P-pladskultur

Trænger man til lidt kommunikation med andre, kan man
tage til byen og parkere.
Med lidt god vilje vil jeg tro, at det altid vil være nemt
at komme i kontakt med en eller flere.
Følgende to episoder var jeg dog ikke selv herre over:

Første:
Jeg parkerede bilen og skulle til i fred og ro at forlade p-pladsen,
da freden blev brudt af en dame, som med smøg i hånd,
sprang ud af sin bil bag mig og råbte, at jeg havde taget
hendes plads. Hun brugte uskønne
ord på mig og sluttede med at sige,
at hun godt kendte min type.
Tjah! – jeg gik min vej.

Anden:
Senere på samme parkeringsplads ventede jeg
på plads, da en venlig dame
kom og viste mig, hvor der blev ledigt.
Men der var kommet en bil før mig,
som jeg lod komme til.

For jeg er en ordentlig kone.

Imens kom en mand hen og udtrykte beklagelse over,
at jeg skulle vente så længe.
- og en anden mand dukkede op, smilede og
pegede ned i hjørnet.
hvor der ville blive plads.

Med en rar fornemmelse forlod jeg denne gang stedet.
Benovet over al den venlighed.