Hundehømhøm

Henne på hjørnet på Pilevej bor en lille bitte hund. I relation til den er Snoopy temmelig stor. Men den lille sorte krøllede kan gø hidsigt med en koloraturs stemmes styrke. Denne ”stemme”, som indtages i stillesiddende stilling på bagbenene, afføder først en venlig interesse hos Snoopy, som prøver at komme ind til den, men som, da det mislykkes, kvitterer med en lort lige foran hundes mors affaldsspand. Som skudt op af jorden, står omtalte mor i sin have og råber ord til mig. Venlige var de ikke, men jeg kunne ikke forstå andet, end at hun havde trådt i en sådan henne ved sin skraldespand før, og det var ikke morsomt.

Det lykkedes mig efter gentagne forsøg at sige at jeg kom tilbage til den formastelige genstand og hentede den.

”JA GØR DET” – råbte hun pludselig

Dagen efter var jeg forsynet med plasticpose hjemmefra, hvis uheldet igen skulle være ude. Det var det, men i en andens have. En ny lille dame dukkede op i haven overfor denne og råbte også en hel masse om at jeg skulle fjerne lorten. Jeg sagde, at jeg kom tilbage. Det troede hun ikke på. Og jeg viste hende min pose og gik videre. Da jeg kom tilbage, gjorde jeg rent efter Snoopy. Hun forsvandt fra haven, hun ville ikke tale med mig.

Jeg løftede den fyldte pose højt over hovedet og svingede den frem og tilbage og gik forbi haven.

Jeg ville ikke risikere, at hun ville tro, at jeg ikke holdt ord.