Det man husker

Lisa er optaget af at få styr på vores billeder. De billeder, som hun ikke allerede har styr på. Billeder fra de første år i vores og børnenes fælles liv har hun styr på. Men nu skal der ordentligt styr på det, så de digitale billeder skal findes og sorteres og ordnes - og i et vist omfang udskrives.
Lisa har en fest - og jeg er inviteret med. Jeg synes ikke at det er så sjovt, for jeg synes jo at vi har det godt som det er. Vi har valgt hinanden til for jeg ved ikke for hvilken gang. Vi har indset, at vi ligeså godt kan glæde os over hinanden og over Lisa særheder. Og jeg er træt af at blive mindet om, at vores familie var nødt til at gå fra hinanden hele tiden. Om årsagerne, om forvirringerne, om de ramte børn. Om alt det jeg gerne ville have gjort anderledes. I forhold til min Lisa, især i forhold til mine Sarah og Mathias.

Men det har vist sig at være en god øvelse. Jeg har fået flyttet nogle ting tilbage på plads. Vi var også en glad familie, der oplevede sjove ting og havde det godt sammen det meste af tiden. Lisa, Mathias og Sarah ser jo godt ud, sunde ud. Selv jeg ser jo fornuftig ud på nogle af de billeder, jeg af og til dukker op på.

Vi har været til fødselsdage, juleaftner, konfirmationer, dimissioner og andre mærkedage. Vi har været på sommerferier og til skolefester og på udflugter. Besøgt vores forskellige adresser. Set vores katte - og en midlertidig hund. Billeder af folk, der ikke er mere.

Nu ligger de fleste digitale billeder på vores computere. Og i kopi på den transportable harddisk. Vi har vist stadig nogle liggende i skyen. Og nu kan jeg - hvis jeg bliver lidt trist - se billeder. I stedet for at blive trist af at se på billeder.

forstør lige, hvis du kan