Af og til læser jeg digte.

Jeg tager et digt, læser det igennem og tænker som regel "nå". Så læser jeg det en gang til og opdager måske nogle ords betydning og sammenhæng bedre. Er det svært, kan det hjælpe at lære det udenad. Jo mere jeg kender digtet, des bedre.
Jeg holder mig til de letlæselige digte, for det er ikke nemt for mig at tyde et digt.

I en bog læste jeg digtet: Guldsmede:

Guldsmedene jager i solpasset,
septembers sidste varme.
I glimt, flimrende forbi
mod en himmel af glas
eller ubevægeligt gnistrende,
som små elektriske stave.
……………
Ordene bombarderede min visuelle hukommelse, så jeg efterhånden fik et
billede, der viste guldsmedene i en lys passage i naturen, som digteren
kalder solpasset, og jeg så dem i luften lyse som elektriske gnister. Den
glasklare himmel som baggrund.

Sådan ser jeg guldsmeden, dens dans og dens gebet for mig fra nu af. Et levende billede. Det kan godt give mig et lille kick at udbygge iagttagelsen på den måde. Jeg kan synes, at sproget kan gøre magiske ting.