den der lyver.....

Ligeså meget, som man som barn kan holde af sine nærmeste, lige så meget kan man lade sig skuffe og blive ulykkelig.
Min onkel skuffede mig hårdt.

Jeg havde gjort noget jeg ikke måtte, jeg tror at jeg havde løjet over for min mor, og den løgn ville jeg ikke tage i mig igen. Så vidt jeg husker gik der dage, hvor jeg blev plaget af min mor til at sige sandheden.
En dag sad vi på kældertrappen, og der forsøgte hun endnu engang med mig og truede mig nu med at sende bud efter politiet, hvis ikke jeg kom ud med sproget.

I mine tanker planlagde jeg en flugtrute gennem rummene i kælderen, gennem døren og ud i haven. Her ville jeg så gå i dækning i lindetræerne, hvis politiet kom.
Mor gik op.

Det ringede på døren, og mor råbte til mig, at det var politiet. Jeg listede op ad trappen, og så skyggen af en sortklædt mand i gangdøren.
Jeg styrtede til døren i kælderen, den var låst, men jeg fandt en anden måde at slippe ud på, jeg husker ikke hvordan, da mor råbte efter mig, at det ikke var politiet, men min onkel, der var kommet. Han havde taget sort tøj på for at ligne politiet.
.
Jeg glemmer aldrig, hvor bange jeg var. Og så længe jeg var barn, lærte jeg ikke at forstå de voksne for det, de gjorde ved mig den dag.