tirsdag, november 28, 2006

moderne? familie?

Vi blev gift i 89. Året efter fødte min kone den ældste. Og i 93 den anden og sidste.

I 96 flyttede vi hver for sig. Skiftedes til at få lov til at være førsteforældre, og hjalp i øvrigt hinanden alt det vi kunne. Vi boede tæt på hinanden og børnene kunne uden problemer passe skole og børnehave. Efter 1½ år flyttede vi sammen igen. Det var ikke til at undvære hinanden.

De sidste par måneder har vi så igen fordelt os på to adresser. Men vi taler alle sammen med hinanden. Jævnligt. Både i telefon, med SMS og via Internettet. Der er meget der skal koordineres. Selvom børnene er store og uden problemer kan være alene hjemme, er det alligevel rart at have på plads, hvor den anden voksne er, når den første voksne ikke er der – i hvert fald for de voksne.

Indimellem samles alle vi alle fire. Oftest for en kort praktisk bemærkning. Men der er også plads til hygge og til at lege far, mor og børn. Indtil nogen skal hjem og andre bliver hjemme.

tirsdag, november 21, 2006

Nabosnak

Jeg har i lang tid døjet med smerter i knæene. Men jeg har fået det bedre, og det er jeg jo glad for, for nu går jeg bedre igen.
Det gik også fint en dag, jeg gik over til Christian med avisen.

Nu havde han bare fået smerter i en dårlig ryg, og det fik vi en snak om - og også lidt grin. Man kan godt grine af sine skavanker hos Esther og Christian.


Men pludselig handlede det kun om mig.

”Uha, hvor det ser tovli ud med dine ben”, sagde Christian


Lidt forbavset svarede jeg, at det gik da så godt.

”Det ser skidt ud”. Har du prøvet at gå med stok”, fortsatte han.

”Det behøver jeg ikke”, fastholdt jeg

”Du skulle prøve, det hjælper”, sagde han

”Jeg har altså fået det meget bedre!”, blev jeg ved.

Christian i fulde alvor:
”Du har ikke krykker vel?”,


Så tog pokker ved mig:
”Hvis du skal ud i stalden nu, er du så nødt til først at gå ned på knæ for at komme op at stå?”

”Ja”

”Og det vil du ikke, så længe jeg er her vel?”

”Nej”

”Og du vil gerne ud nu?”.

”Jooh”

”Ja, så tror jeg godt, at jeg vil blive her lidt længere”.

tirsdag, november 14, 2006

Kort er godt.

Så er det snart december. Det betyder nisser og kogler, flettede hjerter og gløgg. Det betyder gran og pynt. Adventskrans og kalenderlys. Og forventninger og hygge. Og traditioner.
En af traditionerne er julekort. Nogle år får du mange, nogle år få. Nogle år er kortene breve, og brevene lange. Nogle år er de lidt triste, nogle år glade. De kan være lette og lette at læse, eller tunge og kræve respons. Nogle er mere en status over året og mere til sig selv end til den der sendes til.

Nogle år er det en glæde at skrive, andre år er det en pligt. Et julekort kan være et takkekort, tak for det vi havde sammen i år. Et julekort kan også være en næsestyver, tak for det vi ikke havde sammen i år.

De bedste julekort er efter min mening de korte, der bare ønsker glædelig jul og godt nytår. Det enkle budskab er: jeg er og du er og jeg synes stadig at vi er en del af hinanden.

Får man ikke skrevet julekort kan man i julen skrive kort – nemlig nytårs.

tirsdag, november 07, 2006

Nettokultur

Der var kagedåser på tilbud i Netto for et år siden, men
jeg kom en dag for sent, og min chance røg.
I sidste uge var der et tilbud på lammeskindshandsker.

Jeg tog tidligt hjemmefra ind til Nettos parkeringsplads.

Og gik rask ind i varehuset, tog en kurv og gik med lange, men beherskede
skridt direkte hen og fandt handskerne. Lagerpladsen for handsker var ikke stor, så der kunne kun stå een af gangen og tage dem i øjesyn.
Mens jeg stod her alene, kom der en dame for også at se, og jeg trådte lidt til side, for at hun kunne være der.
Hurtigt fik damen krænget sig helt ind foran mig. Jeg nøjedes så med et kig fra sidelinien.

Men pludselig stod hun med en hel bunke handsker, hvoraf én af dem havde det nummer, jeg skulle bruge.
Jeg rørte ved den, så på damen og spurgte om jeg lige måtte se den. Hun sendte mig et uvenligt, nedladende blik og sagde nogle uforståelige lyde.

Men SÅ kunne jeg heller ikke lade være med at sige, at hun faktisk havde maset sig ind foran mig!!!

Ja – og så gik hun.

onsdag, november 01, 2006

Tempo tempo

Jeg er ikke nogen superbilist. Og kører ikke glad til Sydfrankrig i ét træk. Jeg er ikke vild med at køre bil. Men jeg skal af sted. Og jeg skal af sted om morgenen – samtidig! med alle de andre, der også skal møde kl. 8.00.

De fleste dage samarbejder vi om at få trafikken til at glide lige så stille de sidste 5 km fra bygrænsen og til kontoret eller forretningen. Som én organisme følger vi trafikkens og lyskrydsenes puls. Vi er en bølge og vi følger de baner vi kender så godt.

Sådan kunne det være hver dag.

Men ofte er der forhindringer. Det kan være en entreprenør, der har valgt at få flyttet sine store maskiner – om morgenen. Det kan være en medbilist, der skifter vognbane igen og igen. Uden at komme hurtigere frem – til stor gene for os andre.

Værst er godtidsbilisterne, der skal besøge en på hospitalet, en tur i kolonihaven eller til en eller andens 80års fødselsdag. Om morgenen!

Når jeg bliver konge bliver det forbudt at køre bil mellem 7 og 8, hvis ikke man er på vej på arbejde.