Kulturkamp

Jeg har haft bogen ”365 digte” stående i reolen nogle år. En stor orange ting. Købt med henblik på at blive kulturelt beriget i små bidder ved at læse et digt om dagen.

Efter nogle dage uden erkendt berigelse, slog jeg febrilsk op tilfældige steder i bogen for at finde noget, der lignede noget, jeg ville kunne forstå. Og jeg blev arrig. Jeg måtte være dum. Fordi jeg ikke forstod eller fordi jeg havde købt noget som INGEN ville kunne forstå. Bogen kom i reolen.

Nu er den fremme igen. Først som godnatlæsning for Lisa. Inden Lisa faldt i søvn nåede vi flere omgange grin, når et digt var slut og vi intet havde forstået. Siden for mig selv. Nu skal den bog læses.

Og der er faktisk digte, hvor jeg kan være med. Tove Ditlevsens triste digte. Onkel Dannys billeder. Der er også andre! Men de fleste såkaldte digte forstår jeg simpelthen intet af.

Jeg må konkludere at lyrikere primært skriver til sig selv – måske som terapi. Sekundært skriver de til andre lyrikere. Og af og til skriver de til mig.