Stære, stære, stære

Vi var en busfuld, der kørte rundt i marsken for at finde stære. Lederen af safarien forklarede, at stærene ikke samler sig det samme sted hver aften. Vi blev sat af i nærheden af et af de gamle diger.

40 mand iført støvler, og med kikkert og puder i bagagen blev ført hen til udsigtsposten. Vi blev bedt om at sætte os et stykke nede af diget, så vore silhuetter ikke var for tydelige. Vi skulle slå blitzen fra på vore kameraer. Det ville øge sandsynligheden for at stærene ville flyve vores vej.

Og så begyndte showet. Vest for os var en flok stære samlet. Fra nord og syd og øst kom mindre grupper flyvende for at slutte sig til flokken, der efter safarilederens vurdering nærmede sig 150.000 fugle.

Flokken var som én organisme. Nogle gange lignede den en kugle. Nogle gange var den trukket ud til en cigar. Og nogle gange foldede fladen af fugle sig, så det for øjet blev til spændende figurer.

Da flokken slog sig ned, var det også som om vi andre landede.


Igen, igen, igen.