Om at pakke kasser ud

Da Bosse døde tog vi et par ture ud til plejehjemmet for at rydde op og dele de efterladte ting imellem os i familien. Jeg fik pakket et par kasser, som jeg fik leveret af mor og far. Tak for det. Nogle af kasserne var kun bøger, men én af dem var særlig. Og den kasse har jeg ikke villet åbne.

Indtil i går. Amalie er på weekend i Jylland og jeg var alene hjemme. Jeg havde det enormt hyggeligt med at trisse rundt uden af skulle nå noget, og jeg tømte flyttekasser på livet løs. Indtil jeg kom til den særlige kasse.

Jeg kunne ikke huske hvad der var i, og i grunden var det ikke noget særligt. Nogle æsker, et tæppe, en skitseblok. Og så den kæmpe store James Joyce-bog Ulysses i nyoversættelse, som jeg gav Bosse for to år siden til jul. Jeg ved hun har læst i den, for bogmærker er flyttet, og hun har fortalt at hun har læst i den dagligt i perioder.

Vi havde aftalt, at når hun var færdig med at læse den måtte jeg låne den. Problemet er bare, at bogmærket kun sidder en fjerdedel inde i bogen, så hun blev aldrig færdig. Det gjorde mig så forfærdelig trist til mode. Selvom jeg ved at hun i de sidste timer selv syntes hun var færdig med at leve, er det bare så svært for mig at være enig. Hun nåede ikke at læse bogen færdig.

I kassen var også cd’er. Jeg har allerede fået en hel studiesamling i klassiske musikere, som jeg nok ikke får lyttet af i løbet af det næste årti. Men i den nye sending er også rockmusik og worldmusic og alt muligt blandet, og jeg kom til at tænke på Bosse som det kulturmenneske hun var. Musik, sang, litteratur, kunst. Jeg har også fået tegne- og maleudstyr i den kasse jeg ikke har turde at åbne. Jeg er allerede i tvivl om mit minde bliver forstyrret af min beundring, men jeg siger skidt pyt. Jeg har det helt fint med at idolisere mine afdøde bedsteforældre. Men jeg har det stadig ikke fint med at de er døde. 

I bedste fald så kan disse letbrugte tegnekridt og påbegyndte litterære kæmpeværker minde mig om at bruge min tid på den måde, jeg gerne vil. Jeg kunne ønske at jeg når at læse nogle af de bøger jeg gerne vil inden tiden er gået helt med at flade ud og flade ud. Men alligevel vil jeg stadig ønske at Bosse kunne tale med mig om Ulysses, når jeg en dag tør åbne den.