onsdag, juli 04, 2007

Turen gik til Norge

Jeg ligger i mine egne tanker, søvndrukken efter en kort nats søvn, og jeg
fyldes i hovedet med billeder af fjelde af mange kategorier. Nøgne,
snedækkede, med skarpe tinder og runde tinder, med træer, med græs. Truende
i deres udtryk men også venlige og levende med fosser, kildevæld og elve. I
luften færdes havfugle med en umiskendelig skarp tale, der dominerer
luftrummet. Det hele er svøbt ind i vand, og i bugterne ligger pæne byer.
Norge er storslået – ganske enkelt. Og vi spørger hinanden, om man får
temperament efter den store natur, hvis man bor der..

Jeg er ved at vågne helt. Ser ud af vinduet. Vindueskarmen er rammen om
træernes blade, der præsterer et dansende puslespil med himmelhvælvingen i
min danske have. Det knitrer svagt, og det lyder som om, der føres en
mumlende hemmelig samtale derude.
Fuglene blander sig med smuk, fuldtonet, flerstemmig morgensang.

Velkommen, synger de
At I kunne blive væk så længe.

1 Comments:

Anonymous Anonym said...

Norge har altid givet gode oplevelser. Jeg vil os derop. Jeg vil, jeg vil, jeg vil. Det bliver i sommerferien om 2 år. Dejlig, dejlig historie.

onsdag, 04 juli, 2007  

Send en kommentar

<< Home