Dyder og klima

I forbindelse med en opgave til universitetet har jeg læst i ophavsmanden til De Undertryktes Teaters hovedværk af samme navn. Augusto Boal. Han gennemgår det antikke filosoffers syn på teater, men fokuserer mest på Aristoteles, som arbejdede med tragedier i forbindelse med hans tanker om dydighed. Det er faktisk ret spændende. Aristoteles siger en masse ting om hvad der konstituerer en tragedie, men det fængende er, at protagonistens historie skal vække empati og frygt i tilskuerne. Det, siger Boal, betyder at protagonisten skal have nogle træk, som jeg kan genkende i mig selv, og det skal være det samme træk som tilvejebringer den oprindelige succes og den tragiske undergang. Med Ødipus som eksempel betyder det, at han bliver konge fordi han er egenrådig og stolt, men det er de samme træk som gør det umuligt for ham at indse at han har slået sin far ihjel og giftet sig med min mor. Så er tragediens opgave, at få mig til at tænke, at jeg selv nogle gange kan være stolt som Ødipus, men at jeg nok bør være lidt forsigtig.

Denne oplevelse skal i bedste fald lede til at jeg lever et dydigt liv.

Eller, jeg tror han mener dydighed. Bogen er oversat fra spansk til engelsk, og Aristoteles er vel også oversat et par gange undervejs. Men på engelsk står der altså virtue.

I hvert fald er pointen at tragedier skulle bruges politisk til at få befolkningen til at blive lykkelige, og leve i retfærdighed. Dydighed leder til den højeste form for lykke, fordi den betyder “alt med måde”.

Men så var jeg i dag til Bloom-festival og høre Tor Nørretranders tale om Immanuel Kants kategoriske imperativ, som i Nørretranders’ udlægning betyder, at mennesker i etiske dilemmaer skal tænke på, hvilken af de muligheder jeg vælger i mellem, det ville være fedest hvis alle andre også valgte under samme omstændigheder. Hans pointer handlede om klima, og han sagde, at det sjove er, at når man lever på den måde, bliver man dejligt glad og tilfreds. Fordi man træffer valg, som er med til at påvirke verden i den retning man gerne vil. 

Jeg synes det passer godt sammen. Dydigheden gør én lykkelig, fordi man gør det gode, alt med måde, og det kategoriske imperativ gør én lykkelig, fordi man gør det gode man håber andre også vil gøre. På en måde rimer det også lidt på Jesus, som siger man skal gøre mod andre, som man selv ønsker det skal gøre mod én, eller sådan noget.

Måske er den store forskel hvorfor man skal gøre det. Jeg tror Aristoteles siger, at man skal være dydig, fordi man bliver lykkelig og det er godt for samfundet. Jesus siger nok pga. kærligheden, men mener måske pga Gud. Kant siger at det er pga etikken, og Nørretranders siger at det er pga. klimaet. 

Under alle omstændigheder skal vi nok gøre vores bedste.

Augusto Boal ville reformere teatret i 1970erne, fordi magthaverne har besluttet, at der er nogen der må handle og andre der ikke må. I Boals teater må alle spille, alle handle, alle mene. Fx i det, der kaldes forumteater, hvor skuespillerne spiller en scene, og bagefter spørger publikum om der var noget de burde have gjort anderledes. På den måde skal teateret ikke lære mennesker at være dydige, men lære dem at tage stilling og handle. De skal ikke undertrykkes af andre meninger om, hvad er der er det gode liv, men skabe det selv.

Jeg synes det er spændende, alt det om dyder og etik og handlekraft. Men det er virker stadig ikke helt i mig, når jeg skal træffe mine små valg hist og pist. Det ville nok være nemmere ikke at have lyst til at spise slik eller tage flyet eller se tv, hvis ikke alle andre gjorde det.