Venlig eller venner

Jeg har glemt at skrive i går. Først huskede jeg det og så glemte jeg det igen. 

Jeg har haft sådan en weekend jeg bare godt kan lide. Til fest fredag og til Sankt Hans lørdag og danse. Fredag var jeg til fest i Fountain House med alle de blandede eksistenser som kommer der. Det er spændende, fordi mine evner til at opføre mig ordentligt bliver sat på prøve når jeg skal være sammen med nogen, som ikke ligner mig. Så kommer jeg til at dumme mig lidt men ikke så meget. Mest grinede og dansede vi bare, os der ligner hinanden mest. Det var dejligt-

I løbet af ugen mødte jeg en migrant fra Ghana, som havde brug for en ven. Mest en kæreste, sagde han, men siden jeg allerede har en, ledte han efter en ven eller eventuelt en af mine veninder at være kærester med. Så bliver jeg sat på prøve igen. Hvorfor er det lige præcis at jeg bare ved med det samme at han og jeg ikke kan blive venner? 

Jeg vil gerne hjælpe. Åh som jeg vil hjælpe. Herberg, kontorer, flygtningehus, venligboer, hvor kan man skralde, hvor kan man spise. Men vi kan bare ikke være venner. Jeg gider ikke.

Alligevel har jeg dårlig samvittighed. Fordi han er en kommende flaskesamler - altså det kan man selvfølgelig aldrig vide, men det er vist lidt håbløst. Jeg synes det er frygteligt at vi har så forskellig adgang til at passe os selv. Han kan ikke tage et arbejde i børnehaven og kan ikke skrive sig op til et boligselskab. Det kunne han måske have gjort i Ghana, men der er vist ikke altid lige godt at være.

Så derfor går jeg og spekulerer på hvordan jeg kan være flink uden at give for lidt eller for meget. Jeg kan heller ikke være venner med dem der ikke ligner mig på Fountain House. Jeg kan kun være venlig. Kan man godt skelne? Venlig, det er høflig, rar, imødekommende, men upersonlig. Venner, det er personlighed, give og tage plads, give lidt af sig selv til den anden og håbe det bliver passet på. Venlig, det er at give plads, og så trække sig, når jeg ikke gider være flink mere.

I øvrigt forstår mine venner ikke helt hvad jeg snakker om, når jeg snakker om det her. De tror jeg er sødere end de fleste. Jamen, du snakker da med ham, andre ville bare smile, eller ignorere ham. Men det betyder ikke noget hvor flinke eller ikke-flinke andre mennesker er, når jeg kan mærke modstand overfor at give det som mennesker ofte har allermest brug for, som er tid og venskab. Da er jeg alligevel lidt nærig. Jeg tror jeg måske stadig er lidt bange for det fremmede, selvom jeg har besluttet mig for ikke at lytte til frygten. Derfor kan jeg ofte være venlig, men endnu ikke ven.