Det der med spændende ord der fanger
Vi skal jo til Italien til sommer, så nu læser jeg jo om Napoli, Palermo, Milano. Om mad, kultur, historie, samfund. Men læser også skønlitteratur, ser film, hører musik. Og hører skønlitteratur. I en bog af Ginarico Carofiglio, Begrundet Mistanke, krimi med en anderledes forsvarsadvokat taler fortælleren om sit besøg i boghandel, der kun er åben om natten fordi ejeren kun kan sove om dagen.
I denne boghandel bladrer han i forskellige bøger, og i en af dem støder han på ordet manumission. Der fortælles om forskellige betydninger af ordet, herunder en betydning der handler om at manumission finder sted, når en forfatter angriber et allerede kendt ord/begreb og skiller det ad, piller det fra hinanden, arbejder med det - for at forstå betydningen af det, før han sætter det sammen igen og benytter det med større forståelse, og at den vej bringer nyt liv til ordet. Det syntes jeg selvfølgelig lød helt vildt spændende, inspirerende. Det kan derfor godt være, at min begejstring og hukommelse arbejder sammen om at fortolke lidt.
I hvert fald er det ikke den betydning, der dukker op når jeg googler det. Her er manumission et ord for den handling det er at sætte en slave fri. Ordets oprindelse (latin sæføli) i to bidder, manu/manus (hånd, kontrol) og mittere (slippe, release, let go, ..)
Der kan jo nok i latinens hjemland være flere betydninger af ordet, det kan være svært at oversætte. Men i hvert fald er det et spændende begreb, det der med at sætte et ord fri til at få en ny eller nypudset betydning. Vi skal ikke finde os i at folk laver om på ords betydninger, så det bliver manipulerende "nysprog". På den anden side skal vi også give plads til at slidte og glemte ord bliver pudset af og får en renæssance.
Han siger noget andet, som jeg synes er sjovt skråstreg genkendeligt: En farve findes ikke, hvis ikke man har et navn for den. I den forbindelse: Skal I have hvid og knækhvid over det hele?
I denne boghandel bladrer han i forskellige bøger, og i en af dem støder han på ordet manumission. Der fortælles om forskellige betydninger af ordet, herunder en betydning der handler om at manumission finder sted, når en forfatter angriber et allerede kendt ord/begreb og skiller det ad, piller det fra hinanden, arbejder med det - for at forstå betydningen af det, før han sætter det sammen igen og benytter det med større forståelse, og at den vej bringer nyt liv til ordet. Det syntes jeg selvfølgelig lød helt vildt spændende, inspirerende. Det kan derfor godt være, at min begejstring og hukommelse arbejder sammen om at fortolke lidt.
I hvert fald er det ikke den betydning, der dukker op når jeg googler det. Her er manumission et ord for den handling det er at sætte en slave fri. Ordets oprindelse (latin sæføli) i to bidder, manu/manus (hånd, kontrol) og mittere (slippe, release, let go, ..)
Der kan jo nok i latinens hjemland være flere betydninger af ordet, det kan være svært at oversætte. Men i hvert fald er det et spændende begreb, det der med at sætte et ord fri til at få en ny eller nypudset betydning. Vi skal ikke finde os i at folk laver om på ords betydninger, så det bliver manipulerende "nysprog". På den anden side skal vi også give plads til at slidte og glemte ord bliver pudset af og får en renæssance.
Han siger noget andet, som jeg synes er sjovt skråstreg genkendeligt: En farve findes ikke, hvis ikke man har et navn for den. I den forbindelse: Skal I have hvid og knækhvid over det hele?
posted by Jens Oluf at 14:58
1 Comments:
Jeg kommer i tanke om noget om farver, jeg er blevet undervist i i sprogvidenskab. Jeg kan ikke finde det nøjagtige minde, men det baserer sig på et studie fra 70erne som ville kortlægge forskellige sprogs grader af farvedifferentiering.
Det sjove er jo at farvernes bølgelængder er den samme i det meste af verden, men sprogfællesskaber har forskellig behov eller interesse for at kunne udtrykke sig i enkeltord om det.
Det minder jeg så om myten om de 27 ord for sne. Peter Høegs Smilla beskriver det så dejligt, jeg skal se om jeg kan finde stedet en af dagene. Sagen er den, at inuitter har enkeltord for sneens tekstur, som andre sprog skal bruge mere ord for at forklare. Ikke særlig mærkeligt.
Og så foretrækker vi hvid, men er blevet gjort opmærksomme på at man normalt vælger en nuance af hvid til kanter og lister. Så vi må se om vi kan opfinde en præference en af dagene. Kram!
Send en kommentar
<< Home