Fest i Nordvest
I går holdt vi den sidste fest i den lejlighed jeg har boet i de sidste fire år. Det var også den mindste; vi fik hver to gæster. Det første gang jeg har kendt alle til en fest herhjemme, og det var virkelig hyggeligt at se hinandens venner igen.
Tidligt på aftenen kom og gik to fra den originale besætning i lejligheden. De havde været ude og se fodbold i Brønshøj. Én af dem er blevet far, og den anden er flyttet i vegetarkollektiv med fire maddage om ugen, og er stoppet med at ryge. Store forandringer.
Nu skal én af os flytte ind til søerne og bo alene. Én flytter sammen med sin kæreste, og jeg flytter sammen med Amalie. Vi glæder os stadig, og jeg er spændt.
Mens jeg har boet her har jeg slået rod. Jeg har fået fast grund under fødderne i København og har lært at føle mig hjemme. Men jeg tænker også meget på alle tingene. Alle flyttekasserne og møblerne. Hvis “home is where your hat is”, er det så fordi den hat ikke sådan lige er til at tage med, at du er nødt til at blive? Det er selvfølgelig rart at have en masse sager når man gerne vil bruge dem, men når jeg skal kigge på alle mine kasser drømmer jeg om at putte de ti vigtige ting i en rygsæk og blive landevejsridder. Selvom det kunne være skønt hvis alting stadig var der, når jeg blev træt af vejene.

0 Comments:
Send en kommentar
<< Home