Blomster på graven

Det var mors fødselsdag i går. Hun ville være blevet 79.
Det var iskoldt i går. Der var ikke andre på kirkegården. Anne-Mette og Maria havde netop været forbi med nogle løg, da jeg kom. Jeg havde en flot buket med til mor fra Inge-Lis - og en mindre med tulipaner fra os til dem alle sammen. Ingrid, Bent, Gerda og Mortensen.
Da jeg havde lagt buketterne, sang jeg den vi jo synger. Alle tre vers. Med nogenlunde klar røst. Det var ikke smukt, men det var der. Og så jeg dem for mig mens jeg sang. Gerda, det fine lille menneske, det til tider skrøbelige menneske. Med hvidt hår og et lidt sørgmodigt udtryk, men med et skævt smil og et lurende glimt i øjet. Jens Christian Mortensen, med cerut og rød næse og et æble han skræller med sin lommekniv. Bent Bundgaard med aktive hænder og krop for enden af bordet i en sort T-shirt og forklæde. Ingrid med opmærksomme lidt hængende øjne og overlæben sådan lidt trukket ned, enten tænksom eller klar til sjov.

Det er mærkeligt. Nu ligger de der. Alle de voksne. Dem, der måtte lægge øre til såvel mine bekymringer, som mine ideer og mine dagligdags småting.