Søndagshygge og samfundets endeligt

For måske et par år siden bragte Politiken nogle artikler, som ville afdække om det, vi tror virker mod klimaforandringer og overforbrug faktisk virker så godt som vi håber. 

De afslørede fx at genbrugstøj som regel bevæger sig fra containerne til en centralsortering udenfor Amsterdam og derfor distribueres til salg til vintagebutikker, genbrugsforrretninger og sælges til udviklingslande. Det var jo ikke lige det vi troede.

Ligesådan bragte de artikler som forsøgte at regne ud, at brug af plastikposer til indkøb er mindre belastende end stofnet, forudsat at man bruger sin plastikpose x antal gange. Det skyldes at konventionel bomuldsdyrkning indbefatter en hel masse sprøjtemidler, og at bomulden skal transporteres, forarbejdes, sys, farves, osv osv inden den når med ned og handle. 

De punkterede også ideen om at sy karklude for at undgå mikroplast med forklaringen, at det ikke er lige netop i karklude, at den største udledning af mikroplast forekommer. Man skulle i stedet prøve at påvirke kosmetikfirmaer.

De seneste dage har jeg gået og spekuleret over den dissonans jeg oplever ved at være overbevist om, at klimaforandringerne kommer til at skabe samfundsforandringer som er uoverskuelige og uforudsigelige. Dissonansen opstår fordi jeg samtidig bruger de fleste af mine aktive timer på at opnå kompetencer og papirer som er skræddersyede til det samfund som netop står over for et sammenbrud.

Samtidig ville det jo også være tragikomisk at sætte alle mine kræfter ind på at formindske klimaforandringerne, lykkes med projektet og se samfundet bestå, og så ikke have fået min kandidatuddannelse så jeg kan undervise på det gymnasie jeg netop har reddet. Okay, det er måske lidt langt ude, men paradokset er alligevel klart for mig.

I dag har jeg syet et kaffefilter, som kan bruges igen og igen. Af økologisk bomuld og uøkologisk tråd. Nok ikke fordi de to-tre-fire stykker brunt papir som jeg nu ikke skal smide ud herhjemme kommer til at ændre noget i det store regnskab. Men jeg har også - som jeg altid gør - slæbt mit vasketøj op på 6. sal under loftet for at tørre, i stedet for at tørretumble det. Det bliver nok heller ikke tungen på vægtskålen. 

Jeg har også afleveret pant og skruet ned for radiatoren og foreløbig har det ikke været så koldt at jeg ikke orker at cykle. 

Min mad er økologisk. Undtagen når det er urimeligt meget for dyrt, eller hvis det er slik eller takeaway eller frysepizza eller udsolgt. Mit tøj er brugt, og jeg skifter absolut ikke sengetøj for ofte. Jeg er endda begyndt at pakke min formiddagsrugsbrødsmad i en bøtte i stedet for en pose. 

Når Politiken oplyser os om meningsløsheden i de små ting vi gør, kan der ske mindst to ting. Enten dropper vi det, eller også føler vi os drevne til at ændre på de ting, som virkelig batter. Boykotter Nestle, skaber bevægelse for veganisme, inspirerer andre til at lappe deres skjorter, skriver store lange klagebreve til verdens regeringer og demonstrerer til COP21 eller hvor langt vi nu er nået. 

Inden jeg bliver kandidat (om 2 år og 2 måneder, 7-9-13) vil jeg læse Naomi Kleins bog om klimaforandringer, “This changes everything”, til ende. Foreløbig er jeg nået gennem introduktionen.