Nye kartofler

Vores børn har efterladt os i det danske land. Alle er de ude at rejse. Bundgaard-Svenssons i Amerika og Bundgaard - Nielsens i Tyrkiet. Vi skal ikke så meget som se til deres katte, det gør naboerne. Helt unyttige er vi.
Jeg går inde i huset og hører Bent råbe: ”Ingrid”. Jeg råber ”ja”.
– kom lige her. -
– hvor er her? –
– Her –
– Hvor her -?
Vi er lidt tunghøre begge to, så det er om at sikre sig, så man ikke går forgæves. –
- herude – herude i haven


Jeg finder ham på en stol ved et bord på terrassen. På bordet ligger i lige række syv nyopgravede kartofler, prioriteret efter størrelse.
De første nye kartofler i sommer. Vi har set efter dem næsten hver dag. Set dem spire, vokse og sætte blomst. Dem skal vi have i dag til frokost med marineret sild til. Det elsker vi begge to.
Jeg roser ham for hans kartofler og glæder mig sammen med ham.
Hvor er det godt at kunne glæde sig sammen.

Jeg kommer netop til at tænke på den bog jeg lige har læst, der hedder: ”Når bare vi har hinanden.”