Om forladelse

I dag er det 2 måneder siden mor døde. Der er flere mulige omskrivninger for det samme. Sovet stille ind. Fået fred. Gået bort. Forladt os.

Ingrid har forladt os. Vi kan ikke tage ud og besøge hende i hendes stuer med hendes bøger og ting og få en snak med hende. Eller sidde og være tavse sammen. Vi kan ikke ringe til hende og fortælle noget - eller spørge om hun mangler noget. Vi skal ikke forvente at få svar, hvis vi skriver til hende. Hverken via e-mail eller med rigtig post.

Alligevel har hun ikke helt forladt os. Hun er meget med i det vi foretager os. Jeg tænke ofte: "Det skal jeg huske at fortælle mor",  og kommer i det samme i tanke om, at det behøver jeg ikke huske. Hun har ikke helt forladt os, hun er med når jeg får øje på en ting som hun har lavet, eller en ting som plejede at stå i hendes hjem. Hun er med, når jeg ser en sort kat. Hun er med, når jeg skriver sammen med Inge-Lis. Hun er i det hele taget med, når jeg skriver.  Hun er også ofte med, når jeg tager Sarahs uldsokker på inden jeg går i seng. Hun var med i morges, da jeg konstaterede at det var den 28.

Min bedstemor, Gerda, er også ofte med. Fx når en due sidder lige udenfor vinduet eller på en særligt observerende måde i et træ i nærheden, ved jeg jo at Gerda stadig er her. Jeg kan også fornemme, at Ingrid følger med, selvom vi kan tale i telefon med hende.