melankoli

Jeg sad i haven og koncentrerede mig om, hvad mine sanser modtog af indtryk. Snoopy sad, så jeg kunne klø den på højre ben.

Jeg nød solen og den "lune" vind. Ude fra ”junglen” lød vinden ikke lun. Den gav associationer til havet og lød som havets bølger mod kysten, skiftende mellem rolige bølgeslag og voldsomt larmende drøn mod stranden. Det blæste meget og uroligt derude.

Snoopy havde ubemærket skiftet siddestilling, sådan at jeg nu kløede det venstre ben.

Fuglesangen var en intens sanseoplevelse. Jeg blev klar over, at jeg kunne skelne adskillige fuglestemmer fra hinanden. Og jeg kunne sortere de fugle fra, som jeg kendte navnene på.
Det slog mig, at jeg ikke kun hørte dem som en entydig koncert fra luften, som jeg plejer.

Måske er det et kendetegn ved melankolikeren: man begraver sig i tænksomhed og lader det sansede være ”baggrundsmusik” uden aktivt at lytte med og udelukke alt andet.

Findes der melankolikere blandt ornitologer?

Pludselig kløede jeg Snoopy - på ryggen!

lillefisk