Jeg glæder mig til jul

De kører rundt i baghovedet altid. Jeg justerer mit billede af verden efter, hvor jeg tror de er i verden. Hvad de er i gang med. Selvom jeg ikke har aftaler med dem, eller planer om at se dem i dag, så er de der. Jeg har et – sikkert forkert – billede af hvor de er. Og kan se dem der.

Nogle gange kører de rundt foran i hovedet. Og jeg ser nuet igennem et filter af dem. Jeg er ikke ordentlig til stede. Jeg er ved dem. Lisa, Mathias og Sarah.

Lige for tiden er det Mathias, som kravler ind i alt hvad jeg tænker. Barndom, nutid, fremtid. Glæder, sorger og potentielle glæder og sorger. Hvordan skal det gå ham uden os alle sammen ved hånden? Hvordan skal det gå os uden ham lige ved hånden?

Han flytter. Vores allesammens Mathias flytter til Sjælland. På kollegium. Hvor han skal bo. Altså bo. Spise, sove, vaske sig, læse datalogi. Og han skal selv stå for det hele. Han skal selv købe ind, lave mad, vaske tøj, gøre rent… og … alt muligt. Uden os. Husker han at købe toiletpapir?

Han kan jo godt. Det ved jeg jo godt. Han kan endda rigtig godt. Men hvad så, når der er et eller andet han ikke kan? Kan han så alligevel?

Han er rejst. Selvom han ikke skal starte på studiet før 1. september, så er han rejst. Selvom han ikke har et kollegieværelse før 1. september, så er han rejst. Der er nemlig alt muligt start-sjov på universitetet, som han skal være med til. Jeg håber, det bliver sjovt.

Han rejste i går kl. 7. Med tog. Lisa kørte ham og hans pakkenelliker til toget. Og så kørte han. Væk. Til et andet liv. Uden os. Uden mig. Og han kommer sikkert aldrig hjem mere. Altså hjem til os. Hans hjem er jo der, hvor han bor.

… Vi ser ham snart alligevel. Og 10 dage! Vi skal over til ham med møbler og tøj. Jeg tror han stadig kan kende os. Snakker hans sjællandsk nu? Vil han være tålmodig med os jyder? Kommer han hjem til jul?

Jeg tror han kommer hjem til jul.