At give slip

Børnene er ikke børn mere: Maria skal konfirmeres, Sarah og Kristinna skal i gymnasiet, Mathias snakker om at flytte hjemmefra. De er ungdom nu og taler et sprog jeg ikke forstår. Suk. Sarah hører mit suk og trøster mig med, at der stadig er nevøerne Malthe og Oliver på 5 og 2½. Dem kan jeg jo tale med.

Jeg klipper mine øjenbryn, og håret på ørerne og i næsen.

De ved jo ingenting om, hvordan det er. Vi har ikke lært dem nok. Vi har ikke forberedt dem ordentligt på livets udfordringer. Der skal jo også fejes fortov og skraldespanden skal ud og mælken i køleskabet, hvor tror de den kommer fra? Der er også altid noget, der skal betales i går.

Jeg er nødt til at smøre mine knæ og mine albuer med fugtighedscreme.

De kan nogle ting, som jeg ikke kan. Nogle af tingene har jeg aldrig kunnet. De kan ”mærke” den tid vi lever i, på en helt anden måde en jeg kan.

Ude i min have står en hyld, jeg plantede sidste år. Jeg vandede den og holdt området fri for ukrudt. I år springer den ud – helt af sig selv.