Alle Helgenes Dag

Kirkerne har i nogle år (altid?) afholdt en særlige gudstjeneste i forbindelse med Allehelgenes dag, hvor sognets mindes de medlemmer, der er gået siden sidste Allehelgenes dag. Således også i Mou Kirke, hvor mors urne blev nedsat på kirkegården i februar.

Jeg besøger oftest kirkegården sidst på måneden, ofte er Lisa med. Sarah har været med, Mathias har været med. I dag tog jeg der ud alene. Jeg fik lagt lidt kirkegårdspynt på det familiegravstedet før jeg gik ind i kirken.

Præsten tog imod lige indenfor døren til kirkerummet. Sagde velkommen og delte den lille tillægssalmebog ud. Jeg fandt det sted i sideskibet, hvor jeg ofte og i hvert fald for 6 år siden sad sammen med mor på "fars" Allehelgenes dag. To af mors og mine fælles bekendte satte sig ved siden af mig på bænken. De genkendte mig ikke før jeg talte til dem. Det var rart at have dem der.

Jeg er jo ret langt på afstand af det med Gud og Jesus, men jeg deltog alligevel. For en ordens skyld. For mors skyld. Når alle de andre blev nævnt, når der blev tændt lys for de andre, skulle der jo også være en der for mor. En der tændte lys for mor. I mors eget sogn. Jeg havde jo nok en fornemmelse af, at mor ville være til stede, men jeg havde egentlig ikke en forventning om at jeg ville være ordentligt til stede.

Jeg holdt fin afstand under kirketjenerens første solo. På engelsk, jeg husker ikke lige hvilken. Smukt. Jeg havde nemt ved at holde afstand under de fælles salmer og under de fælles bønner. Jeg havde ikke svært ved at holde afstand under prædiken. Men da kirketjeneren sang Danser Med Drenges "Er der nogen i himlen?" i en fantastisk version, da vi en af gangen tændte et lys på døbefonden for hver vores afdøde, og da kirketjeneren sluttede det hele af med Kim Larsens "Om lidt bliver her stille", var det lisomom jeg også var der.

Efter gudstjenesten sagde jeg tak til kirketjeneren for hendes fantastiske sange, gav hånd til præsten og fik en rose, jeg kunne lægge på mors grav. Det gjorde jeg så. Jeg talte lidt med dem alle fire, nok mest med mor og lidt med far. Jeg tænker, at i hvert fald de tre, der har ligget der længst, allerede har fået vinger og synger med i et af himlens kor. Og måske ikke har det store behov for at følge med i mit liv længere.