Tal som trøst

Jeg er glad for tal og talrækker.

Jeg har mest respekt for 1-tallet, uden det var de andre ikke. Men ellers holder jeg af alle tælletallene. Jeg synes, jeg kan huske glæden, da jeg første gang oplevede, at de kunne deles i to familier; de lige og de ulige. De lige kunne deles, de var delelige. De andre ikke. Senere oplevede jeg jo at det kunne de jo, i hvert fald nogen af dem. Bare ikke med 2. Da de halve dukkede op kunne pludselig alle tallene halveres, og var stadig pæne. Jeg lærte at de kunne fordobles. En blev til to og to til fire, 2 i n'te. Den lille tabel. Kvadrattallene, x i anden. Efterfulgt af x i n'te.

Det var stort at møde trekantstallene, 1, 1+2, 1+2+3,… og fakultet 1, 1·2, 1·2·3,… og fibotallene opkaldt efter Fibonacci: 1, 1, 2, 3, 5, 8,… I en klasse for sig selv er primtallene, svære at få styr på. Men uundværlige, når de andre skal parteres.

Når hovedet er fyldt til randen af tårefremkaldende selvmodsigelser eller lignende tyer jeg til mine tal.