Træting

Jeg tror, at jeg har været ejer af den største samling træmøbler og -hylder m.m. i dette land, - og alt er kendetegnet ved at være stort nok, kan man sige.

Inden Bent og jeg blev gift, var vores bogreoler ølkasseer. Men allerførst husker jeg, da vi skulle læse til eksamen på 24 timer. Jeg gik straks i gang med at læse for at udnytte tiden, men Bent brugte det halve af en dag til at sammentømre en liggestol med et læsebræt, som kunne svinges henover synsfeltet, mens han lå og læste.
År senere lavede Bent væg-reoler, sakaldte stige-reoler, der fulgte os mange steder hen. Aldrig skulle vi mangle noget, som Bent kunne ordne med hænderne og et stykke træ. Størrelsesforhold og water skulle være i orden, men det der med at pusle og slibe var ikke det, der blev lagt mest vægt på. Senge udfærdigede han, efterhånden som de rigtige senge gav efter for vores vægt. - Og så et par madrasser ovenpå.
Når børnene blev for store til deres børnesenge, tog Bent bestik af væggens størrelse og sømmede en seng op af den i spånplader.

I mange år havde jeg ønsket mig en solseng, sådan en med hjul, som man kunne løfte i den ene ende og køre med. Én af de her, der kostede omkring 1000,00 kroner. Han lavede en kæmpedobbeltseng, som var meget høj og så stor at vi kunne anbringe et lille telt på den. Den fyldte på terrassen. Børnebørnene synes det var herligt. Men vi skulle hjælpe dem op på den og passe på, at de ikke faldt ned igen.
En sommer bestemte Bent sig til, at nu skulle jeg have min rigtige solseng, og han lavede en anselig stor og tung enkeltseng, hvor en tredjedel af brædderne blev anbragt sådan at man kunne løfte dem til et hovedgærde. Sidste år tror jeg han blev klar over at jeg gerne ville have en af dem, der kostede penge. For han KØBTE en til mig. Ikke for at forklejne Bents, men det var nu dejligt med en der kunne håndteres af en kvinde.
Ja så har jeg jo også i flere år ønsket mig en kasse udenfor til at lægge hynder i for natten. Det problem er klaret. Han har lavet en kasse på størrelse med et mindre drivhus, åben til den ene side og oven på det store hjemmelavede hundehus. Fibertex hænger ned foran som to gardiner for at beskytte mod blæst og regn. Det virker og er stort nok til alle vores hynder.
Sidste sommer fik vi et par anselige stole med armlæn og en ryg, der er let skråtstillet. Man sidder godt i dem. Uslebne og umalede. Da de ikke er lette at flytte med, vil vi sikkert kunne have dem i mange år.

Men sidste år byggede han også et lille udekøkken til sig og sin webergrill ude i sommerhuset.
Han tog sig god tid til det, og det passer som fod i hose. Det er rigtig pænt lavet og hyggeligt at se på. Og ikke ret stort. Og så er det blevet malet.
I dag bliver han 69 år.
I mange år endnu kan han lave træting. Og der skal nok blive brug for dem.
Det er spændende, om den nye stil vil holde, men ellers bruger vi den gamle.
Tillykke til tømrerbent.

NB: Faktisk begyndte han med peddigrør til en vugge til Jens. Den har mange børn haft glæde af.