Stille morgener

Jeg stod op for et kvarter siden. Børstede tænder, vaskede mig nødtørftigt, og stod klar klokken halv seks ved cyklen. Alt i yderste stilhed, for Bent og Snoopy sov, og Snoopy skulle nødigt høre, at jeg skulle af sted, for så ville den med
Vejret var aldeles stille, og solen trængte sig på. Den kastede et brændende hvidt skin på Limfjorden, så man på vejen knap kunne se frem for sig for det stærke lys.
Jeg kører ad Aalborgvej, som er stribet af skygger fra træerne. Jeg drejer ned ad Skelhuse, hvor de mere fine sommerhuse stuver sig sammen. Fine huse, fine haver og udsigt til fjorden. Der er ikke en sjæl og ikke en bil. Selv fuglene sover nu. Alt er ro.
Jeg når ned til Ellis og Børges hus – og vender og kører tilbage igen. På hjemvejen bliver jeg ikke blændet af solen og dens skær, og jeg kan nyde det mere.
Klokken 7 dukker den første bil op, samtidig med, at jeg drejer ned til vores hus, stiller cyklen og lister ind i huset, hvor Bent og Snoopy stadig sover. Ligesom de andre morgener.