråret er min årstid. Jeg tror altid, jeg har holdt mest af efteråret. Tankerne klares, og der er varme i huset.

Ja, - der er selvfølgelig lige novemberdagene. De grå dage kan blive for lange og enerverende, men når der er sol, er der de smukkeste grå og hvide nuancer på himlen, og landskabet ser ud som om det bærer på en fin hemmelighed.
Så altså – jeg stemmer for efteråret.

Så fik jeg gravet gulerødderne op.

2008-09-17T08:59:00.001+02:00

I søndags ”snød” jeg mig til at få lavet lidt havearbejde, inden naboen startede blandemaskinen. Men lidt har også ret og jeg fik da luget det allerværste ukrudt væk mellem jordbærplanterne. Tænk sig at de 6-7 rækker er groet sån til. Jeg fik gravet gulerødderne op. Alt for sent. Der var ikke mange der var pæne, så en nabo fik dem til sine geder. Jeg fik plukket en stor portion sene hindbær til fryseren og Mathias, der er glad for smoothies. Jeg fik flyttet min vandbeholder, men jeg fik den ikke tilsluttet. Jeg fik luget omkring de fire pilestokke, jeg satte i jorden for en måned siden. De står nu – alle fire – med en fin lille ”krone”. Det skal nok blive godt.
Resten af dagen gik til samvær med naboerne. En times tid hjalp jeg mureren. Så tog jeg efter aftale med en anden nabo på losseren. Og så endnu 2-3 timer, hvor jeg servicerede mureren. Kl. 15 meddelte jeg denne at jeg nu ville tage et bad og afvente min kones besøg.

Min kone kom ikke på besøg, men jeg hyggede mig nu alligevel.

Røde fingre eller de små grå.

2008-09-10T11:21:00.000+02:00

Det er onsdag.. Der skulle vaskes! Vaskes tøj, vaskes gulve, vaskes op, vaskes vinduer. Om et par timer skulle der så se pænt og skuret ud i huset – og ryddeligt.
Men det er jo netop ONSDAG, og jeg har en skriveopgave om onsdagen. Nu kunne jeg blæse på den og så bare gå i gang i huset. Gøre det færdigt.
Men hvis jeg sætter lidt tryk på hjernen og får den til at opfinde nye sammenhænge med gamle ord, så har jeg sat noget nyt i verden. Mit – MIT produkt vil så være levende her. Jeg har skabt noget, har tilføjet livet noget. Jeg kan gemme det og finde det frem senere.
Jeg har været igennem en skabelsesproces. – Er en SKABER.
Den skabelsesproces har omformet visse brikker i skallen min nu.
Og om evnen er til det eller ej, så er den proces mere livgivende end rengøringen. Så den vælger jeg.

Den er også sjovere, og jeg ved, at der er nogen, der vil læse den.

Men så må jeg jo gå ud fra, at rengøringsprocessen på en eller anden måde alligevel kan blive udført. Ellers kan jeg jo ikke skabe.

Jeg kan lide mine sko

2008-09-02T23:51:00.005+02:00

Jeg kan godt lide sko. Jeg har 2 par træsko, 3 par sportssko, 2 par sandaler, et par støvler og 3 par vinterstøvler. Jeg har masser af hjemmesko, så der også er til mine gæster. Og så har jeg 10 par almindelige sko – hvad kalder man dem? 7 par er sorte, 3 par i brune nuancer. De fleste er hyttesko – altså uden snører. Jeg kan bedst lidt sorte sko uden snører.
De fleste af mine sko er købt til nedsat pris. Men nogle gange kommer jeg til at købe et par billige sorte hyttesko i et supermarked. De er ikke så gode.
For det meste bruger jeg det samme par sko indtil de SKAL pudses. Derefter tager jeg fat på det næste par, og det næste og det næste… Indtil at jeg er nødt til at pudse alle mine sko.
På en pudsedag stiller jeg alle min sko op parvis. Børster dem rene, smører dem alle ind – og børster dem indtil de skinner. Det tager en times tid. Når de alle er flotte stiller jeg dem pænt på plads. Alle. Mine. Sko. Og så står jeg og kigger lidt og smiler og glæder mig til at have et par af dem på.

