Jeg nyder søndagen selvom der er arbejdsdag i morgen, mere endnu om kognitiv dissonans

Det der med kognitiv dissonans, placering af skyld og hvad man gør eller selv kan gøre for at justere på ubehaget vil nok være baggrundstapet her for en tid. Måske mest i forhold til de opgaver jeg har på jobbet. Regler og retningslinjer der skal følges, forhold jeg skal leve med, indbyggede dumheder som ikke bare kan ændres.

I denne uge deltog en del af mine tidligere kolleger, medarbejdere, i et dagsarrangement på min arbejdsplads. De fleste har jeg set flere gange siden jeg forlod dem for 2 år siden, men jeg mærkede denne gang, at jeg er kommet på god afstand af den mentale tilstand, jeg var i da jeg forlod dem. I det mindste igennem et par år oplevede jeg det, som jeg nu vil kalde kognitiv dissonans, ved at skulle være noget, jeg ikke var. Udfylde en rolle, som ikke var mig. Bevares, der var sider ved jobbet, som jeg lykkedes nogenlunde med, der var sider ved jobbet, som jeg trivedes med. Men grundlæggende fik jeg lagt for meget af "mig selv" til side, jobsiden tog sig meget af mig, at jeg ofte ikke kunne slippe den.

Jeg beundrer ofte mennesker, som er så dedikerede at job og liv smelter sammen. Mennesker som er så fordybede i et emne, en opgave, at de nærmest er i konstant flow. Sådan ville jeg også gerne have det. Jeg har hverken fundet eller opfundet det job endnu. Og må altså leve med at have et job med indbygget kognitiv dissonans.

Som sagt oplevede jeg i sidste uge, at jeg er kommet i god afstand til den tilstand af kognitiv dissonans og deraf følgende stress, jeg var forlod mine tidligere kolleger i. Det var fint at opleve mig selv ikke-påtaget-afslappet i deres selskab. En anden ting jeg så klart i den forløbne uge, var at jeg ikke skal opsøge en mellemlederfunktion igen. De fleste mellemledere, jeg oplever, har en større opgaveportefølje end de kan honorere. Det ville i mit tilfælde føre til ubehag.

I de år var fredag eftermiddag den bedste tid på ugen. Når vi landede hjemme - eller endnu bedre i campingvognen - var der lige et par timer, en halv dag, hvor jeg oplevede at være i en tilstand af afslappethed, frihed. Måske var det en indbildt lomme af tid uden kognitiv dissonans. Pointen er, at sådan har jeg det ofte nu. Ro. Rolig puls. At lave ingenting uden at mærke den der dunken i ørerne. Læse en bog uden at blive afledt. Løbe en tur uden at skulle skynde sig hjem. Nyde hele søndagen, selvom jeg skal på arbejde i morgen.