cykling

Det er mange måneder siden, jeg sidst sad på en cykel. Det er vist en jammer nu at se mig komme op på den og finde balancen. Jeg har ikke tid til at se på fugle og sådan noget, når jeg kører. Det tager koncentrationen fra cyklen.
Jeg står forsigtigt af, når jeg observerer noget motoriseret i mit farvand, uden at tabe balancen eller hænge fast med jakken i sadlen.
Christian min nabo har studeret mig. ”Du er ikke ret sikker på den cykel”, siger han. Og jeg modsiger ham ikke. ”Du skal køre lige over vejen hernede og køre videre af grusvejen, der er ingen biler og vejen er fin og glat”.

Det gjorde jeg så i går. Men der kom fem biler imod mig, jeg stod af hver gang, og der var ret mange huller i vejen. Det gjorde nu ikke så meget, for jeg kunne stå og nyde naturen, mens jeg ventede på fri adgang. Værst var det at komme op og ned af kræet.

Men jeg er fortrøstningsfuld, for jeg er sikker på, at jeg nok skal blive trænet op, så jeg kan suse med stort velvære derudaf igen.