Kristinna B

Det er en af de sidste dage i skolernes sommerferie. Bent og jeg spiser morgenmad, som er opvarmede, frosne rundstykker, da Kristinna ringer, at  hun klar til at jeg kan hente hende, når ellers bedstefar er sat af ved sommerhuset engang.

Kristinna er den ene af vores børnebørn. Vores skønne børnebørn.

 

Jeg skal i teater med Bent i København og skal se lidt pæn ud. Jeg er ikke glad for den proces at skulle købe tøj. Så Bent foreslog at pigerne gik med mig.

Det ville de gerne, men jeg var ikke så vildt begejstret. Jeg forestillede mig en bytur med et par sprælske piger, som jeg skulle tale fra at købe det, de synes.

Men jeg ville jo gerne være sammen med dem, så kunne jeg tage derind selv en anden dag.

Så jeg sagde tak.

 

Kun Kristinna kunne, så det blev os alene.

 

- Nå men det var vores dag sammen. Jeg kom fra.

Kristinna er en fin og slank og blid lille kvinde -16 - år. Hun er altså så gammel, at man med en vis sikkerhed kan håbe, at hun bliver så sød så sød som hun tegner til.

Vi havde aftalt, at vi ville være sammen en hel dag uden at blive forstyrret af nogen. Vi skulle hygge og tegne og bare gøre hvad vi havde lyst til.

Det var fint i hvert fald for mig, fordi jeg blev undervist i et computerprogram, som Kristinna havde.

Vi fik ikke tegnet sådan som vi vist havde regnet med. I det hele taget havde vi måske sat forventningerne højt.

Men nu ikke mine. Jeg vil ikke glemme den dag, fordi jeg mærkede, hvor utroligt skønt det er med et barnebarn man har kærlighed og tillid til. Iagttage hendes udvikling og fine væremåde og hendes forstand. Lytte på gode råd af den unge pige. Det er slet ikke dumt. Føle at man hører sammen med hende.

DET ER SLET IKKE DUMT.

 

Og tøjet forleden. I den første forretning fandt hun straks noget tøj jeg skulle prøve. Det gjorde jeg. Det var pænt, men jeg synes vi skulle prøve andre forretninger også. Det kunne jeg have undgået, Kristinna have taget den bedste med det samme.

Så da hun lige havde lært mig at bruge en genbrugsforretning og vi havde fået noget at spise igen., hentede vi den, gik til en skrædder og fik bestilt at få lavet nogle rettelser på tøjet.

 

Ikke alene  havde hun bedre forstand på det end mig selv, men hun var også så sød.

 

Hvor kan man være dum – ikke at have optaget helt, at barnet var sådan en voksen sød pige.