En forsinket blog.
Det er første gang, det er sket!
I sidste uge talte jeg med min mor i telefonen om tirsdagen. Hendes stemme lød som lungebetændelse, brækket ben og depression. Før jeg viste det mindste tegn på medfølelse, mindede jeg hende om, at hun havde en opgave at løse inden onsdag – og inden hun kunne lade sig indlægge. ”Bloggen skal ud!” Nu er det torsdag i denne uge. Min uge! Og der var ingen blog i går. Dette er en forsinket blog!
Nogen kunne finde på at sige, at det jo ikke er en katastrofe. Der sker så meget virkeligt voldsomt omkring os. Men da det i morges gik op for mig, at jeg havde glemt det, var det altså lidt ubehageligt. Jeg kunne mærke mine kinder blusse. I mere end 2 år har vi været i gang. Bloggen er blevet af mine holdepunkter. Og så havde jeg glemt det…
Jeg havde ikke mulighed for at skrive en blog i morges. Jeg var på vej ud af huset, så den har været med mig hele dagen som en tanke: ”Tænk at jeg kunne glemme at skrive min blog!”
Der er jo ingen, der tvinger mig til at skrive bloggen, så mine kinders rødmen kan nok bedre forklares med ærgrelse over ikke at have udnyttet chancen i tide, end med skyld over at have glemt det.
I sidste uge talte jeg med min mor i telefonen om tirsdagen. Hendes stemme lød som lungebetændelse, brækket ben og depression. Før jeg viste det mindste tegn på medfølelse, mindede jeg hende om, at hun havde en opgave at løse inden onsdag – og inden hun kunne lade sig indlægge. ”Bloggen skal ud!” Nu er det torsdag i denne uge. Min uge! Og der var ingen blog i går. Dette er en forsinket blog!
Nogen kunne finde på at sige, at det jo ikke er en katastrofe. Der sker så meget virkeligt voldsomt omkring os. Men da det i morges gik op for mig, at jeg havde glemt det, var det altså lidt ubehageligt. Jeg kunne mærke mine kinder blusse. I mere end 2 år har vi været i gang. Bloggen er blevet af mine holdepunkter. Og så havde jeg glemt det…
Jeg havde ikke mulighed for at skrive en blog i morges. Jeg var på vej ud af huset, så den har været med mig hele dagen som en tanke: ”Tænk at jeg kunne glemme at skrive min blog!”
Der er jo ingen, der tvinger mig til at skrive bloggen, så mine kinders rødmen kan nok bedre forklares med ærgrelse over ikke at have udnyttet chancen i tide, end med skyld over at have glemt det.
posted by Jens Oluf at 20:11
2 Comments:
I torsdags, dagen efter onsdag kom jeg til at tænke på, at det var blogdag om onsdagen, og jeg havde helt glemt at se efter, hvad der kunne stå på min blog. Og torsdagen gik, og Jens ringede og fortalte, at han havde glemt .. glemt! at skrive blog. Først nu mange timer efter ser jeg så efter om der skulle være nogle ord.
Det var der, og det var dejligt, at bloggen alligevel ikke var helt glemt på trods af julen, håndværkere, nye TV apparater, ny computere, besøg af mænd der skulle få det til af fungere og jul, jul, jul, jul, jul og mad og mad og mad og mad og mad - og gaver og gaver og gaver og gaver.
så er det flot, at der nu er både skrevet og læst en blog. God jul.
Det har på mange måder væreet en underlig jul. Der har ikke været rp over den. Måske derfor glemte du din blog. Den SKAL jo være der.
Det faste punkt i ugen, som vi er nogle, der ser frem til. Hvad vil de nu skrive om? Vedkommer det mig? Får jeg igen noget at vide om min søn og hustru, som jefg ikke vidste. Eller bliver noget UD-videt.
Jeg glæder mig til jeres blog. Godt NYTÅR begge to.
Send en kommentar
<< Home