Frederik

Det er en almindelig søndag, og Bent og jeg går i kirke i den forventning, at der er store lufthuller på bænkeraderne.
Der er imidlertid barnedåb med mange gæster, så kirken er rimeligt godt fyldt op.
Præludiet bliver spillet, og kirkesangeren beder indgangsbønnen, der synges en salme, og tiden kommer til, at barnedåben skal forrettes.
Der er en del tummel, inden de børn kommer op, der gerne vil være med. ”Er der ikke flere børn, jeg synes jeg så nogle flere” – siger den unge kvindelige præst, og endnu nogle flere dukker op hist og her fra.

Hun døber barnet og siger til fadderne det, som skal siges, og til sidst kan alle sætte sig.

Pludselig ser vi det nydøbte barn højt hævet over vores hoveder i et par strakte arme, som er præstens.
”Det er Frederik”, siger hun. ”Nu er han med i vores menighed”.

Rødhårede Frederik ser ud over os alle sammen med et flegmatisk udtryk.

”Velkommen til Frederik”, siger hun.
Nu vil vi bede Fadervor sammen med Frederik.”

Vældig mange ansigter krakelerer til noget der ligner et smil eller er et smil.
Og mens Fadervor bedes, tror jeg ikke, at der er ret mange, der uanfægtet lader bønnen gå ind af det ene øre og ud af det andet.

lillefisk