Skilleveje

Jeg er ved at læse Mickey Gjerris "Skildpaddetanker". Vi var til foredraget i søndags. Især to emner rørte mig. Emner der har berørt før, emner der har påvirket mig før.
Det ene er den her kendte Løgstrupvinkel på vores ansvar for hinanden. Det vil sige... jeg skal jo kun forholde mig til og huske mig selv på det kæmpe ansvar jeg har. For de mennesker jeg møder. Hver dag. Og jeg vil gerne huske det. Mickey gav os et ret godt billede, som jeg efterfølgende har fundet på nettet og sat op ved min station på arbejdet. Marco Evarristti's fisk i en blender. Det er så enkelt. Det er så nemt at (komme til at) tænde for maskinen og ødelægge et andet væsens dag, uge, liv. Det er så vigtigt at lade være.
Fisken i blenderen kan være med til at minde mig om at jeg ikke skal svare for voldsomt på en træls mail. Om at jeg ikke skal være for bestemt overfor elever, der ikke passer skolen, men heller ikke ligeglad. Om at jeg ikke skal være alt for tydelig når en kollega udtaler sig åbenlyst tåbeligt.
Hans historie om fisken i blenderen handlede om mere, nemlig om vores opfattelse af, hvornår vi mishandler dyr. Fisken i blenderen hidsede mange op, men det hidser ikke nær så mange op at vi dagligt afliver tusinder af dyr på bestialske måder. Fisken i blenderen får en nådig død.
Det er så det andet emne, jeg blev berørt af. Vi ved, at vi giver de dyr, der skal blive til vores mad, et elendigt liv. Et liv som vi ikke ville, ikke må, byde vores hunde og katte. Det går mig på, at jeg ikke kan gøre noget ved det. Det går mig på, at jeg ikke kan lave et clean cut til alt animalsk. Selvom jeg ikke er tilfreds med selv er det nu helt klart at det må være slut med oksekød og svinekød. Også selvom det betyder et farvel til cheeseburgeren, whopperen, maxiburgeren og bøfsandwichen med sovs og det hele. Slut med hotdog, franske hotdogs, kålpølser med sennep.
Det er en voldsom skillevej, men det hjælper, håber jeg, hvis jeg husker mig selv på, at dyr også er levende væsener.