Faster Ries begravelse

Min onkel, Poul Aage, var enebarn og hold meget af sin mor.
Hun var en myndig stor kvinde med karakter i ansigtet og stramt opsat hår.
Da hun døde var vi mange, der sørgede, men især min onkel.

Dagen før hendes begravelse, var det trykket stemning i hjemmet.
Det var næsten ikke til at holde ud.
Min onkel afskyede begravelser, og nu gjaldt det hans elskede mor.
Mor, moster Sigrid og jeg sad initiativløse i dagligstuen, og lod onkel Poul Aage være i fred på hans kontor.
Men pludselig gik døren op, og han kom forsigtigt ind, iført begravelsesskrudet: sort tøj, hat, handsker og med salmebog, og sagde:

”Er der her, der er begravelse” -
- og efter et kort øjeblik var vi alle fire pludselig iført sørgetøjet, og vi gik rundt og hilste på usynlige personer og hinanden.

Vi græd lidt og holdt taler og så på os selv i spejlet.

Og opløste af grin og med mavesmerter af samme grund, kom tøjet senere tilbage på bøjlerne.
Vi gik udmattede og opstemte i seng, rustet til at klare morgendagens strabadser.