sort som kul

Jeg er ikke bange i mørke, når jeg er alene hjemme. Det har jeg altid kunnet
sige.
Men forleden dag ved midnatstid, da jeg var alene med Snoopy, gik
elektriciteten.
Jeg sad på sengekanten, da det blev helt mørkt. Jeg ventede, - men lyset
blev væk. Mørket omklamrede mig. Uden for vinduet var det lige så buldrende
og tyst.
Noget bevægede sig dog på vejen med et meget svagt lys, men det forstærkede
uhyggen. For der fulgte ingen lyde med.
Jeg famlede mig ud til køkkenet og fandt en lygte, gik gennem gangen ud i
fyrrummet, videre ud i galleriet til butikken, hvor fejlrelæet er.
Det var slået fra, og jeg kunne ikke slå det til igen.
Tilbage til entreen, hvor jeg åbnede døren på klem. Hvordan ovre hos naboen?
Også aldeles mørkt og stille.

Det var en klaustrofobisk fornemmelse.

Jeg listede ind i seng, og Snoopy kom og lagde sig tæt ind til mig. Den var
en stor trøst, for sagen var nu, indså jeg, at jeg ikke længere kunne
prale med ikke at have været bange for at være alene hjemme i mørke.