Om “De otte bjerge” af Paolo Cognetti

Vi var jo på interrail i sommerferien i år og var egentlig så opløftede af den tur, at vi straks begyndte at overveje, hvor vi skal på tage hen med tog til næste år. Det blev Italien. Så jeg er gået i gang med at læse italiens historie og opsøge italienske forfatter, der er oversat til dansk. Bare sådan lige for at komme i stemning.

Meget af det jeg læser, giver mig en opfattelse af, at der er ret stor forskel på hvordan italienere  på den ene side og danskere/tyskere/franskmænd/englændere/… forholder sig til det at være en del af et samfund. Kort fortalt er den fortælling, jeg møder, at den gennemsnitlige italienere er super kortsynet. Det er “mig og min familie” 100 gange før resten af samfundet.

I “De otte bjerge” møder vi dette grundsyn i udkanten af historien, men hovedhistorien og de “dramaer”, der udspiller sig, har jeg let ved at koble mig på.

Der er hovedhistorien om forældrene, der efter flere års fravær fra søger mod bjergene. Livet i bjergene, for farens vedkommende vandreture mod højderne. Sønnen, der også kommer til at elske livet på bjerget.

Der er historien om sønnen, der i 20-års-alderen vælger sine forældre og især sin far fra. Ønsker ikke længere at vandre med sin far. Taler nærmest ikke med faren i 10 år. Faren dør. Sønnen grubler og når til sidst frem til en forståelse med sin afdøde far. Fortryder sin afstandtagen, tilgiver sig selv.

Og så er der fortællingen om de 8 bjerge, der handler om at de 8 bjerge pænt fordelt på en cirkel med det store bjerg i midten. Nogle mennesker bruger livet på at bestige de 8 bjerge i jagten på udsyn og visdom - måske leder de efter deres store bjerg. Andre mennesker lever bare på det store bjerg.

Det er nok bedre beskrevet i bogen, men jeg forstår det sådan, at dem, der rejser rundt på de der bjerge, går glip af den ro det giver, at indse/acceptere, at man kan gøre sit eget bjerg til bjerget i midten.