Om at vælge sine kampe

Jeg var til demonstration i går. Demonstrationen var arrangeret som en reaktion mod organisationen Retten til Livs aktion, som de kaldte “Red en mere”. De er abortmodstandere. Nogle af dem er mine gamle venner. 

Den officielle demonstration sluttede på Axeltorv, mens Retten til Liv stod på Rådhuspladsen. Så gik den nu uofficielle demonstration de 100 meter over for at presse dem.

Normalt bliver jeg ikke gal. Jeg kan godt blive vred og sige fra, men i går var jeg rasende. Jeg råbte og buhede og skældte ud og var gal i hovedet. Jeg skulle hilse på en af mine gamle bekendte på den forkerte side, og min veninde sagde bagefter, at hun kunne se på min hud, at jeg var ophidset, selvom jeg prøvede at holde mig rolig. Jeg bliver spættet med røde pletter når jeg er nervøs - som regel til eksamen. Men nu også en lørdag eftermiddag, når jeg mødes med en gammel bekendt på gaden.

Jeg har spekuleret over hvordan jeg kunne blive så rasende. Jeg ved jo godt hvad de kristne synes om livets ukrænkelighed og at mennesket opstår ved undfangelsen og alt det der. Men jeg tror det var noget nyt for mig at stå ansigt til ansigt med dem, der virkelig gerne vil kæmpe for at gøre aborten ulovlig, selvom de ved, at kvinder får aborter alligevel. Det bliver bare farligere.

Altså stod de bare der. Og nogle af dem sang med på vores kampråb. Vi råbte “Kvinderet er lige ret”, og så sang de bare børneret i stedet for. Fordi de jo beskytter børnene. De ufødte, uønskede børn. Og de havde 3000 lyserøde og lyseblå balloner med, som skulle symbolisere ligeså mange aborter som bliver udført hvert år i København og Frederiksberg. Det synes jeg var grotesk. 

Men man skal jo som bekendt vælge sine kampe. Ofte har jeg hørt det ordsprog, når nogen vil opfordre til at man opgiver en kamp. Man skal vælge sine kampe, er du sikker på du vil vælge denne her?

Det vil jeg altså. Selvfølgelig vil jeg også give slip igen, men jeg har skrevet til Retten til Liv, at jeg ville ønske de ville fokusere på det positive istedet for det negative. I stedet for at kæmpe for forbud, så gøre det nemmere for familier der har det svært. Så kan det være det sætter håb i de kvinder, som de gerne vil lader være med at vælge abort. Jeg kan nok ikke regne med at de hører efter, det var bare rart at gøre, efter at have råbt og skreget af dem alle sammen igår. Jeg vil jo egentlig også gerne være en del af den positive forandring i verden, som jeg nok ikke tror kommer af, at man råber og skriger og peger fingre ad hinanden. 

Det underlige er, at der er en masse andre kampe, jeg også gerne ville kæmpe, men hvor modstanderen er meget mere diffus. Hvem skal jeg ringe og råbe af for at sikre de vilde bier og den grønne energi og de fordrevne Rohingaer i Yemen, eller retten til at bære burka? Næh, det er såmænd dejlig nemt når dem med den forkerte sag står lige overfor én, og man kan sige fra overfor dem. 

Selvfølgelig taler Retten til Liv ind i en meget meget større bevægelse, som forhindrer abort i hele verden, og i det hele taget undertrykker kvinder systematisk. Så den store fjende fik jeg ikke fat i. Men nogle skeletter i skabet og gammel bitterhed blev konfronteret, mens jeg var med til at sige fra overfor dem, som vil bestemme over andres kroppe.