To i et hus.

2008-08-26T14:58:00.000+02:00

Vi var til guldbryllup. Og bortset fra, at børn og børnebørn ikke var hjemmeavlede, men adopterede, og derfor adskilte sig en del fra blege danskere, ved at have en brun hud så lignede det nok guldbryllupper, som man har oplevet det før, bortset fra endnu en ting. Det foregik på en højskole.
Det betød, at der også kunne foregå andre ting i samme hus..

På et tidspunkt er der som regel lidt stilstand mellem taler og sange, og man trænger til at lufte sig. Det gjorde jeg, og jeg sneg mig ind til en anden ”fest”, nemlig til den jazzkoncert, der også var.
Uden for rummet her var der et mylder at tomme flasker, og der var åbent ind til salen. 4, 5, 6 dygtige jazzmusikere spillede. Her sad folk i grupper og snakkede, nogle stod for sig selv og lyttede intenst til musikken. Der var mumlen og jubelråb og klirren med flasker. Det var næsten et slags deja vu fra for længe siden.
Lige som guldbrylluppet var.
Men der va en forskel. Der var ikke tæt af cigaretrøg, som for 30-40 år siden – nogen at stederne.

Jeg glæder mig

2008-08-19T19:49:00.002+02:00

Siden forsommeren har min nabo og jeg været i gang med projekt ”vend taget, så regnvandet bliver ledt væk i stedet for at ødelægge vores huse”.
Før vi kunne få tag på skulle naboen lige have sit udhus væk og jeg skulle have væltet et par mure. Så skulle der graves ud til sokkel – også lige til naboens nye garage. Der skulle mures en ny meget høj fælles mur, samt nogle mure til naboens garage.
Taget er lagt på nu. Rygningen skal bare lige af igen og på igen. Og de udhængsbrædder jeg malede i ferien skal sømmes op. Og murene skal pudses. Og naboen skal have muret garagefacade. Og jeg skal have en indre mur væltet og bygget op… og alt muligt andet.
Der har været plads til at passe haven en lille smule, men den er i det store hele groet til. Jeg har dog besluttet mig for ikke at være ked af det. Jeg husker i stedet mig selv på, hvor glad jeg bliver hver gang jeg får styr på et hjørne – og så glæder mig over de MANGE glæder, der ligger forude.

Sommerferien slut!

2008-08-13T11:03:00.000+02:00

Sommerferien tilbragte vi i vores nye lille sommerhus i Skellet. Vores nærmeste besøgte os der og enten boede der eller var der til hygge og mad. En del har været med til at dele vores glæde over det lille hus. Ellers har vi daset i en anden verden end den, vi plejer at være i. Vi har været en lille smule salige over det uforpligtende liv og det store lys lige ind i huset. Men så skulle vi til og hjem igen, og det blev en brat ændring.

Bent kunne pludselig ikke sidde eller stå for smerter i hoften, og vi blev nødt til at tilkalde Falck. Pilekrogen blev invaderet af tre Falckbiler. Lægen fandt stærkt forhøjet blodsukker og ikke mere. Alle var meget venlige og fik Bent til sygehuset.

Sent på eftermiddagen kom han hjem uden smerter men med en opfordring om at komme igen om 14 dage.

Slet ikke noget glædeligt at fortælle?
Jo – at vi har børn og svigerbørn, som straks var til hjælp. Stor hjælp. Så glædes man midt i bekymringerne. Og bliver taknemmelige over deres vilje og selvstændighed..

Gør nu ikke noget jeg kunne have fundet på

2008-08-06T19:03:00.001+02:00

De sidste par i folkeskolen var jeg med i LOE, og en gang om måneden til møde i Kbh. Efter møderne tog jeg hen til min bedstemor på Rahbeks Alle. Nogle gange kom jeg sent hjem og én gang kom jeg meget sent hjem.

