Miljø og miljø
Hvis man taler om underbevidstheden, kommer den op til overfladen, og holder op med at være underbevidst. Det samme gælder om miljøet, hvis man forstår ordet i den brede forstand: det omgivende, baggrundssættende.
Når jeg læser i forbindelse med mit projekt, braser tankerne fra forskellige arenaer hele tiden sammen. Der er spørgsmålet om hvordan projektet skal gribes an, hvordan analysen skal struktureres og indholdet bearbejdes. Men meget af materialet handler om hvordan man kan forstå klima, miljø, natur, individualitet eller holisme, og så bliver det hele rodet for mig.
Jeg er ikke kommet så langt endnu, men jeg har fundet en filosof-agtig type jeg godt kan lide. Han hedder Timothy Morton og skriver om noget, som har fået navnet dark ecology. Flot, ikke? Det er et dunkelt, mystisk navn, som vistnok også dækker over et dunkelt koncept. Den del af hans tanker som er lettest og sværest at forstå er ideen om the mesh. Mesh betyder noget med netværk, og hos Morton betyder det at alting (altså alt!) er forbundet i komplekse, uendelige tråde, og at alting på den måde indvirker på hinanden uendeligt. Hvilket jo er nemt at forstå som abstraktion, men de konkrete konsekvenser er uoverskuelige.
Det andet som gælder for the mesh er, at ingen og intet kan stå øverst i netværket. Derfor må mennesker holde op med at se på sig selv som dirigenter, som skal forstå og løse alting, men i stedet som en del af et netværk, hvor alting (også du!) påvirkes og påvirker hinanden.
Problemet er, at man måske så fristes til helt at holde op med at arbejde for klimavenlige løsninger, men det er en misforståelse. Vi skal i stedet starte med at forstå at ingenting opstår af ingenting, og at alting ender et sted. Vi behøver måske ikke kende alle kemiske processer for at regne ud, at mere skrald giver flere problemer.
Og på den måde kan jeg altså ikke skille tingene ad. Det handler slet ikke kun om litteratur længere, men i bedste fald om hvordan litteraturen kan få os til at tænke på nye måder, som i endnu bedre fald kan få os til at handle på mere bæredygtig vis. Miljøet findes kun så længe det er i baggrunden, men jeg ved stadig ikke hvor miljøet forsvinder hen når vi tænker på det.

0 Comments:
Send en kommentar
<< Home