Lederne kan jo ikke finde ud af at lede, vel

Jeg har lige været på tur med fagforeningen. Vi ankom fredag ved 3-tiden, blev installeret på værelserne, drak kaffe og begav os til foredragssalen. Her sagde arrangørerne velkommen, næstformanden i landsorganisationen sagde også dav og så var vi klar til første foredragsholder. Han har skrevet en bog om ledelse, især om dårlig ledelse og hvad dårlig ledelse kan afstedkomme. Han var en fin foredragsholder, der både kunne underholde og sige fornuftige ting - da han først havde akklimatiseret sig og mærket dagens publikum. Han holder det samme foredrag og sælger de samme bøger til andre personalegrupper også. Så både undervisere, håndværkere, sygeplejersker, rådgivere, fabriksarbejdere og alle typer ledere kan høre det samme foredrag og købe de samme tilsyneladende let læselige bøger. Han havde gode pointer, undervejs var der ting, hvor jeg tænkte: det kunne man da godt bruge til noget. Mest var jeg forundret over at den unuancerede retorik om ledere, lederne. Og så skulle der være fest.
Mens personalet forvandlede foredragssalen til en festsal, var der fri bar med god plads til snak om dagligdagen på arbejdspladsen (og om de til tider håbløse ledere) og de fleste af os nåede kun lige en truckervask før festmiddagen med rigtig god forretsbuffet, efterfulgt af rigtig fin hovedretsbuffet afsluttet med alletiders byg-din-egen-is-dessert. Vi spiste og drak en 3 timer og jeg kom til at sidde overfor nogle kolleger fra en anden afdeling. Folk jeg aldrig havde set før. Vi havde let ved at finde noget at tale om. Her blev snakken om ledelse nuanceret en anelse, men det er altså lettest at tale om de ting, hvor ledelsen kunne være bedre. Jeg står tidligt op om morgenen, så klokken 23.15 kunne jeg ikke mere.
Op kl. 7, toilette, første morgenmad kl. 07.30, vandretur til vandet, forlade værelset, aflevere nøglen, lige en kop te og en kage mere. Kl. 9 sad vi klar til 1 times oplæg fra næstformanden. Jeg havde forventet mig en pep-talk, sådan en samlende peptalk, hvor vi kunne samles om et fælles rungende JA til det fagforeningen har gang i og et klart og tydeligt NEJ til de forringelser regeringen og arbejdsgiverne har gang i. Det blev bare lunkent og uengageret og endnu engang hørte vi om, hvor dårlige ledere vi har, hvor dårlige politikere vi har. Selv da en kollega fra salen spurgte, hvad de kunne gøre for at skabe større opbakning til fagforeningen på den arbejdsplads, hvor han kom fra, kunne næstformanden kun mane sig op til noget uengageret sludder. Heldigvis var turens sidste underholdning bedre forberedt. Det handlede også om hvor galt det kan gå når lederne er så dårlige. Han var sjov en stor del af tiden, så det var til at holde til. Hovedbudskabet var vist, at kollegerne på arbejdspladserne skal blive bedre til at passe på hinanden.
Jeg havde en rigtig fin tur. Dejligt at være afsted med kolleger. Nu kender jeg nogle flere, flere kender mig. De er mindre fremmede for mig. Alligevel synes jeg, at det er en lidt flad fornemmelse. Jeg hørte ikke noget, jeg ikke havde hørt før. Dertil kommer at det var forstemmende at mine repræsentanter, mine talerør, delte sådant et stereotypt billede af ledere. Når vi generaliserer og taler grimt om lederne, når vi glemmer nuancerne (vi kunne tale om nogle leder eller i hvert fald reducere det til de fleste ledere) så kommer vi til at agere i forhold til vores ledere, som om de er onde/uduelige/magtliderlige/uempatiske/etc... og så er vi faktisk selv med til at skabe de ledere, vi helst er fri for.
Det må jeg hellere få sagt til mine fagforeningsledere en dag.