Jeg havde taget en taxi og blev sat af for enden af gaden. Da jeg steg ud, var der nogle spændende unge mennesker, der overtog taxien. Jeg blev inviteret med og syntes det lød meget spændende. Efter et besøg på en grillbar kørte vi til lejlighed i nærheden af min bedstemor.

Oppe i lejligheden indså jeg, at det var FOR spændende. Mine værter opførte sig meget voldsomt. Kastede med plader og inventar, drak øl og spyttede på gulvet. Et par kopulerede foran os andre.

Jeg var så bange, at jeg ikke turde gå, men da jeg så mit snit til det styrtede jeg ned på gaden uden min taske og mit tørklæde. En mand var ude for at lufte sin hund. Han fik fat i mine ting og jeg traskede slukøret – men lettet – hjem til en meget bekymret bedstemor.

Nogle gange er jeg meget urolig for mine egne små.

Stille morgener

2008-07-30T09:28:00.002+02:00

Jeg stod op for et kvarter siden. Børstede tænder, vaskede mig nødtørftigt, og stod klar klokken halv seks ved cyklen. Alt i yderste stilhed, for Bent og Snoopy sov, og Snoopy skulle nødigt høre, at jeg skulle af sted, for så ville den med
Vejret var aldeles stille, og solen trængte sig på. Den kastede et brændende hvidt skin på Limfjorden, så man på vejen knap kunne se frem for sig for det stærke lys.
Jeg kører ad Aalborgvej, som er stribet af skygger fra træerne. Jeg drejer ned ad Skelhuse, hvor de mere fine sommerhuse stuver sig sammen. Fine huse, fine haver og udsigt til fjorden. Der er ikke en sjæl og ikke en bil. Selv fuglene sover nu. Alt er ro.
Jeg når ned til Ellis og Børges hus – og vender og kører tilbage igen. På hjemvejen bliver jeg ikke blændet af solen og dens skær, og jeg kan nyde det mere.
Klokken 7 dukker den første bil op, samtidig med, at jeg drejer ned til vores hus, stiller cyklen og lister ind i huset, hvor Bent og Snoopy stadig sover. Ligesom de andre morgener.

Ham gror der ikke mos på.

2008-07-21T20:55:00.005+02:00

Først boede han 9 mdr. inde i Lisa. Så boede han et år på Oddesundvej. Lisa fik job med tjenestebolig (45 m²), så han flyttede til Bælum et år. Efter et år havde Lisa sparet op til udbetaling på et hus i Sdr. Tranders – her boede han i to år. Først et år på et lille værelse for sig selv – så et år på et større værelse sammen med Sarah. For så havde Lisa sparet op til et større og bedre hus på Spergelvej i Klarup. Her fik han et ”dobbeltværelse”. Huset var et ”skilsmissehus”, så efter 2 år flyttede han igen. Samtidig med at han startede i børnehaveklassen fik han 2 nye adresser: Klarupvej og Olymposvej. Det blev efterhånden til kun en adresse, men efter kun 4 år i Klarup flyttede han til Ritavej. Her nåede han i løbet af 7 år at bo på 3-4 forskellige værelser, før hans forældre igen måtte bo hver for sig – for at kunne blive sammen. Mathias flyttede på Charlottehøj. Først 1½ år et sted og indtil videre ½ år det andet sted. Søndag blev han 18 og flytter nok snart - hjemmefra.

Hundehømhøm

2008-07-15T19:45:00.000+02:00

Henne på hjørnet på Pilevej bor en lille bitte hund. I relation til den er Snoopy temmelig stor. Men den lille sorte krøllede kan gø hidsigt med en koloraturs stemmes styrke. Denne ”stemme”, som indtages i stillesiddende stilling på bagbenene, afføder først en venlig interesse hos Snoopy, som prøver at komme ind til den, men som, da det mislykkes, kvitterer med en lort lige foran hundes mors affaldsspand. Som skudt op af jorden, står omtalte mor i sin have og råber ord til mig. Venlige var de ikke, men jeg kunne ikke forstå andet, end at hun havde trådt i en sådan henne ved sin skraldespand før, og det var ikke morsomt.

