Mou kirkes restaurering

Mou kirke er omsider blevet restaureret. Først og fremmest var kirken blevet smuk, ja helt tilfredsstillende. Og menighedsrådet, håndværkere og kunstner fik fine ord i talen fra biskoppen. Samarbejdet har været vanskeligt flere gange, og der måtte aftales strategier for at vi kunne få vores ideer igennem. Så det var værd fremhæve det.

Og så var der oplevelserne på dagen, de var mange.
Særligt skal de uforglemmelige nævnes, men uforglemmelige, set med mine øjne selvfølgelig.
Jeg gik til nadver uden Bent, han havde forrettet sit. Det kunne jeg ikke forstå, men en glæde var det, da jeg gik op, at få et glad lille smil fra Steen Thomsen, som var med i præstekjole og i processionen. Og en glæde var det også at få et smil fra Maja Lisa Engelhardt.
Det er nemlig en smuk kirke hun fik udfærdiget. Og hun er selv en betagende kvinde. Peter Brandes, hendes mand, var også med.

Egensekoret sang, og hvor vi sang. Vores dirigent var tydelig tilfreds. Og der var megen ros til os fra tilhørerne bagefter.

Ja så var der de mere almindelige uforglemmelige ting, som talen fra biskoppen, formanden for menighedsrådet, formanden for restaureringsudvalget holdt.
Midt under talerne ”mødtes” Rigmor, den forrige menighedsrådsformand og jeg vist nok hinanden fra hver sin ende at salen. Det var nemlig os og ikke Jørgen Heuchendorff, der vedtog, at vi skulle bede Maja Lisa tage opgaven. Men det vil kun vi vide.

Om eftermiddagen skete for så vidt de dejligste ting. Jens Oluf kom og Lisa og hendes far og mor.
Dejligt at få nogen af ens egne at dele det med.
Midt under en prædiken blev kirkerummet overdænget med lys og lysvirkninger.
Sollys fra vinduet, lys fra de levende lys og lys fra de nypudsede lysestager og lysekroner og elektriske lys..

Alle lysene blandede sig til et ordnet væld af lysvirkninger i kirkerummet. Hører man til de romantiske, kunne man sige, at nu tog Gud bolig iblandt os.

Hvorom alting er – det blev dagens højdepunkt for mig.