Parisertoast på Rådhuspladsen

I København sad jeg på Rådhuspladsen og nød
en parisertoast og et glas øl;
Københavns puls;
vejret;
menneskers vandring efter noget.
Jeg fik samme fornemmelse, som da jeg for nylig var i
Det nye Teater. Fornemmelsen af at høre helt til.
Byen forlod jeg som 18-årig og savner den ikke, men jeg bliver nu ramt af en slags kærlighed. Ikke på grund af minderne, men på grund af
fortroligheden med pulsen, rytmen.

I Jylland har jeg boet flere steder,
Mest fremmed er jeg nok forblevet der, hvor jeg nu har været
i en menneskealder, på landet i en mindre provinsby.
Stedet er blevet en del af mig, men ikke indbyggerne.
Her træder jeg i karakter på grund af forskellen på mig og de andre.

Det faktum plejer tilflyttere normalt at beklage, men jeg har også
anset det for at være lidt af et privilegium.
Det har givet en slags selvbevidsthed, som måske har været årsag til, at jeg
ikke er gået for meget op i, hvad folk tænkte om mig.

Selv om jeg holder af de fleste og har meget stor respekt for mange.

lillefisk