Balance i tingene. Return to sender.
Vi har lavet forskellige billeder af det. Det der med at få balance i de store ting. Skærsilden er et meget godt sted at opnå balance. I skærsilden straffes man for sine synder. Der bringes balance i tingene.
Jeg forestiller mig nogle gange, at alt det, jeg har smidt ud af vinduet i bilen, når jeg kommer drønende, pludselig vil ramme mig på en gang, så jeg ikke kan se noget ud af forruden... Jeg får altid det billede på nethinden, når jeg er på vej til at smide noget ud af vinduet. Men ville det ikke være en fin måde at opretholde en balance i tingene: det du har smidt ud af vinduet, får du tilbage lige i hovedet... en dag... vi siger ikke hvilken... det skal komme som en overraskelse.
Da jeg som nyudklækket lærer skulle deltage i den årlige generalforsamling, så jeg at der deltog en hel del af de lærere, som jeg selv havde haft i folkeskolen. Mest af høflighed - men nok også for at blære mig lidt med at jeg var blevet lærer - gik jeg over til dem i pausen for at hilse. De hilste også pænt og spurgte til, hvad jeg syntes om lærerjobbet. Jeg svarede - mest af høflighed - at så let syntes jeg nu ikke det var, der er nogle af elever, som ikke er til at styre. Og så sagde de - ikke helt uden skadefryd - at det havde jeg rigtig godt af. Jeg tror ikke at jeg altid var nem i folkeskolen.
Så vidt jeg husker, smækkede jeg flere gange døren til mit barndomshjem i, råbende: "... og jeg kommer aldrig hjem mere!" Da jeg råbte det mere end en gang, har jeg jo også været nødt til at æde min ord. Udover at være et deeejligt barn, var jeg også vist også et besværligt barn. Et barn, der gav mine forældre grå hår i hovedet. Jeg tror ikke at jeg fandt ungdomsårene specielt lette og morsomme, selvom jeg også kan erindre gode ting. Mine forældre har nok heller ikke fundet mine søgende ungdomsår specielt morsomme: "Hvad skal det da blive til den dreng?" Jeg tror at de var lettede, da jeg endelig færdiggjorde en uddannelse: HF og de holdt vejret i de 4 år det tog, at få papir på at jeg må undervise andre folks børn. Nu er det mig der holder vejret og mit hår der grånes.
Jeg forestiller mig nogle gange, at alt det, jeg har smidt ud af vinduet i bilen, når jeg kommer drønende, pludselig vil ramme mig på en gang, så jeg ikke kan se noget ud af forruden... Jeg får altid det billede på nethinden, når jeg er på vej til at smide noget ud af vinduet. Men ville det ikke være en fin måde at opretholde en balance i tingene: det du har smidt ud af vinduet, får du tilbage lige i hovedet... en dag... vi siger ikke hvilken... det skal komme som en overraskelse.
Da jeg som nyudklækket lærer skulle deltage i den årlige generalforsamling, så jeg at der deltog en hel del af de lærere, som jeg selv havde haft i folkeskolen. Mest af høflighed - men nok også for at blære mig lidt med at jeg var blevet lærer - gik jeg over til dem i pausen for at hilse. De hilste også pænt og spurgte til, hvad jeg syntes om lærerjobbet. Jeg svarede - mest af høflighed - at så let syntes jeg nu ikke det var, der er nogle af elever, som ikke er til at styre. Og så sagde de - ikke helt uden skadefryd - at det havde jeg rigtig godt af. Jeg tror ikke at jeg altid var nem i folkeskolen.
Så vidt jeg husker, smækkede jeg flere gange døren til mit barndomshjem i, råbende: "... og jeg kommer aldrig hjem mere!" Da jeg råbte det mere end en gang, har jeg jo også været nødt til at æde min ord. Udover at være et deeejligt barn, var jeg også vist også et besværligt barn. Et barn, der gav mine forældre grå hår i hovedet. Jeg tror ikke at jeg fandt ungdomsårene specielt lette og morsomme, selvom jeg også kan erindre gode ting. Mine forældre har nok heller ikke fundet mine søgende ungdomsår specielt morsomme: "Hvad skal det da blive til den dreng?" Jeg tror at de var lettede, da jeg endelig færdiggjorde en uddannelse: HF og de holdt vejret i de 4 år det tog, at få papir på at jeg må undervise andre folks børn. Nu er det mig der holder vejret og mit hår der grånes.

1 Comments:
Og vi siger ikke, at det har du rigtig godt af, for vi lever jo med i bekymringerne med dig også.
Håber ikke at dit skræmmebillede med vinduesruden holder stik, for så bliver der meget at frygte.
Hyggelig beskrivelse af din ungdom - nu. Og tænk du kørte af sted med hele dit bohave på en anhænger.
Men det var vist, da du skulle være soldat.
Send en kommentar
<< Home