Jeg har været til Pilates-gymnastik i dag. Og det blev en af de dårlige dage. Jeg har en ”fodbold” i nakken, og den spreder stramme tråde ud i skulderen og længere ned i nakken.
Så skal der noget ekstra til for ikke at ønske dagen sparket langt væk – - og så hvis man bare kunne sove.

Det er dog muligt alligevel at tænke på det trods alt dejlige liv – og skrive lidt om det.

Som nu haven i Skellet.
Fra jeg var ung pige drømte jeg om at bo i et hus med min mand. At have en have, som vi kunne være fælles om at have og fælles om at passe. Det er bare aldrig gået i opfyldelse, for vore haver har været for store og uoverskuelige til, at jeg kunne finde ud af at klare det, og Bent var ikke synderligt interesseret. Men nu har vi fået sommerhus med et overskueligt stykke have.
Nu er jeg bare blevet gammel og gigtsvag og kan ikke have en masse at være tvunget til at holde. For eksempel har jeg nægtet at medvirke i nogen form staudebede. Jeg har hørt for mange kvinder klage over at skulle luge i stauderne i tidernes løb.
Ikke desto mindre har Bent indhentet stauder til to bede og har stadig aftaler med folk om at få flere.
Han har projekter om stier, bænke og een sø – mindst.

At han gider med sådan en vrangvillig kone.
Ikke desto mindre beriger jeg nu min dag ved at gå rundt i hele haven om morgenen og nyde blomster, plæne, træer og indretning fra alle hjørner af plænen. Jeg dvæler ved blomsterne og deres tegninger. Har glemt dem, siden jeg lærte dem at kende som barn og nu genoptager jeg mine barndoms store oplevelser.
Og ser ud over den kønne have.

Jeg er fuld af undren.
Jeg nyder altså den have. Med stauder og det hele.
Og så skyder vi bekymringer til side.
Indtil videre klarer Bent det meste med en enorm vilje og overskud.