onsdag, december 10, 2008

Dobbeltliv.

I de sidste 10 dage har jeg levet i to verdener.

Jeg står op om morgenen, tager mine tibetanere og spiser morgenmad, som jeg plejer. Passer mit arbejde, tager hjem og bygger værksted. Jeg er sammen med min familie og jeg deltager i andet socialt. Udadtil er det som det skal være.

Virkeligheden ser anderledes ud. Hver gang jeg kan se mit snit til det er jeg sammen med nonner og munke, daglejere, fæstere, forpagtere og forvaltere. Jeg er sammen med håndværkere og bygmestre. Sammen med købmænd og andre handlende. Jeg er sammen med væbnere, riddere og jarler. Jeg er sammen med kroværter og letlevende kvinder. Tyve og fredløse.

Bogen ligger og lokker, når jeg vågner. Er nødt til at have den med på potten. Tager den med til havregrynene og med i skuret til kaffe og morgensmøg. Tager lige en smøg mere. Når jeg kommer hjem fra arbejde skal jeg jo i værkstedet, men jeg tager lige en kop kaffe og 10 sider. Aftensmaden laver jeg mens jeg rejser rundet i 1300-tallet. Og når jeg har fået mit bad er det direkte i læsestilling.

Jeg ved godt at der er gadekampe i Grækenland og at der en eller anden, der har svindlet for millioner. Men det kan ikke rigtig hidse mig op. Det er mere spændende om de gode nu overlever den sorte død, om det er skurken eller helten, der får opgaven med at bygge den nye bro.

Der er kun 100 sider tilbage og jeg kæmper en kamp med mig selv. Skal jeg læse hurtigt for at se, hvad der sker, eller skal jeg læse langsomt for at kunne leve mit dobbeltliv lidt længere?

2 Comments:

Anonymous Anonym said...

HJens!
Det var godt vi fik afskaffet 1000-ords reglen.

Herefter skal man ikke klage over, at man ikke når noget på en dag, så må man jo bare droppe Grækenland f.eks.
kh.mor

onsdag, 10 december, 2008  
Anonymous Anonym said...

Nemlig. Der giver en lidt større bevægelsesfrihed. Hvad du jo så også opdagede sidst du skrev.
:-)ens

onsdag, 10 december, 2008  

Send en kommentar

<< Home