Uoverskuelige øjeblikke

Så er jeg i gang med endnu et modul i vejlederuddannelsen: Modulet voksenvejledning. Som vanligt er jeg glad for at ”være nødt til” at læse nogle bøger, som jeg ellers ville have haft svært ved at finde tid til at læse. Jeg har det som vanlig lidt svært med undervisningen, der er af svingende kvalitet – efter min mening. Det kan være nogle lange timer, når vi møder 25 ikke lige forberedte studerende op til undervisning ved en underviser, der tilsyneladende heller ikke er voldsomt forberedt – og sikkert hellere ville have brugt tiden på noget andet.

I denne uge er det ikke engang sjovt at skulle læse. Vi skal læse et par hundrede sider af en Daniel Stern om hvordan vi får placeret ”det nuværende øjeblik” i ”den terapeutiske proces. Jeg er gået i gang, men jeg er ikke kommet ret langt. Jeg har enormt svært ved at få stoffet til at passe ind i min virkelighed. Jeg har svært ved at tage det alvorligt, når manden forklarer at han får en terapisøgende til at snakke 1½ time om det øjeblik, da hun skænkede sig en kop te samme morgen.

Jeg skal nok få læst mine sider inden torsdag kl. 9. Om ikke før, så i nat. Men indtil videre har jeg sprunget over, hver gang jeg har haft chancen. Og så forsøger jeg at forklare mig selv, at jeg ikke har haft tid. Der er jo så meget at se til: indkøb og rengøring til fredag, når mine kolleger kommer til gryderet og øl; en far, der skal have besøg; en datter, der skal køres rundt; et tag, der skal have tagpap på…

Men jeg har ikke været rigtigt bekymret, for jeg har jo hele tiden haft en plan: tirsdag ville jeg tage tidligt hjem. Aftensmaden havde jeg klar fra mandag, så det skulle jeg ikke bruge tid på. Oprydning og rengøring kunne jeg tage i læsepauserne. Indkøb og madlavning onsdag og torsdag efter arbejdstid.

Jeg satte kartoflerne over tirsdag kl. 5 og satte mig til rette i sofaen med bogen. Kl. 5 minutter over 5 ringede Poul Erik fra sin bil – jeg kunne se bilen for enden af min have – og spurgte om jeg kedede mig, for så kunne han da godt finde på noget. 10 minutter over 5 sad jeg i bilen på vej ud i verden for at pille noget stillads ned. Efter nedtagningen spiste jeg sammen med Poul Erik og Gitte.

Da jeg kom hjem kl. 8 – efter en forfærdelig masse øjeblikke – kunne jeg ikke finde motivationen til at læse videre om psykoterapi og hverdagsliv. Måske en samtale med Daniel Stern kan afsløre i hvilket øjeblik, det var, kæden hoppede af for mig.

(Jeg skal nok få læst, og det bliver jo lørdag – lørdag skal jeg slibe væggene i værkstedet – selv om jeg ikke har alting på plads til på fredag.)