Solsorten

For 4 år siden flyttede vi fra Elisevej. For mange kvadratmeter og ikke mindst for meget have. Det betød farvel til pærerne og duerne i hængebirken. Så boede vi et år i en lejlighed i Golfparken for at teste om jeg kunne bo i lejlighed - før vi købte en. Vi fandt ud af, at jeg havde rigtig svært ved at på i boligforening med en bestyrelse, som kunne bestemme over mig. Der var i øvrigt en lille have, som man kunne gå direkte ud i. Men altså, vi synes, at vi fandt ud af, at jeg kunne bo i lejlighed. Og købte så en lejlighed på første sal. Og alt var godt, her skulle vi bo til... til... til... indtil vi ikke skulle bo mere. Men sådan gik det ikke. Efter 2 år byttede vi lejligheden ud med et rækkehus med terrasse og 20 kvm græs. Og solen har skinnet lige siden. Vi sidder i den og ligger i den. Nå.

Der bor en solsort i busken mellem os og naboen. Det var noget af det første jeg fik øje på. Den sad på naboens tag, og sikkert på vores og sang sin triller. Og hoppede ind i den der busk hele tiden. Jeg stiller min æbleskrog ud til den. Og et par gange har jeg været heldig at være med på en kigger, når den fortærer det.

Nå, men nu, kan man så høre - når man ligger i hængekøjen lige under busken - at han ikke er alene. Når han kommer hjem med noget godt, sætter solsortebørnekoret i. Pip-pip-pip-pip-pip-pip. Så er der ro lidt, og så pludselig kommer solsorten ud af busken i en vældig fart. Dykker lige nedover mig og - synes jeg - hvæser: Du ligger i vejen. Jeg var her først. Væk. Jeg ved godt, at den ikke er alvorlig vred. Den tager jo imod min venskabsgaver.