Det regner stille i min have.

(Forsinkelse uden forklaring)

Efter en uge i det – for en dansker – helt vildt varme Rom, hvor det kun en enkelt morgen er befriende overskyet og kun enkelt dag lufter lidt, er det skønt at være hjemme i det danske vekslende vejr.

Vekslende og vekslende. Kun hukommelsen minder mig om at det ikke altid er mindst overskyet her. For regnen veksler faktisk mest med overskyet. Skønt er det nu alligevel.

I de få relativt tørre perioder har jeg fået havens ukrudt ned i et næsten acceptabelt niveau, slået græsset og aflivet et par hundrede snegle. Det er til at holde ud at gå rundt i haven igen. Det er i hvert fald skønt at sidde ude under halvtaget med en kop kaffe, en smøg og en avis.

Ugen i Rom var fantastisk. Varmen, bygningsværkerne, trafikken, menneskenes rytme, støjen.

Alt sammen så anderledes end Gudumholm. Jeg ved jo hvor spændende, inspirerende og dragende Rom har virket – og virker – på kunstnere og forfattere og jetset, men jeg vil altså ikke bytte roen her ud for larmen der.

Men alligevel: Sidste gang vi var i Italien udtalte jeg noget lignende dette: ”Hvis italienerne vil mig noget, skal de være velkomne til at opsøge mig – i Danmark.”
Netop hjemkommet fra den store by, er det meget svært at sige: ”Der skal jeg ikke til igen.”