Man kan altid male en grøn plet.
Så er jeg startet på 3. modul af vejlederuddannelsen: Vejledning og samfund. En bog på litteraturlisten er skrevet sociologen Zygmunt Bauman, født 1927 i Polen. Titlen er ”Globalisering” og blev udgivet i 1998. 10 år gammel og ny for mig. En lille bog på 120 sider, skrevet i et sprog, jeg næsten kan forstå. Alligevel har jeg været en uge om at læse den. Den sætter så meget gang i tankerne, at jeg ikke læser det jeg læser.
Bauman får malet verden i så skarpe konturer og i så grelle farver at det næsten ikke er til at holde ud. Han fortæller om elitens voksende magt over verdens udvikling, om elitens voksende afstand og manglende forståelse for alle vi andre. Han fortæller, at den udvikling, der i gang, ikke engang kan stoppes af regeringer for nationalstater, fordi kapital ikke længere er bundet til steder. Han giver ikke en gang et bud på, hvordan vi kan kæmpe imod uretfærdighederne.
Jeg bliver mismodig.
Men kommer heldigvis i tanke om, at man kan starte med at gøre sin egen plet grøn.
Bauman får malet verden i så skarpe konturer og i så grelle farver at det næsten ikke er til at holde ud. Han fortæller om elitens voksende magt over verdens udvikling, om elitens voksende afstand og manglende forståelse for alle vi andre. Han fortæller, at den udvikling, der i gang, ikke engang kan stoppes af regeringer for nationalstater, fordi kapital ikke længere er bundet til steder. Han giver ikke en gang et bud på, hvordan vi kan kæmpe imod uretfærdighederne.
Jeg bliver mismodig.
Men kommer heldigvis i tanke om, at man kan starte med at gøre sin egen plet grøn.
posted by Jens Oluf at 23:36
1 Comments:
Ja det kan man heldigvis, og det er man nødt til. Det har nu også altid været almindeligt at bruge at male verden i de grelle farver uden at åbne en luge til lidt lysere farver.
Men jeg kunne godt tænke mig at læse denne Bauman, som du beskriver ham.
Send en kommentar
<< Home