William er død.
En tidligere kollega til mig døde under en fodboldkamp. Han tog sig til hovedet, faldt om, døde. Uventet.
En anden kollega døde af kræft efter flere års kamp med den hæslige sygdom. Hendes nære havde fulgt kampen på nært hold.
Bedstefar døde i hospitalsseng. Et lårbensbrud sendte ham ind i et medicinlandskab, og som jeg husker det var hans tid på hospitalet kortvarigt. Langt nok til at vi kunne nå at besøge ham i det ukendte landskab. Bedstefar kendte til at styrke og døve sig med øl og snaps, men medicinen sendte ham et fremmed sted hen, og den mand vi besøgte var Morten, og så alligevel ikke.
Bedstemor døde også i hospitalsseng. På hospitalet i Hobro. Københavneren fra Fyn levede sine sidste dage i Hobro. Beliggenheden gjorde, at hun var til at besøge. Når vi besøgte hende var hun tilstede. For det meste var hun til stede. Så en dag var hun væk. Lå der og var væk. Var der og var der ikke.
…
Nu er William død. Han lå der – til stede og rejst videre. Familien erkendte sammen, at livet har en ende. At William ikke er mere. At familiens ældste er gået bort. At Margits ægtemand og Vibeke og Torbens far ikke er levende mere.
Familien sang en salme og bad et Fadervor. Måtte jo forlade William. Men kunne ikke forlade hinanden. Vibeke og Poul tog alle med hjem til frokost og kaffe. Sarah og Lene kom fra arbejde. Der blev talt om døden og der blev talt om livet. Om livet efter William.
…
William var rask og rørig det meste af sit liv. Først for 4 år fik han brug for læge. Siden har han været indlagt mange gange. De sidste måneder har ikke været rigtig rare – hverken for William eller for de nærmeste. Det lange sygeforløb har været hårdt og der har været god tid til at gøre sig overvejelser om tiden efter døden.
…
Jeg bryder mig ikke om at skulle døje så længe med livet til sidst, som William har måttet. Men jeg tror godt, at jeg kunne tænke mig vide det et par måneder før. Så jeg – ligesom William – kan nå at få sagt farvel (have nogen at sige farvel til) og nå at for ryddet lidt op – i papirer og andre løse ender.
En anden kollega døde af kræft efter flere års kamp med den hæslige sygdom. Hendes nære havde fulgt kampen på nært hold.
Bedstefar døde i hospitalsseng. Et lårbensbrud sendte ham ind i et medicinlandskab, og som jeg husker det var hans tid på hospitalet kortvarigt. Langt nok til at vi kunne nå at besøge ham i det ukendte landskab. Bedstefar kendte til at styrke og døve sig med øl og snaps, men medicinen sendte ham et fremmed sted hen, og den mand vi besøgte var Morten, og så alligevel ikke.
Bedstemor døde også i hospitalsseng. På hospitalet i Hobro. Københavneren fra Fyn levede sine sidste dage i Hobro. Beliggenheden gjorde, at hun var til at besøge. Når vi besøgte hende var hun tilstede. For det meste var hun til stede. Så en dag var hun væk. Lå der og var væk. Var der og var der ikke.
…
Nu er William død. Han lå der – til stede og rejst videre. Familien erkendte sammen, at livet har en ende. At William ikke er mere. At familiens ældste er gået bort. At Margits ægtemand og Vibeke og Torbens far ikke er levende mere.
Familien sang en salme og bad et Fadervor. Måtte jo forlade William. Men kunne ikke forlade hinanden. Vibeke og Poul tog alle med hjem til frokost og kaffe. Sarah og Lene kom fra arbejde. Der blev talt om døden og der blev talt om livet. Om livet efter William.
…
William var rask og rørig det meste af sit liv. Først for 4 år fik han brug for læge. Siden har han været indlagt mange gange. De sidste måneder har ikke været rigtig rare – hverken for William eller for de nærmeste. Det lange sygeforløb har været hårdt og der har været god tid til at gøre sig overvejelser om tiden efter døden.
…
Jeg bryder mig ikke om at skulle døje så længe med livet til sidst, som William har måttet. Men jeg tror godt, at jeg kunne tænke mig vide det et par måneder før. Så jeg – ligesom William – kan nå at få sagt farvel (have nogen at sige farvel til) og nå at for ryddet lidt op – i papirer og andre løse ender.
posted by Jens Oluf at 08:54
2 Comments:
Det er sært, når nogle dør fra een.
Men det er betydningsfuldt at være flere til at følge på vej.
Det må være frygtelig ensomt, både at være en ensom døende og en ensom efterladt.
Jeg har sendt en kommentar. men den kommer ikke frem på blokken.
Men den er der, hvis du trykker ind på kommentar.
Send en kommentar
<< Home