Det lykkedes mig efter gentagne forsøg at sige at jeg kom tilbage til den formastelige genstand og hentede den.

”JA GØR DET” – råbte hun pludselig

Dagen efter var jeg forsynet med plasticpose hjemmefra, hvis uheldet igen skulle være ude. Det var det, men i en andens have. En ny lille dame dukkede op i haven overfor denne og råbte også en hel masse om at jeg skulle fjerne lorten. Jeg sagde, at jeg kom tilbage. Det troede hun ikke på. Og jeg viste hende min pose og gik videre. Da jeg kom tilbage, gjorde jeg rent efter Snoopy. Hun forsvandt fra haven, hun ville ikke tale med mig.

Jeg løftede den fyldte pose højt over hovedet og svingede den frem og tilbage og gik forbi haven.

Jeg ville ikke risikere, at hun ville tro, at jeg ikke holdt ord.

Old news

2008-07-09T08:05:00.000+02:00

Lisa og jeg har kendt hinanden i 20 år. Vi har været gift i 19. Mathias bliver snart 18 år. Sarah er med hastige skridt på vej imod 17 – den skarpe unge dame springer lige et par år over.

I går hilste jeg på et par gråhårede gamle mænd, der kravlede rundt på et tag – begge lidt yngre end mig. Det var også i går, at Sarah fortalte at hun havde lidt svært ved at identificere sig med hovedpersonen i ”1984”, fordi han var ”en gammel mand på over 40”. Fantasiløse pigebarn.

Mathias siger ”hva så, gamle far”.

Jeg synes da ikke at jeg er så gammel. Mit hoved fungerer og jeg overraskes stadig over alt det, jeg kan narre min krop til. Derimod synes jeg at der er flere og flere voksne og næsten voksne, der er meget meget unge. De forstår ingenting om noget som helst og ved ikke, hvordan man skal opføre sig. De er naive og uvidende og tror, at de ved alt.

Men ret skal være ret. Jeg er ikke så ung, som jeg har været. Det er jeg heldigvis også for gammel til.

Nye kartofler

2008-07-01T05:04:00.000+02:00

Vores børn har efterladt os i det danske land. Alle er de ude at rejse. Bundgaard-Svenssons i Amerika og Bundgaard - Nielsens i Tyrkiet. Vi skal ikke så meget som se til deres katte, det gør naboerne. Helt unyttige er vi.
Jeg går inde i huset og hører Bent råbe: ”Ingrid”. Jeg råber ”ja”.
– kom lige her. -
– hvor er her? –
– Her –
– Hvor her -?
Vi er lidt tunghøre begge to, så det er om at sikre sig, så man ikke går forgæves. –
- herude – herude i haven

Jeg finder ham på en stol ved et bord på terrassen. På bordet ligger i lige række syv nyopgravede kartofler, prioriteret efter størrelse.
De første nye kartofler i sommer. Vi har set efter dem næsten hver dag. Set dem spire, vokse og sætte blomst. Dem skal vi have i dag til frokost med marineret sild til. Det elsker vi begge to.
Jeg roser ham for hans kartofler og glæder mig sammen med ham.
Hvor er det godt at kunne glæde sig sammen.

Jeg kommer netop til at tænke på den bog jeg lige har læst, der hedder: ”Når bare vi har hinanden.”

11,36 i snit

2008-06-24T13:41:00.005+02:00

9 12’ere, 1 10’er og 1 7’er.
Lagt sammen og delt med 11.
11,36.

Vores datter er færdig med folkeskolen. Et år i børnehaveklasse og så 8 år mere. Noget var godt og noget var skidt. De sidste par år har været gode skoleår. Det vidste sig at være fornuftigt med et skole- og klasseskift. Fagligt engagerede lærere, kombineret med klassekammerater, der stilede mod at lære så meget som muligt, var den medicin hun trængte til.

