Vi har det... åh åh

Når jeg kigger bare lidt uden for landets grænser eller bare lidt tilbage i tiden, må jeg konstatere at vi (i hvert fald jeg, min familie, mine naboer, mine kolleger og folk jeg ellers kender) lever som grever og baroner. Far har ofte sagt: ”Vi har det ligeså godt som landets rigeste bønder.”, eller noget lignende.

Jeg har 8 kortærmede og 8 langærmede skjorter. I indkøbskæderne bugner hylderne af madvarer. Tomater kan jeg vælge i forskellige friske udgaver og mange konserverede udgaver. Der er brød og ost, kød og mælk og grøntsager. Alle slags mel og gryn. Øl og vin. Og alt muligt andet til at putte i munden, når jeg ikke lige sidder ved spisebordet: kager, chips og slik. Og… jeg kan vælge lige det jeg har lyst til i dag.

Jeg går i seng og jeg står op – uden at være bange. Altså bange! Jeg kan være bekymret og have svært ved at falde i søvn, hvis jeg ikke lige kan overskue det jeg skal i morgen, eller hvis der er en eller anden oplevelse, der skal bearbejdes. Jeg kan bekymre mig om familien (inklusive katten Ib), om arbejdssituationen, om huset og haven (når jeg nogensinde det hele?), om … samfundsudviklingen. Men rigtig bange – for mit liv og for morgendagen – er jeg ikke.

Selvom ikke alle har det ligeså godt som mig, og selvom vores sociale sikkerhedsnet bestemt ikke giver dem, der er afhængige af hjælp, nær mit leveniveau, er jeg alligevel glad for at leve i en tid i et land, hvor der ER hjælp.

Jeg går og føler mig… taknemmelig er så stort ord for en, som ikke har et nært forhold til en gud… heldig. Jeg har det – og har vel altid haft det – bedre end de fleste. Selvom meget måske kunne være bedre, kan jeg kun sige at jeg har det … godt!
…
Krisen gør ondt. Vi har vænnet os til at normalen er, at vi får det bedre og bedre uden at skulle arbejde mere (helst mindre). Normalen er desuden langt over normalen for resten af verden. Det har vi også vænnet os til. Så krisen gør ondt. Selvfølgelig mest på dem, der bliver direkte berørt i form af arbejdsløshed og lønnedgang. Men også på alle andre, fordi vi lade os gribe af skrækken for nedtur. Influenza-A kommer belejligt, fordi vores skræk kan rette sig mod noget konkret.
…
Måske skulle vi - nu hvor de fleste er mindst indirekte berørt af krisen - se på hvordan vi fordeler vores velfærd, så dem der møder modstand i livet, får den hjælp, vi gerne selv ville have, hvis det var os, der mødte modstanden.