”De flittige elevers fest” – som nogen kalder eksamen – er netop overstået. Vores datter klarede sig som det fremgår – ikke så ringe endda. Hendes ”snit” er 0,06 bedre end storebrors. Selvom hendes gå-i-skole-gener er gode, og selvom kravene til at opnå topkarakter efter sigende er sænket, så er jeg alligevel stolt som en pave og vil i denne blog undlade at skælde ud over skolens favorisering af de bogligt stærke.

”Godt nok” har ikke været nok for vores datter. Det skulle være godt. Det afspejler sig i karaktererne. Klog unge, vores datter. Med kønne øjne.

Projekt

2008-06-17T21:42:00.000+02:00

At købe sommerhus er ikke en enkelt sag for en bestemt ejer. Der tænkes tanker om det ene og det andet. Der projekteres!
Som nu den Weber-grill, der var nødvendig at skaffe sig. Mest ganske vist for at indfri ønsket om at lære at grille mad så det risler en ned ad ryggen at spise det. Et ønske der har stået på i nogle år.
Det er et projekt, det bevidner købet af grillen, køb af redskaber til den og køb af bøger om fremgangsmåden.
I Høstemark og i Pilekrogen ligger disse bøger nu i bunker.
Om morgenen, når jeg ser. at han er vågen, lukker jeg øjnene lidt og samler mig til at høre om noget af det, der tumler rundt i hans hoved.

Han er ved at lave ude-køkken, der skal væreFliser; og nogle kasser, hvori der skal plantes flerårige krydderurter. Det skal bygges der ved krogen. For det giver mulighed for madlavning uden, at nogen kan generes af røgen fra grillen. Vinkler og mål er nøje regnet ud. Der skal være vand og bord…..

Det er et godt projekt. Vi har fået smagsprøver!

Uvant arbejde

2008-06-10T21:55:00.001+02:00

Regnvand fra mit udhus løb ned på naboens udhus. Og vandet fra naboens udhus løb ned på bagsiden af mit udhus. Vandet fra vore udhuse kunne ikke komme videre, så væggene blev mere og mere usunde. Naboens udhus var efterhånden så skadet, at naboen at valgte at rive det ned, før det faldt af sig selv. Jeg kunne nøjes med at rive min bagvæg ned. Heldigvis har naboen adgang til store arbejdsmaskiner, så meget af det tunge var knapt så tungt.
Med eksperters hjælp har vi gravet ud til sokkel, bygget sokkelforskalling, muret, sat stilladser op og muret mere, og der skal mures mere endnu, pillet tagplader af, skrællet tagpap af, flået brædder op og endelig fået bredt presenninger ud – lige inden regnen. På fredag begynder håndværkerne på taget og efter sigende kan vi holde rejsegilde fredag.
Så skal der i øvrigt mures mere, ryddes op på grunden, støbes gulv og pudses vægge og ryddes mere op.
Heldigvis er jeg nødt til at tage på arbejde en gang i mellem, så min krop kan hvile lidt indimellem.

2. juni 2008

2008-06-03T20:59:00.000+02:00

Mellem køkkenafdelingen og stuen er en lille halvmur, der adskiller rummene fra hinanden,
Står man ved køkkenvasken ser man ind i stuen, hvor fjernsynet står i det fjerne hjørne.
Vinduer og dør for enden af stuen åbner for adgang til terrassen, hvorfra man så kan styre blikket videre til den lille hytte ude i haven, som blokerer for videre udsyn.
I stueafdelingen sidder Jens Oluf. På terrassen sidder de fire voksne børnebørn: Maria, Kristinna, Sarah og Mathias, og bedstefar sidder sammen med dem. På plænen ligger Lisa på sit medbragte tæppe.
Bedstemor er i køkkenet, hvorfra hun har kontakt til alle, der er i huset, og der høres stilfærdig snak og latter på terrassen. Langt længere væk høres trafik, som måske understreger den fine stilhed på pletten, hvor de er.

Solen står lavt, og vi skal have grillpølser på ”Weber”en.
Der er sat en lille stol foran døren til hytten, og Jens Oluf er begyndt at bære store sten hen til at kante huset. Det pynter.

Det er den første dag i vores nye sommerhus.

Underligt

2008-05-27T23:27:00.001+02:00

Jeg sidder nederst i min have – på naturbænken ved naturbordet. Jeg har et lille aftenbål ved min venstre side og min hvide kat ved min højre. Kl. er halv elleve. Jeg har lige talt med min kone. Hun har fået nyt arbejde og er glad.

Solen er gået ned bag bakkeøen, men jeg kan stadig ane havens liv.

Det bedste er: I efteråret lagde jeg 24 tulipanløg i mit runde bed – de er nu på nær én afblomstrede – og inde i cirklen lagde jeg en masse kastanjer. Jeg er vild med at se dem bryde jordens overflade. Når den hvidgrønne stængel deler sig i to og bliver til de første to femfingrede blade. Der er kommet 6 stk. op og alligevel har jeg været lidt skuffet, for jeg lagde også at ægte kastanjer og de kom jo ikke.

NU er de kommet og de gør helt anderledes end hestekastanjerne! Der er kommet to og de ligner små mennesker, der står og spreder armene ud og nyder solen. En lang hals med ”hår” på og to arme med fingre, der spredes mere og mere.
Sikket mysterium, sikket under. Det sker mens jeg kigger.

Flyvetur

2008-05-21T09:47:00.001+02:00

Flyveren er på vej til København. Middagssolen breder sig over landet, som
ser velordnet ud fra denne vinkel, hvor lys og skygge tegner skarpe omrids af markerne. Det ville være oplagt at fotografere det og bruge billedet til et puslespil.

Der er ikke nogen bevægelser at se dernede, - der er kun bilerne, der kører på vejene.
Så det hele virker nærmest statisk, bortset fra det sorte insekt, (- eller er det et lille fartøj?), som iler af sted over vandet.
Jeg læser videre i avisen, men kan dog ikke holde øjnene fra tingesten dernede. Underligt – for det efterlader sig ingen spor på dets bane. Det kløver ikke vandet og forårsager intet skum.

Omsider falder tiøren. Det er jo mig og min flyvemaskine, der flintrer af sted. Vi er fanget i et skyggespil på vandet, og det billede fanger helt min interesse. Så også det at iagttage skyggen ændre størrelse, alt efter hvor højt vi flyver, må jeg nu følge.

Til sidst aftegnes mig og min flyvemaskine i fuld størrelse, og vi forsvinder ind i os selv.

Håbets årstid

2008-05-14T07:05:00.003+02:00

De høje træer på kanten af bakkenøen, der ligger 150 meter vest for min have, har fået nye blade på, og står nu lysegrønne og næsten lette.

Jeg tror, der sidder en fugl i hvert et træ. Det lyder i hvert sådan. Særligt om morgenen, når de små fugle byder lyset goddag. Før traktorer, gravkøer og biler overtager lydbilledet.

Jeg kan stadig se nogle af de stammer og grene, der har stået i tydelig silhuet i mange måneder, men snart vil de være væk i blade, og det lette vil forsvinde så kun de udgåede elmes grå grene kan skelnes i de tunge sommergrønne nuancer.

Men lige fortæller det lysegrønne - og fuglene - at det sovende og døde skal vågne og leve.

Hvad han planted i kærlighed, det vokste i herlighed...

2008-05-07T11:04:00.001+02:00

Vi har så travlt, vi med have. Nu er sommeren i hælene på os, efter at vi har haft en lang travl vinter.
En magisk kraft har givet os ekstra mod til at gøre ting.
Hvordan vi pludselig har tid, kræfter og overskud til at plante, så, lægge frø og vande, kan være en gåde. Men glæden ved det har vi, og vi bruger ikke så mange tanker på hverdags irritationer. Vi er mere fysisk trætte på en måde der giver ømme muskler, men også en vished om, hvorfor de er ømme.
En sund udmattethed, der fylder kroppen velbehageligt. Helt anderledes end den mere anspændte træthed efter stillesiddende arbejde. Men den ene eller anden slags, - det er opløftende en gang imellem at se med egne øjne, at et arbejde er gjort, og at det ligger klar til, at overlade resten til vorherres vilje, hvad vi begyndte, - nemlig til at vokse og gro.

Sikken et samarbejde mellem jord og menneske.

Så kom sommeren da

2008-04-29T21:47:00.002+02:00

Så er den afleveret. Opgaven. Det sidste komma er sat i opgaven, der nu har generet mig i et par måneder. Den er trykt i 4 eksemplarer, har fået en forside og huller i ryggen, og er samlet i en samlemappe. En kollega afleverer den i morgen inden middag.

Den er ikke ret god, opgaven, lever ikke op til de krav, jeg aldrig helt forstod. Men den er færdig og der er lidt om samfund og globalisering, lidt om vejledning og lidt om hvordan jeg ser på det hele.

Jeg ser det vist for meget nedefra, skulle vist nok se det hele mere oppefra. Faktisk skulle jeg vist endda se det hele fra et punkt lige ovenover ovenfra – fra metaplan. Det skulle være så godt.

Jeg har besluttet mig for, at jeg aldrig mere (hej far) bruger så meget energi på at skrive noget, som jeg ikke har lyst til at skrive. Aldrig, aldrig, aldrig. Jeg vil kunne stå inde for det jeg skriver og jeg vil kunne se ideen.

Om et par uger skal jeg forsvare min opgave. Jeg har sat uret til at ringe dagen før og først da ser jeg på den igen.

plantetid

2008-04-23T10:57:00.000+02:00

Det er snart sommer, men det bedste af sommeren er lige nu. Klar himmel, frisk
stille blæst. Alle de gamle krukker er kommet ud, de trænger til en omgang med børste og klud. Én krukke af gangen, en plante af gangen. Gigten tvinger en til at tænke én af gangen. Simpelthed for at holde ud.
Det er nogle lykkedage, disse her, hvor vi prikker hul på sommeren, inden fluerne kommer og generer os.

Denne her dejlige slags lykkefølelse vi modtager fra jorden. - Nu skal vi til at glæde os og se jorden blive levende med planterne.
Trækasser udgør sammen med krukker vores plantebede, det er rart og overskueligt, - og til at holde rent, vil jeg tro. Vi skal have duft og smag på terrassen, for vi skal satse lidt på krydderurterne.

Men de to sidste dage, hvor solen har skinnet har vi ikke været hjemme og det blev ikke til noget i haven. Sådan noget stress er gift for havearbejde - og for det at skrive en blog. Ikke alene er der tidspres, men koncentrationen ryger en tur. Ja som man kan se her.

At give slip

2008-04-16T08:35:00.003+02:00

Børnene er ikke børn mere: Maria skal konfirmeres, Sarah og Kristinna skal i gymnasiet, Mathias snakker om at flytte hjemmefra. De er ungdom nu og taler et sprog jeg ikke forstår. Suk. Sarah hører mit suk og trøster mig med, at der stadig er nevøerne Malthe og Oliver på 5 og 2½. Dem kan jeg jo tale med.

Jeg klipper mine øjenbryn, og håret på ørerne og i næsen.

De ved jo ingenting om, hvordan det er. Vi har ikke lært dem nok. Vi har ikke forberedt dem ordentligt på livets udfordringer. Der skal jo også fejes fortov og skraldespanden skal ud og mælken i køleskabet, hvor tror de den kommer fra? Der er også altid noget, der skal betales i går.

Jeg er nødt til at smøre mine knæ og mine albuer med fugtighedscreme.

De kan nogle ting, som jeg ikke kan. Nogle af tingene har jeg aldrig kunnet. De kan ”mærke” den tid vi lever i, på en helt anden måde en jeg kan.

Ude i min have står en hyld, jeg plantede sidste år. Jeg vandede den og holdt området fri for ukrudt. I år springer den ud – helt af sig selv.